Dustin Barter er seniorforsker med speciale i reform af det humanitære system ved Humanitarian Policy Group under tænketanken ODI.
Mohamed Yarrow er direktør for Centre for Peace and Democracy og ekspert i fredsopbygning.
Det formelle humanitære system voksede ud af eksisterende former for gensidig hjælp, solidaritet og samarbejde. Men det er kommet på afveje, fordi en konkurrencepræget og ekspansionistisk logik har overtaget det, der reelt er en industri i dag.
Sektorens manglende evne til at konfrontere sin overdrevne jagt på vækst og budget-sikkerhed betyder, at ethvert forsøg på reform reelt er dødfødt. I stedet bør vi tage ved lære af det nuværende væld af økonomiske kriser.
Vi bliver nødt til at tage et grundlæggende opgør med den kapitalistiske logik. Hvis vi vil se nogen meningsfulde forandringer, bliver vi nødt til først at få bugt med den uhæmmede kapitalistiske humanitarisme.
Denne artikel er oprindeligt udgivet af online-mediet The New Humanitarian, der dækker global udviklingspolitik og verden generelt.
Reformer uden forandring
I disse opbrudsdage i den humanitære sektor er opråbene om behovet for forandring vokset til øredøvende højder. Nogle taler om en “humanitær genstart“, mens andre kommer med “forslag til et enklere og mere effektivt humanitært system“. Mange bruger ord som “forenkling” og “strømlining”, men det lyder mest som ekkoer af tidligere reformbølger. Det er nu over 20 år siden, at Good Humanitarian Donorship Initiative (GHDI) så dagens lys, og næsten ti år siden The Grand Bargain blev lanceret– begge reduktionistiske forsøg på at løse komplekse problemer.
Det er også fem år siden, COVID-19-nedlukningerne for alvor begyndte – et opbrud, der virkede som om det ville udfordre den internationale dominans over det humanitære system. Internationale medarbejdere blev sendt hjem, mens lokale og nationale aktører stod skulder ved skulder med deres lokalsamfund og reddede utallige liv. I dag kræver aktører fra det Globale Syd retfærdighed i et grundlæggende uretfærdigt system, men det globale humanitære system er stadig fanget i en endeløs cyklus af store ord uden reel forandring. Det store spørgsmål er, om det nuværende kaos kan blive et vendepunkt, eller om vi bare gør som efter pandemien og går tilbage til et internationalt domineret system, der er dårligt rustet til at tage hånd om nutidens kriser.
Kravet om vækst kvæler branchen
Tidligere og nuværende reformforsøg har ikke formået at tage hånd om det multi billion dollar-store problem – den kapitalistiske humanitarisme, der prioriterer den evige jagt på vækst og konkurrence over samarbejde. Begrebet må ikke forveksles med impact-investeringer eller filantropi. Kapitalistisk humanitarisme er et særligt tankesæt og en praksis, der gennemsyrer sektoren og udgør den største forhindring for enhver reel reform.
Organisationer og ansatte på tværs af den humanitære sektor i bred forstand belønnes for at jagte penge og vækst – ofte på bekostning af alt andet. Uforudsete kriser er en guldgrube for den kapitalistiske humanitarisme. Ukraine er et af de mest iøjnefaldende eksempler: Internationale organisationer skovlede midler ind, til trods for en udbredt manglende evne til rent faktisk at levere – til stor frustration for både den ukrainske stat og det ukrainske civilsamfund.
Den langsigtede og skadelige påvirkning fra kapitalistisk humanitarisme siver helt ned på individ-niveau, hos den enkelte medarbejder i branchen. På vej mod et nyt job? Så gælder det om at fremhæve, hvor mange midler du har rejst eller haft ansvar for – jo større beløb, jo bedre. Som om det er den endegyldige målestok for kompetence i den humanitære sektor. International Rescue Committee er et strålende eksempel: Ledelsen fremhævede stolt massiv vækst (et udtalt organisationsmål), mens de samtidigt lukkede programmer og afbrød samarbejder med såkaldte partnere. Solidaritet med de berørte befolkninger blev ikke tillagt nogen særlig betydning.
Fra de store strategier til hverdagens små beslutninger er vækstlogikken en hæmsko for reel forandring i den humanitære sektor. Hvorfor ruske op i noget, når der er penge i status quo?
Vækst i sig selv er ikke nødvendigvis skadelig, men når den bliver gjort til det primære mål, bliver det destruktivt. Beviserne er mangfoldige. Lokalisering? Kun hvis det øger organisationens størrelse – ellers kan det ignoreres, især hvis pengene kan hentes direkte. Diversitet, lighed og inklusion? Naturligvis, hvis det altså er påkrævet. Men det skubbes hurtigt til side, hvis det forstyrrer finansieringsstrømmen. Afkolonisering? Lad os endelig ikke dykke for dybt ned i problemet. Fra de store strategier til hverdagens små beslutninger er vækstlogikken en hæmsko for reel forandring i den humanitære sektor. Hvorfor ruske op i noget, når der er penge i status quo?
Nødhjælpens oligarker sidder i FN
Den kapitalistiske humanitarisme afspejler verdens dybt ulige økonomiske orden – som, ikke helt tilfældigt, også er med til at skabe de humanitære behov. Asymmetrien i magtforholdene er stor, gennemgribende og sikrer, at dem der allerede har adgang til information og beslutningstagere har enorme fordele. Resultatet er en ekstrem koncentration af kapital blandt en snæver kreds af aktører – på et niveau, der kan gøre selv de største multinationale selskaber misundelige. Et klassisk eksempel på hvordan en elite kaprer et system.
