Dansk Folkehjælps nye frivillige katastrofeenhed, Emergency Response Team, udvider enheden med nye specialuddannede samaritter, der med kort varsel kan sendes til katastroferamte dele af verden.
Næste kuld af medlemmer til Dansk Folkehjælps Katastrofeenhed/Emergency Response Team (ERT) har afsluttet den formelle træning.
Det oplyser organisationen i en pressemeddelelse.
Teamet, som nu i alt består af 26 specialuddannede samaritter, vil snart kunne blive udsendt til områder i udlandet, som er blevet ramt af naturkatastrofer, og hvor lokalbefolkningen har brug for akut førstehjælp.
Alle medlemmer af enheden har gennemgået et kursusforløb, der sikrer, at der ydes professionel støtte til tilskadekomne internationalt og i Danmark.
Kursusforløbet er på fire moduler, der bl.a. omfatter et 13 timers førstehjælpskursus, en 44 timers standard samaritter uddannelse, et modul om nødbehandling i katastrofesituationer samt et modul om praktisk forberedelse til kortere udsendelse.
Holdet kan sendes af sted med 72 timers varsel.
Internationalt samarbejde
Udover den formelle træning planlægger Dansk Folkehjælp en øvelsesweekend for enheden.
Derudover vil Dansk Folkehjælp deltage i en træningsweekend med en tilsvarende enhed fra Østrig og Slovakiet.
Foruden det internationale engagement, vil enheden også deltage som samaritter i større sports- og kulturelle arrangementer i Danmark.
Næste optagelsesdag for aspiranter til Katastrofeenheden er lørdag d. 14 marts i Dansk Folkehjælps lokaler i Nykøbing Falster. Det kræver ingen førstehjælpserfaring at blive optaget som aspirant.
Interesserede skal kontakte Dansk Folkehjælp (tel. 70 220 230 / [email protected] / www.folkehjaelp.dk) og få tilsendt ansøgningsskema.