Sekretariatsleder for de EU-interesserede danske NGOers samarbejdsplatform, Concord Danmark, gennem de seneste to år, Morten Emil Hansen, forlader posten for at blive medfølgende ægtefælle i Ghana i Vestafrika.
Han kone, Karin Poulsen, skifter nemlig fra at være leder af civilsamfundsteamet i Danida til at blive souschef på ambassaden i hovedstaden Accra pr. 1. august 2012 – foreløbig for tre år.
Med den 48-årige antropolog-uddannede diplomat følger så Morten Emil Hansen, der er et kendt ansigt i det danske u-landsmiljø. Han har bl.a. bestridt store poster hos Folkekirkens Nødhjælp og Mellemfolkeligt Samvirke, før han kom til Concord Danmark i juni 2010. Med følger også parrets to drenge på to og otte år.
43-årige Morten Emil Hansen får dermed akkurat Danmarks EU-formandskab med i første halvår af 2012 og holder umiddelbart efter i Concord-domicilet på 4. sal i MS-huset på Fælledvej på københavnske Nørrebro.
Jobbet som sekretariatsleder forventes genbesat pr. 1.september efter bl.a. at være opslået her i Stillingsbørsen på U-landsnyt.dk.
Morten Emil Hansen påregner at fungere som konsulent med base i Accra og er ved at oprette sit eget konsulentfirma med titlen “Policy Advice”.
“Det bliver godt at komme ned og rode lidt i jorden, komme ud og se tingene helt tæt på, det er vist gavnligt for alle”, siger han tirsdag til U-landsnyt.dk.
“Men jeg vil stadig blande mig i debatten herhjemme og påtænker at skrive mere end nu; faktisk har jeg en journalistuddannelse efter den gamle mesterlære på Hvidovre Avis, hvor jeg er født og vokset op”, fortæller han.
Morten Emil Hansen har senere taget en uddannelse som kandidat i geografi og internationale udviklingsstudier fra Roskilde Universitet (RUC).
Han er fast blogger her på U-landsnyt.dk.
Morten Emil Hansen gav for nylig dette interview til Projektrådgivningen:
Hvad var det vigtigste, der skete indenfor udvikling og civilsamfund i 2011?
At Danmark fik en ny regering og en udviklingsminister som ønsker at styrke Danmarks profil på udviklingsområdet og har forståelse for civilsamfundets helt særlige rolle i udviklingssamarbejdet.
Hvor satte du dit største aftryk i 2011?
At få Concord Danmark anerkendt som en central dansk aktør på policy området, øge medlemsantallet markant og styrke medlems-inddragelsen samt sikre en stabil finansiering af Concord Danmarks kernedrift i fremtiden. Dette syntes jeg vi er lykkedes med i 2011.
Hvad skal vi holde øje med i 2012?
Gennemførelsen af en ny udviklingslov og strategi. De folkelige organisationer har rigtigt meget at byde på i forhold til en rettigheds-baseret tilgang til udvikling. Derfor må udviklingsministeren også have fokus på den strategiske inddragelse af civilsamfundet både i Danmark og i programsamarbejdslandene. Men det forudsætter flere ressourcer og en styrket kapacitet på både Asiatisk Plads og ambassaderne.
Hvad ser du som den vigtigste opgave for Concord Danmark i 2012?
Concord Danmarks absolutte hovedprioritet for 2012 bliver naturligvis at påvirke Danmarks EU-formandskab, bl.a. omkring EU’s fremtidige udviklingspolitik, civilsamfundets rolle, EU’s fælles landbrugspolitik m.m. Det er helt afgørende at Danmark formår at skabe konkrete resultater i EU, som gør en forskel for verdens fattigste.
(slut)
Man kan se mere om det NGO-netværk, han forlader, på
www.concorddanmark.dk