I en kortfattet pressemeddelelse mandag eftermiddag, meddeler UNICEF Danmark at generalsekretær gennem de sidste tre år, Karen Hækkerup, stopper til sommer.
Hun udtaler i den forbindelse:
“Den professionalisering, jeg blev hentet til UNICEF for at stå i spidsen for, er nu efter knap tre år tilendebragt. Jeg er stolt af de resultater, vi har opnået; tredoblingen af vores økonomiske resultat til gavn for de mest udsatte børn i verden, men også af de mere interne strukturelle organisationsændringer jeg har været med til at gennemføre – både i UNICEF Danmark og internationalt. Tiden er nu kommet til, at jeg skal tage hul på et nyt kapitel. Jeg lukker døren bag mig med et smil på læben, for jeg ved, at UNICEF Danmark er i god form og har utroligt dygtige og dedikerede medarbejdere, der fortsat vil kæmpe for alle verdens børn. Jeg vil stå til rådighed indtil sommer, når en ny generalsekretær er fundet og på plads.”
“Vi er kede af at måtte tage afsked med Karen, der sammen med holdet i UNICEF Danmark har leveret fornemme resultater til gavn for verdens børn,” siger formand for UNICEF Danmarks bestyrelse, Jesper Lok, og tilføjer:
”Jeg ved, at jeg på vegne af alle i UNICEF kan sige, at vi kommer til at savne Karen og ikke mindst hendes store energi og entusiasme for den vigtige opgave, vi alle i UNICEF brænder for.”
UNICEF Danmark er gået i gang med at finde en ny generalsekretær.