Zimbabwe – 100 dage efter Mugabes fald

Emmerson Mnangagwa

Emmerson Dambudzo Mnangagwa

Født d. 15 september 1942 (75 år)

Har i mange år haft ry som “Zimbabwes farligste og mest frygtede mand”.

Øgenavn: Ngwena (Krokodillen)

Øgenavnet refererer i dag til Mnangagwas snuhed og snilde, men går oprindeligt tilbage til guerillagruppen “Krokodille-banden”, som Mnangagwa var leder af i 1960’erne under uafhængigskrigen.

Afløste Robert Mugabe som præsident i Zimbabwe og ZANU-PF partiet i november 2017 efter et forløb, som måske bedst kan betegnes som et langtidshævet, men også snarrådigt og høfligt orkestreret paladskup.

(udvalgte)
fhv. vice-præsident 2014-2017
fhv. justitsminister 2013-2017
fhv. forsvarsminister  2009-2013
fhv. justitsminister 1989-2000
fhv. minister for statens sikkerhed1980-1988

Mødte Robert Mugabe, som senere skulle blive hans mentor, i eksil i Zambia i begyndelsen af 1960’erne.

Blev i 1962 rekrutteret som guerilla-kriger til at deltage i Zimbabwes uafhængigskrig og modtog træning i Egypten og Kina, hvor han også modtog undervisning ved det kinesiske kommunistpartis Beijing School of Ideology.

Vendte i 1965 tilbage til Zimbabwe, hvor han stod i spidsen for den såkaldte “Krokodille-bande”, (deraf øgenavnet) som var berygtet for deres angreb på tog-baner og landbrug i Zimbabwes Eastern Highlands provins.

Siden blev Mnangagwa idømt dødsstraf, fængslet og tortureret af de britiske myndigheder i Rhodesia, som dengang var en britisk koloni. På grund af hans unge alder blev dødsdommen ikke eksekveret.

Efter 10 år bag tremmer, hvoraf Mnangagwa under flere af dem delte celle med Mugabe, blev han den kommende præsidents personlige assistent og bodyguard, og ZANU-partiets sikkerhedschef.

En nøglefigur med et blakket ry

Med Zimbabwes uafhængighed i 1980, blev Emmerson Mnangagwa udnævnt til landets første minister for sikkerhed og chef for det hemmelige politi CIO. I den efterfølgende periode, fra 1983 til 1987, udførte hæren i samarbejde med sikkerhedstjenesten en række politisk og etnisk motiveret massakrer på Ndebele-folket i den sydvestlige del af landet.  

Ndebele-massakrerne er også kendt som Gukurahundi, som på Zimbabwes dominerende Shona sprog betyder “den tidlige regn, som skyller avner bort inden forårets regn”.

Det vides ikke præcist, hvor mange mennesker, som blev dræbt under Gukurahundi, men en almindelig konsensus i dag er, at op mod 20.000 civile blev dræbt (og muligvis mange flere), hvoraf størstedelen var medlemmer af den etniske gruppe ndbebelerne.

Mnangagwa var landets sikkerhedschef i perioden og han rygtes  populært, og regnes af mange iagttagere, som en af hovedarkitekterne bag Gukurahundi – en anklage, som han ved flere lejligheder har afvist, om end han har medgivet, at han “også har fejlet” og at begivenheden er en sort plet i landets turbulente historie – en historie, som han medgiver, at han selv var en del af.

Mnangagwas rolle i Gukurahundi er stadig uafklaret, men hovedarkitekt eller ej, forekommer det sandsynligt, at Mnangagwa i mindste fald var medskyldig i forbrydelserne, og i værste fald spillede en central rolle.

Mere tydeligt og veldokumenteret er det, at den tidligere sikkerhedschef var med til at opildne til vold mod sine politiske modstandere i perioden.

Mnangagwa er senest blevet anklaget for at have orkestreret voldelige overgreb mod oppositionsstøtter i kølvandet på præsident- og parlamentsvalget i 2008 – denne gang i aktioner, hvor hundredvis blev dræbt og tusindvis fordrevet fra deres hjem.

 

Som den første nye leder Zimbabwe har haft i 37 år, har Emmerson Mnangagwa i sine første 100 dage ved magten redet på en bølge af god vilje: Han er trods alt manden, som fjernede den evige og udødelige landsfader og autokrat Robert Mugabe og rensede Zimbabwes gader for den store folkeplage: de forhadte politi-checkpoints.

