Kendt ansigt i miljøet rykker til Danmission

Lene Martins


Foto: Danmission
Forfatter billede

Lene Martins har senest rekrutteret nye ansatte til Banedanmark. Men det er fra sine 20 år i Folkekirkens Nødhjælp fra 1996 til 2016, hun har samlet det tungeste erfaringsskyts gennem arbejde med budgetter og international projekthåndtering og senest som HR-konsulent for ansatte hjemme såvel som ude. 

Det er altså med et trænet blik for både mennesker og udviklingslande, at Lene Martins tiltræder stillingen som Danmissions nye HR-konsulent med ansvar for alle organisationens udsendte – fra landerepræsentanterne til de studerende i praktik. 

Troen og håbet  

Lene Martins ser frem til igen at blive en del af en arbejdsplads, hvor kollegaerne brænder for en sag. 

”Jeg søgte stillingen, fordi jeg følte, at jeg var nødt til at vende tilbage til et værdibaseret job, hvor det handler om mere end kroner på bundlinjen,” siger hun.  

Da hun første gang – i slutningen af 1990'erne – satte sine ben på det afrikanske kontinent, nærmere betegnet i flygtningelejren Kakuma i det nordlige Kenya, så hun med egne øjne, hvordan troen og håbet på en bedre fremtid helt tydeligt eksisterer – selv blandt mennesker, hvis situation kan synes håbløs.

Den oplevelse og erfaring er noget af det, der motiverer hende i sit nye arbejde i missionsselskabets domicil på Strandagervej i det fashionable Hellerup. 

52-årige Lene Martins bor selv på Amager i København, hvor hun nyder venners selskab, vinterbadning og besøg af sin voksne datter, der studerer i Aarhus. 

Martins overtager stillingen som personalekonsulent efter Eva Madsen, der er gået på pension efter tre årtiers ansættelse. 

Mere på www.danmission.dk