Af Marianne Rejnholt Hansen, U-landsnyt.dk
Fredag 7. marts gæstede tre kvindelige iranske digtere turned aktivister Dagbladet Information. Det var nogle grusomme kvindeskæbner, der fik de tre til at bruge journalistikken og deres forfatterskab til at gå mod det religiøst konservative iranske regime – med livet som indsats.
Lokalet er rummeligt, lyset er dæmpet og varmt og publikum sidder i stilhed og ser op mod scenen. Fra scenen og ud i lokalet flyder et blødt og fremmed sprog.
Stedet er Dagbladet Informations kantine i Indre København og sproget tilhører Narin Madani. Hun læser et digt af den iranske digter Forough Farrokhzad op. Farsi må være digtets sprog, for med sin drevne og lidt sørgmodige melodi indbyder det mig til at give mig hen på samme måde som rødvinen i mit glas.
Det gør ikke noget, at jeg ikke forstår farsi. Foroughs melankoli trænger igennem sprogbarrieren og direkte ind i mit hjerte.
Men nu er det jo ikke Forough, arrangementet handler om. Til gengæld har hun alt til fælles med aftenens tre gæster. Hun var kvindelig digter i et land, hvor der lægges meget tunge lænker om både kvinder og digtere – og som gæsterne hos Information har Forough måtte betale prisen for at bryde de lænker.
Forough er bare én af de landskvinder, som fik aftenens tre digtere til at vælge at blive aktivister og dermed jaget vildt i hjemlandet.
Hver gang jeg skulle skrive, græd jeg
De tre forfattere er alle nuværende eller tidligere fribyforfattere. Asieh Amini er journalist og tidligere fribyforfatter i Trondheim. I 2003 ændrede en 16-årig pige ved Atefeh Sahaleh Aminis liv.
Atefeh Sahaleh mistede som 5-årig sine forældre og sin bror. Det familiemedlem, der skulle passe på hende, voldtog hende kontinuerligt, fra hun var 9 år og betalte hende for at tie stille om overgrebene.
“Hun troede, at sådan var det bare,” forklarer Amini.
Atefeh Sahaleh blev låst inde og tvangsprostitueret, og tre gange blev hun anholdt og idømt 100 piskeslag. Fjerde gang faldt hammeren så – eller i dette tilfælde stenene. Som 16-årig blev Atefeh Sahalehs dømt til døden ved stening for udenomsægteskabelig sex.
“Jeg skrev en artikel om Atefeh Sahalehs sag, men den avis, jeg arbejdede for, ville ikke trykke den.” fortæller Amini. “Efter flere andre forsøg fandt jeg endeligt et kvindemagasin, Zanan Magasin, som ville trykke historien.”
“Atefeh Sahaleh gjorde mig til aktivist. Hun kunne have levet det samme liv som vi andre. Jeg græd hver gang, jeg skulle skrive hendes historie. Derfor fortæller jeg altid hendes historie, når jeg skal fortælle min egen historie.”
Amini skaffede Atefeh Sahaleh en advokat, men var desværre ikke i stand til at rede hende fra stening. BBC har lavet en dokumentar om sagen.
Iran har efter internationalt pres afskaffet stening – officielt. Men stening benyttes stadig i hemmelighed.
Amini mistede sit arbejde, og i 2008 grundlagde hun så “Campaign against Stoning”, og har siden redet mange mennesker fra en steningsdom.
Blandt dem er pigen Leila. Som 8-årig blev hun solgt til en 65-årig mand af sin mor.
Bandlyst teenager
Nasrin Madani var kun 17 år, da hun skrev sin første novelle. Hun er også første fribyforfatter, som den svenske by Växjö har taget imod.
Siden Madani begyndte at skrive, har hun kæmpet med det iranske regimes censur og har haft svært ved at få sine ting udgivet. Madani lagde til sidst sit arbejde ud på nettet, men måtte sande, at ingen ville ansætte hende. Hun besluttede sig for at forlade Iran. Flere af hendes digte er bandlyst af regimet.
Den kontroversielle og nyskabende digter Forough Farokhzad (1934-1966) er et forbillede og en inspiration for Madani:
“Forough gjorde noget nyt. Hun skrev digte til kvinder. Hun skrev om kvinders liv, om en kvindes forhold til en mand. Forough udfordrede en verden domineret af mænd. Da hun skulle begraves, blev hun nægtet det traditionelle begravelsesritual.”
Længe før de vestliges kvinders frigørelse valgte Forough at skrive digte frem for ægteskabet og skrev om erotik.
Det er ikke kun Madani, der ser til Forough for styrke og motivation. Hun er blevet en kultfigur blandt Irans unge, og hvert år d. 24. febuar, den dag Forough mistede livet ved en trafikulykke, mødes masser af mennesker ved hendes grav og læser hendes digte.
Folk føler sig så tæt knyttet til Forough, at man altid bare kalder hende ved fornavn.
Myrdet af politiet
“Jeg er journalist og storyteller,” siger Naeimeh Doostdar, der som Nasrin Madani begyndte med at studere persisk litteratur. Der fra gik vejen over kulturjournalistikken og videre til sociale og politiske emner og endeligt kvinders rettigheder.
“D. 27. december 2009 benyttede oppositionen den shiitiske mærkedag, Ashura, til at demonstrere i forbindelse med Mahmoud Ahmadinejads anden embedsperiode. På vej hjem så jeg ind i bilen ved siden. Den var smurt ind i blod,” fortæller Doostdar.
“Blodet kom fra den 34-årige mor, Shabnam Sohrabi. Politiet havde kørt frem og tilbage henover hende, indtil hun til sidst var mast ihjel. Bagefter kørte de bare deres vej, men folk havde filmet det,” fortsætter Doostdar.
Doostdar har også selv været i nærkontakt med myndighederne. Året efter Shabnam Sohrabis grumsomme skæbne blev Doostdar tilbudt et job i udlandet. På vej ind i flyet blev hun anholdt og smidt en måned i det berygtede Evin-fængsel i Teheran.
Doostdar fik aldrig at vide, hvad hun var anklaget for, og det tog hende et helt år at få sit pas tilbage. Hun frygtede at blive anklaget for spionage – der udløser dødsstraf – og endelig lykkedes det for hende at komme ud af Iran med mand og datter.
Doostdar er fribyforfatter i Malmø og både taler og skriver nu på svensk.
Sandheden Morgen, Middag og Aften
På hjem får jeg øje på en platte på Informations ydremur. “Her grundlagde Børge Outze d. 4. maj 1945 Dagbladet Information. Pressens Opgave er i en demokratisk Verden at fortælle Sandheden Morgen, Middag og Aften”.
Jeg kigger ind ad vinduet, hvor de tre kvinder stadig sidder på scenen med aftenens ordstyrer Merete Pryds Helle. Som de sidder dér selvbevidsthed og stilfuldt klædte, kan deres styrke og mod mærkes hele vejen ud på gaden.
Jeg kommer til at tænke på, at det dagen efter er kvindernes internationale kampdag. Halvdelen af klodens befolkning nægtes basale menneskerettigheder, fordi de er kvinder. Som dansker kan det være svært at forestille sig.
Men platten på væggen minder om, at det ikke er så frygteligt længe siden, at der i Danmark også herskede et regime, der inddelte mennesker i over- og undermennesker.
Den tid er heldigvis forbi, men mon ikke Børge Outze ville have været stolt over, at hans gamle modstandsblad har taget imod disse tre brave frihedskæmpere og deres kamp for sandhed og demokrati morgen, middag og aften …