Og Mnangagwa har da heller ikke ligget på den lade side i sine første tre måneder som præsident – et budskab om patriotisk arbejdsiver, økonomisk genoprejsning og konkrete resultater, han i disse dage er i fuld sving med at dele med zimbabweanerne i landets dagblade, fjernsynets bedste sendetid og på de sociale medier under hashtagget #100daysofaction. 

100-dages kampagnen er den foreløbige kulmination på en omfattende charmeoffensiv, som både tjener til at legitimere en tvivlsom magtovertagelse, definere Mnangagwa på ny, og være det første solide afsæt til et succesrigt valg senere på året.

En krokodille på charmeoffensiv

Mnangagwa, hvis øgenavn er krokodillen, lagde tidligt i sit præsidentembede ud med at præsentere en finanslov, som skal nedbringe statens udgifter og skære ned på offentlig spild.

Han har igangsat en højt profilerede anti-korruptionkampagne i landet (og dertilhørende udrensning af sine politiske modstandere i det regerende ZANU-PF parti), og meddelt, at regeringen vil kompensere de hvide landmænd, som mistede deres jord under beslaglæggelserne fra 2000 og frem, og at man i den forbindelse overvejer at etablere en særlig domstol, der skal tage stilling hvor meget den enkelte landmand vil få i kompensation.

Zimbabwes regering har meldt ud, at man fremover vil udstede 99-årige jordlejeaftaler til “alle tilbageværende hvide farmere”, lige som de i dag udstedes til sorte farmere i landet.

De 200-300 tilbageværende hvide farmere i landet fik efter Mugabes jordreformer, hvor mere end 4000 hvide farmere blev smidt på porten, 5-årige lejeaftaler på landbrugsjord, i modsætning til de 99-årige lejeaftaler, der udstedes til sorte farmere i landet. Mnangagwas regering afviser dog, at hvide famere, som har mistet deres jord, kan få denne tilbage – til gengæld vil man invitere hvide farmere til at bestyre landejendomme, som nu har fået nye ejere.

Ligeledes har regeringen besluttet, at droppe landets udskældte og afskrækkende Indigenisation and Economic Empowerment Act, som kræver, at mindst 51 procent af ejerskabet i en virksomhed i landet, er på zimbabweanske hænder.

Denne regel vil dog fortsat gælde for diamant- og platinminedrift og det forhold kan risikere at sætte en dæmper på omverdens interesse for en sektor, som ellers, ifølge et analyse fra UNDP, har et stort potentiale for hurtigt at komme i højere omdrejninger og bidrage markant til økonomisk opdrift i landet på et kritisk tidspunkt.

Det statsejede diamantmineselskab Zimbabwe Consolidated Diamond Company (ZCDC), der blev oprettet i 2016, vil muligvis blive opløst med regeringens finanslovsforslag, som også lægger op til at privatisere en række statsejede selskaber. Sker dette, åbner det døren for at Zimbabwes militær igen kan få adgang til lukrative diamantaftaler med kinesiske partnere – ifølge en analyse i tidsskriftet Africa Confidential, blev ZCDC netop etableret for at bremse Mnangagwa-faktionens interesser i landets diamantminer til fordel for den såkaldte G-40 gruppe, som led i den årelange magtkamp, som til sidst endte med Mnangagwa-faktionens magtovertagelse og Robert Mugabes afgang i November 2017.

Men Mnangagwa har alt lige sendt et klart signal om, at han er besluttet på at føre en bedre økonomisk politik end sin forgænger; det vil sandsynligvis også resulterer i nye og flere investeringer i landet i den kommende tid, ikke mindst fra Sydafrika, Kina og Brexit-Storbritannien.

I slutningen af januar tog Mnangagwa, som den første zimbabweanske præsident nogensinde, på charmeoffensiv til det verdensøkonomiske topmøde i Davos med et gennemgående budskab: Zimbabwe er “open for business” og klar til at genindtage sin plads i det internationale samfund.

Læs også: Zimbabwes nye præsident ankommer til Davos: Vi er igen “open for business”

Præsident har taget hul på en international forbrødning på vegne af det politisk isoleret land, og har foreløbigt truffet en lang række statsledere, ministre og chefer for multinationale organisationer, herunder direktøren for den Internationale Valutafond, Christine Lagarde og EU´s kommisær for internationalt samarbejde og udvikling, Neven Mimica – som alle på fin diplomatisk vis har udtrykt anerkendelse, forhåbninger og støtte til præsidents reformiver.

