South Asian Ways of Silk. A Patchwork of Biology, Manufacture, Culture and History
By Ole Zethner & Rie Koustrup, Denmark, Aminuzzaman Md. Saleh Reza, Bangladesh, Dilip K. Subba, Bhutan, Dilip & Neera Barooah, India, Moe Moe Win, Myanmar, Sundar Tiwari, Nepal, Yubak Dhoj, Nepal, Ghulam & Riswana Ali Bajwa, Pakistan, and Daya Adangama, Sri Lanka. 254 pages, illustrated.
Published by Bookbell Guwahati, Assam, India.
May be purchased for USD 25 plus shipment. [email protected] or FABRIC PLUS, Guwahati, Assam, India [email protected]
“South Asian Ways of Silk. A Patchwork of Biology, Manufacture, Culture and History” er ikke den første bog om silke i regionen. Tværtimod. Der er en omfattende litteratur om silke og silkeproduktion, men den fokuserer primært på de biologiske og tekniske aspekter, og så er den skrevet af specialister og for specialister, som der står i bogens indledning.
”South Asian Ways of Silk” vil mere end det. Den er nok skrevet af specialister, men også for lægfolk i et lettilgængeligt sprog, og så har forfatterne desuden ambitioner om, at bogen kan knytte forbindelse mellem ”silk people” i sydasiatiske lande, så de kan samarbejde og lære af hinanden.
Det må siges at være ambitiøst at ville henvende sig til både lægfolk og fagfolk. Da bogen har eksempler på både fiaskoer og succeser i silkeproduktion, kan den måske inspirere fagfolk og fagfolk in spe og få dem til at udveksle erfaringer.
Selvom jeg har en grundviden fra bogens forgænger ”Indian Ways of Silk: Precious Threads Bridging India’s Past, Present and Future” (anmeldt i Globalnyt den 17. 11. 2015 ”Silke – lækkert og livgivende for tusinder”), hører jeg til gruppen af interesserede, nysgerrige lægfolk.
Og her lyder kendelsen: Bogen fanger og fængsler. De mange fotos – gamle som nye – og de gamle kort og tegninger er med til at øge læselysten.
Det er naturligvis vigtigt at vide noget om biologi og dyrkning af silkesommerfugle, dyrkning af værtsplanter og produktion og markedsføring af silke.
Men af de mange aspekter af silkeavl og silke, som bogen dækker, var jeg mest tiltrukket af kapitlerne om silken som led i landenes kultur og af fremtidsudsigterne for silke og silkeavl i Sydasien.
Det er ikke mindst interessant, at silkeproduktion kan siges at være miljøvenlig, især hvis man tænker på Eri-silken, som endnu ikke er så kendt i Europa, men som dyrkes i stigende omfang i det nordlige Indien – og som også kan dyrkes i nogle af de andre sydasiatiske lande.
Eri-silken ligner lidt bomuld, og det er meget blødt og behageligt at have på. Og så behøver de værtsplanter, som Eri-sommerfugle-larven lever af, ikke at blive kunstvandet med de store vandmængder, som bomuld gør.
I et udviklingsperspektiv er det ikke mindst vigtigt, at silkeproduktion er arbejdsintensiv. Den skaber beskæftigelse til tusinder og atter tusinder af fattige, mest kvinder og har været medvirkende til at bringe dem ud af fattigdom i Nordøstindien og Bangladesh.
Da jeg sagde, at bogen henvender sig både til læg – og fagfolk, burde jeg have specificeret, at bogen svært gerne vil have tag i politikere og danske tekstilfolk og modeskabere.
Politikere, der skal være med til at opnå de nye globale udviklingsmål og tekstilfolk, må gerne få øjnene op for mulighederne i silke.
Skulle man være i tvivl om, hvad silke kan bruge til, er der både en række kapitler og illustrationer – om traditionelle broderier og moderne design.
Og tænk, japanerne producerer nu også plastre af silke. De er gode mod infektioner og hjælper sår til at hele hurtigere.
Som sagt indledningsvis: Køb silke – og bliv inspireret af ”South Asian Ways of Silk”. Den er alle dollars værd.
