Kendt Danida-mand holder efter 38 år i UM

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Et kendt ansigt i Danida, konsulent i u-landsforskning Klaus Winkel, stopper i Udenrigsministeriet fredag den 28. maj efter 38 års ansættelse.

Af de 38 år er blot 2 tilbragt i andet regi end udvikling og Den 3. Verden – fra 1967 til 69 i det daværende Markedssekretariat – så det er en ualmindelig lang Danida-karriere på dette niveau, der her tager sin afslutning.

Men selv om Klaus Winkel fylder 65 den 28. juli, kommer han ikke til at ligge på den lade side i sit nye post-ministerielle liv. Allerede 1. juni starter han på deltid som koordinator af den danske del af European and Developing Countries Clinical Trials Partnership, EDCTP.

Det er et forsknings- og udviklingsprogram vedr. malaria, tuberkulose og hiv – især vacciner, lægemidler og opbygning af kapacitet i Afrika. Det samlede budget er på 400 mio. euro 2004-2008 og Winkel skal arbejde fra Seruminstituttet i København.

Han skal derudover være konsulent for Global Biodiversity Information Facility, GBIF, hvis sekretariat ligger i Zoologisk museum i København. Klaus Winkel får derved lejlighed til at arbejde videre med nogle af de emner, der har optaget ham som leder af Danidas forskningskontor.

Karrieren i udenrigstjenesten indledtes den 1. maj 1966 kort efter at han var færdig som cand.polit., og et første højdepunkt kom i årene 1974 til 1976, da han var økonomisk rådgiver for Kenyas finans- og planlægningsministerium. Dengang hed finansministeren Mwai Kibaki – han er nu sit lands præsident.

Efter nogle år hjemme på Asiatisk Plads gik turen atter til Afrika, nærmere betegnet Tanzania, hvor han var bistandsråd på ambassaden i Dar es Salaam 1980-82, derefter blev han fuldmægtig, konsulent og kontorchef for det daværende evaluerings- og forskningskontor. Senere koncentrerede han sig om u-landsforskningen.

Klaus Winkel har med talrige artikler deltaget flittigt i debatten om og beskrivelsen af dansk bistand, bl.a. i tidsskriftet Udvikling. Og han har ikke været bange for – internt – at sige ledelsen midt imod, når han syntes den sporede galt. En egenskab, der både kræver en stor portion mod og ægte engagement for “sagen” og u-landene.

Et engagement, han som en mand af den gamle Danida-skole, har fundet helt naturligt. Kort sagt en markant skikkelse, der holder.