Ifølge Mnangagwa selv, er de direkte udenlandske investeringer i landet (FDI) allerede vokset hastigt i 2018, og nye diplomatiske tilkendegivelser fra EU og Den Internationale Valutafond giver nu udsigt til øget støtte.   

Så langt så godt, men selvom Mugabe-eraen nu er forbi, vedbliver det regerende ZANU-PF parti, statsapparatet og militæret stadig at være den selvbetjenende treenighed, som giver og tager i det sydafrikanske land.

I hvor høj grad nye investeringer vil sive ned gennem samfundspyramiden og hvor lang tid det i så fald vil tage, før det for alvor begynder at komme almindelige mennsker til gode, er en anden sag.

Og vil det blive for lidt, og for langsomt?

Zimbabwes befolkning har udvist en enorm modstandskraft og udholdenhed på baggrund af årtiers økonomisk og politisk nedtur, som også har fået millioner af zimbabweanere til at emigerere til udlandet.

Men det var alt sammen før en hel nation oversvømmede landets gader og pladser i November 2017 – i forløsning og eufori over et magtskifte, der fjernede en landsfader og autokrat, som efter 37 år ved magten, havde ført sit land til kanten af demokratisk og økonomisk ruin.

Den nye præsident har lovet zimbabweanerne, at landets økonomi vil vokse med op mod seks procent i 2018, mod 2,8 procent i 2017, og 0.7 procent i 2016, mens Verdensbanken i sin seneste Global Economic Prospects rapport, anslår at 2018 vil byde på en vækst på 0.9 procent; denne prognose er dog udarbejdet inden magtskiftet i slutningen af 2017, og tager derfor ikke hensyn til de økonomiske reformer, som sidenhen er igangsat.

Tilbage står, at Zimbabwes økonomi er i knæ, arbejdsløsheden er skyhøj, statens gæld er uholdbar, budgetunderskuddet enormt og adgangen til kapital og udenlandsk valuta er kritisk lav.

Gamle garde i nye klæder

Mnangagwa arbejder mod forventningernes timeglas, og har også benyttet 100-dags markeringen til at bede zimbabwearne om deres fortsatte tålmodighed og tillid.  

I mellemtiden anstrenger “krokodillen” sig for at tage sig godt ud, og stå så stærkt som muligt i opløbet til et valg, som efter planen senest skal afholdes i sensommeren 2018.

Mnangagwas styre forsøger udadtil, at ligne alt det Mugabes ikke var: Moderne, dynamisk, dedikeret, arbejdsom og gennemsigtig. Intentionen kan et stykke ad vejen være oprigtig nok, og det er ikke utænkeligt, at nogle zimbabweanerne lader sig flattere og forføre et stykke længere – tørsten er trods alt stor efter 37 år med Mugabe, men de fleste ved også, på alle sider af de politiske skillelinjer, hvem Mnangagwa er – og hvor han kommer fra.  

Præsidenten siger og gør ofte “alt det rigtige” – på overfladen i hvert i fald. Han har lovet frie og gennemsigtige valg, og taler ved enhver lejlighed om national forsoning og fred. Han forekommer at have en utrættelig og oprigtig vilje – og evne – til at få gang i hjulene og genoprette landets økonomi så hurtigt som praktisk muligt.
   
Han afsætter tid til at svare på kritiske spørgsmål fra borgere på Facebook, posterer løbende hans arbejdiver på Twitter og gjorde senest et politisk nummer ud af, at besøge den kræftsyge oppositionsleder og politiske nemesis Morgan Tsvangirai i sit hjem.

I kølvandet på Tsvangirais død få dage efter, gjorde “statsmanden” Mnangagwa en dyd ud af at udtrykke sin medfølelse, anerkendelse og respekt for den nu afdøde udfordrer til Mugabe.

Læs også: Mugabe modige udfordrer er død

Men Mnangagwas Zimbabwe, er – i dybden – mest af alt “l’ancien regime”, dog er klædeskabet i færd med at få en overhaling, som uundgåeligt vil sætte spor, der rækker udover det rent kosmetiske.

