Jørgen Harboe
Jørgen Harboe (født 1943) har over 40 år på bagen som udviklingsjournalist og forfatter med særlig fokus på Sydasien.
Han har også haft fingrene nede i det praktiske udviklingsarbejde som projektkoordinator i Bangladesh, menneskerets-monitor i Rwanda og våbenhvile-observatør i Sri Lanka.
Desuden har han deltaget i solidaritetsarbejde omkring Den Tredje Verden i Danmark og været med til at starte både de danske udviklingsjournalisters forening, Nairobiklubben og Timbuktufonden, der støtter journalistik og oplysningsarbejde om udvikling og globalisering.
Nogle avishistorier kan både læses forlæns og baglæns og endda spejlvendt.
Sådan er det med historien om udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S), der for et års tid siden var i medierne med forslag om at forbyde pengeoverførsler fra Mellemøsten til moskeer i Danmark. For nylig gentog historien sig så med omvendt fortegn. Nu skulle udenrigsminister Jeppe Kofod i samme S-regering bemyndiges til at nedlægge forbud mod Tesfayes forbud mod pengeoverførsler fra Mellemøsten til moskeer i Danmark.
”Skandale!” vræler Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt (naturligvis).
”Helt normalt,” kommenterer andre. Danmarks udenrigspolitiske interesser må nødvendigvis veje tungere end ideologiske korstog.
Svalerne og Santalmissionen
For mange år siden var jeg i meget lille omfang med til at bedrive dansk udviklingsbistand. Jeg var udsendt af Svalerne, Danmarks mindste bistandsorganisation, til et lillebitte udviklingsprojekt i en landsby i Bangladesh. Vi var naboer til Dansk Santalmission, der, indtil de i 1999 blev en del af Danmission, bedrev mission og bistandsarbejde i samme del af landet.
Vi havde samme problemer med regeringen i Bangladesh, som de islamiske moskeer nu har med regeringen i Danmark. Jeg genkender derfor det meste – blot med omvendt fortegn.
Vi i Svalerne mente, vi gjorde en god og uegennyttig indsats ved at kanalisere danske bistandspenge og danskinspireret udvikling til bengalske landsbyer, der kunne lære af vores erfaringer med sundhed, kost og hygiejne. Men vi blev mødt med håndfæstninger og mistænksomhed fra regeringen i Dhaka. For var vi mon ikke fordækte spioner og opviglere, der sigtede mod at sabotere regeringens autoritet og den lokale islamiske kultur til fordel for et vestligt kristent verdensherredømme?
Den rette tro
Intet var os fjernere, men mistanken hang hele tiden over os og vores penge. Regeringen ville helst have pengene uden os. Det var helt klart utrygt for regeringen i et fattigt land at tage imod penge fra en privat organisation i et rigt land til projekter, vi selv definerede i deres land. For havde vi ikke vores egen udviklingsdagsorden? Det havde vi naturligvis: Al magt til de fattige! Og truede vi ikke regeringens mulighed for at sætte hele landets udviklingsdagsorden?
Mistanken lå endnu tungere over Santalmissionen, der jo åbenlyst arbejdede for at frelse vantro muslimer fra deres vildfarelse og redde deres sjæle ind i den sande kristne kirke. Bangladesh var et islamisk land. Islam var deres sande tro, og Santalmissionen må have været en torn i øjet, mens vi i Svalerne kun blev opfattet som et nødvendigt onde. Vi blev tolereret. Ikke fordi Bangladesh mente, vores projekter hjalp noget videre, men på grund af udenrigspolitiske interesser. Det gode udenrigspolitiske klima og samhandlen med Danmark var vigtig.
Svært med – men værre uden
På den bagvendte måde har jeg ikke svært ved at forstå den danske regerings kvababbelser over den mellemøstlige støtte til de danske moskeer. Vores regering står i samme dilemma, som regeringen i Dhaka stod i dengang. Med Frank Jægers ord om kvinderne: Det er svært med, men værre uden. Vi er på den ene side fulde af mistro overfor, hvad de islamiske lande vil hos os, men på den anden side vil vi gerne sælge dem ost, mælk, legoklodser og højteknologisk militært isenkram fra Terma.
På den måde kan historien om Tesfaye og moskeerne læses forlæns, men forstås bagfra, når man tager bistandshistoriske briller på.