I takt med at midlerne samles på færre hænder, ophobes også magten – og enhver reel mulighed for reform dør, før den når frem til forhandlingsbordet. Den kapitalistiske humanitarisme hævder – i bedste neoliberale stil – at fungere som et selvregulerende marked, hvor den stærkeste overlever. Men når det mangfoldige og kritiske flertal forsvinder, og ensartetheden tiltager, bliver sektoren mere fastlåst i en en form for oligarki. På samme måde som bankverdenens superliga har de største internationale humanitære organisationer – fejlagtigt – fået mærkatet, at de er “for store til at fejle”.
Donorerne kan og bør tage styringen tilbage. Humanitære indsatser og multilateralt samarbejde ville stå stærkere uden de oppustede FN-apparater.
Øverst i fødekæden finder vi FN, oligarkiets kerne inden for den kapitalistiske humanitarisme. Her har en lille gruppe personer og virksomhedslignende enheder, der besidder enorme ressourcer og magt, kapret de vigtigste stillinger – ikke på grund af evner, men fordi de har det rigtige netværk. Ligesom det er tilfældet i den globale økonomi, udøver det humanitære oligarki en massiv indflydelse og står i vejen for meningsfuld forandring. The Grand Bargain er ikke andet end branding. Som Fair Trade-mærket signalerer det forandring, men undgår for alt i verden at udfordre de økonomiske grundstrukturer.
De små kan sammen tæmme det kapitalistiske monster
Selvom det humanitære oligarki sidder tungt på magten, er løbet endnu ikke kørt. Vi har stadig de finansielle aktører – donorerne, der spiller rollen som Wall Street i den kapitalistiske humanitarisme. Selvom de ofte er forblindede af oligarkerne, så er de dem ikke underlegne. Efterhånden som sprækkerne i systemet vokser sig større, bliver muligheden for at de humanitære donorer kan omfordele deres penge det samme. Potentialet er enormt, men kan det tilsyneladende ønske om forandring udvikle sig til meningsfuld handling?
Der er indikationer på, at noget er ved at rykke sig – men forandringen går i sneglefart. Erfaringerne med GHDI, Grand Bargain og COVID-19-pandemien viser tydeligt, at intet er givet. I mange af de samtaler vi har haft med donorer, har de udtrykt deres frustration over det humanitære oligarki – nogle føler sig ligefrem fanget af det. Alligevel har de svært ved at udnytte deres Wall Street-lignende position. Men de kan og bør tage styringen tilbage. Humanitære indsatser og multilateralt samarbejde ville stå stærkere uden de oppustede FN-apparater.
Som det gang på gang viser sig i den globale økonomi, er det ikke tilstrækkeligt blot at omfordele kapital. Som Ha-Joon Chang skriver, findes der ikke noget, der hedder et frit marked – og det samme gør sig gældende for den kapitalistiske humanitarisme. Den må reguleres, hvis spillereglerne for alvor skal være lige. Det indebærer blandt andet at bryde monopoler op og håndhæve konkurrencelovgivning. Samspillet mellem internationale aktører sker alt for ofte på bekostning af lokale og nationale kræfter – og det kræver handling.
Tilbage står arbejderklassen – proletariatet – i form af lokale og nationale humanitære aktører (inklusive staten) samt de befolkninger, der selv er berørt. Trods oligarkiets dominans og den skæve fordeling i den kapitalistiske humanitarisme udgør de fortsat en betydelig magtfaktor. Gruppen er langt fra ensartet: Den spænder fra dynamiske græsrodsnetværk for gensidig hjælp til konservative organisationer med millionbudgetter og statslige institutioner. Fælles for dem alle er, at de må navigere i en gennemgribende kapitalistisk logik og vækst-struktur – mekanismer, der nemt kan underminere både solidaritet og samarbejde.
På trods af at være viklet ind i et væld af både internationale og nationale magtstrukturer, har den humanitære arbejderklasse altid været de første på stedet – og de sidste til at forlade en krise. De kæmper mod et system, der gang på gang forsøger at fratage dem indflydelse. Mange af disse aktører går også forrest i bestræbelserne på at forbinde nødhjælp med retfærdighed. Som Maha Abdelrahman pointerer: “De vedvarende bølger af folkelige oprør og utilfredshed skaber nye muligheder for reel forandring. Og dem, der kræver forandring, må forberede sig på at indtage en ny rolle i det, der er ved at tage form.”
Selv hvis oligarkiet forsøger at dele og herske, så rummer det humanitære proletariat et reelt potentiale for at skabe forandring. Ligesom i økonomien er solidaritet og fælles kamp afgørende for at rykke ved rettigheder og værdighed.
Et opgør med den kapitalistiske humanitarisme bør også være en klar prioritet, der skal støttes af donorer, som forener sig med lokale og nationale aktører. Samtidigt må og skal det undgås, at et nyt system ender med at kopiere det nuværende internationale humanitære systems mange fejlkonstruktioner.
Men et nyt system er muligt. Et, hvor vi alle får radikalt andre roller at udfylde.
Indlægget er udelukkende udtryk for skribenternes egne holdninger.
Indlægget er oprindeligt bragt på The New Humanitarian og oversat til dansk af Emil Gundel. The New Humanitarian er ikke ansvarlig for oversættelsens nøjagtighed.
Ligger du inde med et emne, du gerne vil debattere? På Globalnyt er alle velkomne i debatsektionen, så skriv til Globalnyts debat- og medlemsredaktør på sidsel.hasberg@globalnyt.dk