Hvorvidt Mnangagwa kan håndtere og tøjle de forventinger (og skuffelser), han nu har gjort sig selv til spydspids og skydeskive for, er endnu for tidligt at sige, men det forestående valg bliver for alvor præsidentens første store lakmusprøve.

Ud af skyggerne og ind i ilden

Den zimbabweanske præst og demokratiforkæmper Evan Mawarire, som i 2016 startede den såkaldte ThisFlag-bevægelse med et video-opråb på Facebook, turnerer i disse dage Europa, og besøger i denne uge også Danmark. Med sig har han en statusopdatering fra Zimbabwe og et håbefuldt, men også ængsteligt spørgsmål: Zimbabwe er “open for business”, men er Zimbabwe også “open for freedom?”.

Efter 37 år med Mugabe lever zimbabweanerne et liv på kanten af demokratisk ruin, hvor retsstatspincipperne mildest talt er flydende, og politisk deltagelse og ytringsfrihed ofte er underlagt mere eller mindre usynlige grænser uden retsgaranti for beskyttelse mod vold eller vilkårlige anholdelser.     

Mnangagwa har lovet en “ny demokratisk era” i Zimbabwe, og har annonceret, at landets næste valg, som iht. forfatningen senest skal afholdes i efteråret 2018, bliver frie, fair og gennemsigtige.

Præsidenten har inviteret EU- og internationale observatører til at deltage, og har udtalt at han “selvfølgelig” vil respektere resultat, også hvis han taber.

Se også den britiske journalist Mishal Husains (BBC) eklusive interview med Emmerson Mnangagwa her, hvor præsidenten blandt andet taler om det kommende valg, demokrati, Mugabes skæbne og fortidens synder.

Det er muligvis en letkøbt udtalelse, for det virker på nuværende tidspunkt ikke sandsynligt, at Mnangagwa behøver at bekymre sig om at tabe valget, selv om Mugabes afgang har givet oppositionen nye kræfter og nyt momentum; den politiske opblødning i landet er reel og mest synlig i medierne og på de sociale medier, hvor tonen er mere åben, direkte, bramfri og håbefuld, end den har været i mange år (måske nogensinde før).

Men oppositionen er splittet og det største oppositionsparti MDC-T ligger i skrivende stund i åben arvefølge-strid efter lederen Morgan Tsvangirais død.

Vejen ser dermed ud til at være banet for Mnangagwa og valget kan ende med at få karakter af et “show-valg”, ikke mindst fordi det regerende ZANU-PF i alle praktiske henseender er lig med staten (og statens midler). Men hvorledes valget forløber, vil alligevel tjene som en afgørende vejrhane for landets demokratiske retning efter Mugabe – og vil få stor betydning for udviklingen i landet de næste år og forholdet til omverden.

Spørgsmålet er blandt andet, om oppositionen får åbent og frit spillerum, om vælgerregistreringen forløber ordenligt, og om adgangen til medierne under valgkampen bliver fair.

Vil oppositionens støttere føle sig sikre mod voldelige overgreb og chikane og vil Zimbabwes valgkommision i tilstrækkelig grad være hævet over indblanding fra staten og militæret?

Mnangagwa siger, at han i sagens natur ikke kan give garantier for, at enkelte individer ikke tyer til vold i forbindelse med valget, men at regeringens mål er et fredeligt valg.  

Civilsamfundssammenslutningen Crisis in Zimbabwe Coalition (CiZC) har netop meldt ud, at den forudsiger et voldsplaget valg, medmindre regeringen tager reelle skridt for at demilitarisere landets valgkommission ZEC og sikre de førnævnte rammer for en ordentlig og redelig valghandling.

CiZC repræsenterer flere end 350 civilsamfundsorganisationer i Zimbabwe.

Koalitionen understreger, at der allerede finder politisk intimidering og vold sted i forbindelse med vælgerregistreringer rundt om i landet.  

I mellemtiden suser militærets helikoptere, ifølge flere oppositionspolitikere, over oppositionens vælgermøder for at “sikre ro og orden”.

Og senest har et voldsomt politiskyderi i hovedstaden Harare (uden forbindelse til valget i øvrigt), med to civile dødsfald til følge, sendt frygtsomme bølger gennem de sociale medier og bekræftet en udbredt bekymring i befolkningen, om at der stadig er langt fra ord til handling i det sydafrikanske land.

Sidst, men ikke mindst, er der militærets rolle, som efter alt at dømme kun er vokset, efter at den sidste år banede vejen for Mnangagwas magtovertagelse.

Mnangagwas efterfølgende udnævnelse af den tidligere hærchef Constantino Chiwenga (der som hærchef var en nøgleaktør i Mugabes afsættelse og magtskiftet) til både vice-præsident og forsvarsminister (en dobbeltrolle, som ifølge forfatningseksperter, er i strid med landets forfatning), bliver af iagttagere set som en klar indikation af, hvor den reelle magt har til huse i Mnangagwas Zimbabwe.

Samtidig svirrer der stadig flere rygter om et forværrende forhold mellem Mnangagwa og den militære klike omkring ham. Hæren udøver, ifølge rygterne, en voksende indflydelse over de politiske beslutninger og nedlægger jævnligt veto mod Mnangagwa.

Rygterne vil vide, at den 61-årige Chiwenga, som stadig nyder hærens loyalitet, har voksende politiske ambitioner, og at Mnangagwa reelt ikke har magt over hæren. I mellemtiden mister sikkerhedstjenesten CIO, som historisk har været loyale over for Mnangagwa, stadig mere indflydelse i landet.

I mellem alle disse rygter, realiteter og reformer, tegner der sig så småt et statusbillede af “det nye Zimbabwe”: Det politiske vindue, som blev åbnet med Mugabes fald for godt 100 dage siden, står stadig kun på klem, og mest sandsynligt er det, at befolkingens demokratiske forhåbninger i første omgang må vige til fordel for, at det altdominerende ZANU-PF parti og militæret kan fastholde sit greb om landet. Mange dissidenter og aktivister, som tidligere er frafaldet fra ZANU-PF, er allerede på vej tilbage i folden.

Men hvorvidt partiet kan forsvare – og håndtere – en begrænsning af det demokratiske spillerum i landet, vil i høj grad afhænge af, hvor meget det kan henvise til økonomiske resultater og hensyn. Både over for landets egen befolkning og omverden. Det er måske den del af regnestykket, som kan vise sig at blive den sværeste, især hvis væksten udebliver – eller kommer for langsomt. Spørgsmålet bliver så, hvor det efterlader Emmerson Mnangagwa.

Krokodiller har det som bekendt godt i mudrede vande, hvor de kan skjule sig, forberede deres baghold fra en gunstig position og sætte ind på deres modstandere. Og selvom de gerne soler sig i strandkanten, er det som oftest ikke der, de vinder dagen.

Det store spørgmål bliver derfor, om Mnangagwa kan håndtere et liv i rampelysets utaknemmelige skær. Og hvor længe han får lov og kan fastholde placeringen som det stærkeste bindeled mellem partiet og hæren.

Og hvad med Robert Mugabe?

Zimbabwes grå eminence kunne d. 21 februar fejre sin 94-års fødselsdag, hjemme i sin “blue roof mansion” i hovedstaden Harare, hvor han har opholdt sig med sin kone Grace Mugabe, siden han blev afsat i november 2017. Fødselsdagen blev denne gang, efter årtiers store fødselsdagsfejringer med pomp og pragt, forbigået i relativ stilhed rundt om i landet – til den aldrende eks-diktators skuffelse, vil nogle rygter vide.

Det afholdte dog ikke Mugabe fra at holde sin egen fest med familie og venner hjemme i villaen.

Dagen efter, havde Mugabe besøg af formanden for Den Afrikanske Union, Moussa Faki Mahamat, og eks-præsidenten benyttede lejligheden til at give sin første offentlige udtalelse, siden han blev afsat. Her rettede Mugabe en ildspåsættende kritik af Mnangagwas regering, som han kalder ulovlig og forfatningstridig.

Mugabe understreger, at han ikke bange for nogen, og vil kalde en spade for en spade: Militæret styrer nu landet og Den Afrikanske Union må arbejde for at “genoprette normaltilstande og demokrati i Zimbabwe”.

Mugabe tilføjer, at han ikke har fået nogle garantier for sin sikkerhed og at han endnu ikke modtager de pengeydelser, han lovmæssigt har krav på – alt i mens sin kone Grace Mugabe bliver “chikaneret”.

På dette billede, taget på Mugabes fødselsdag, ser der for en stund ud til at være faldet lidt mere ro over gemytterne hos den gamle kriger.

Analysen er udtryk for skribentens egen holdning.