Kendt journalist – og Indien

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Fødselaren var i 32 år (1956-1989) redaktør for DR-programmet “Familiespejlet”.

Mange lyttere vil stadig mindes Bodil Graaes redaktionsarbejde ved det kontroversielle daglige radioprogram, der kom til at handle om meget andet end lige familielivet.

I januar 1989 smækkede redaktøren imidlertid studiedøren for sidste gang i protest mod, hvad hun kaldte “ledelsens fejlslagne managementstyrede regereri”.

Bodil Graae er vokset op på en bondegård i Fløjstrup i Østjylland, kom i journalistlære på den for længst hedengangne Horsens Avis, og var journalist i ni år på Roskilde Tidende, inden hun havnede på DR.

Hun har været initiativtager til to børnehaver, en lilleskole og bofællesskabet “Sættedammen” i Hillerød – og til bevægelsen “Kvinder for Fred”  i 1986, der skaffede hende ry som “guddommeligt godtroende”, rød lejesvend og kommunist.

Samtidig havde “lejesvenden” indflydelse i kvindebevægelsen med baser i Dansk Kvindesamfund og Danske Kvinders Nationalråd.

Reportagerejserne var mange og gik til bl.a. Grækenland, Peking (i tog fra Roskilde), Egypten, Cuba og Pyrenæerne.

Men især Indien betog hende. Kæmpelandets mangfoldighed, skønhed og elendighed gjorde indtryk de flere end 25 gange hun har besøgt landet – i mange år som gæstelærer ved Gandhi-universitetet i den sydøstlige delstat Tamil Nadu.

Hun er forfatter til en bog om Indien “I skyggen af Tamarindtræet” fra 1994. Forlaget skrev om bogen:

“Oplev et Indien, De normalt ikke hører meget til… den tætte hverdag og mødet med mennesker i et land, hvor skønhed går hånd i hånd med rædslen”.

“Ondskab og kærlighed følges ad, hvor den tusindårige kultur glider naturligt ind i den daglige tilværelse”.

Også i erindringsbogen fra maj 2011 “Mit tilfældige liv” kommer begejstringen for Indien til udtryk.

Berlingskes Niels Houkjær skrev bl.a. i sin anmeldelse dengang:

“Størst plads i hjertet hos den erindrende og stadig oplevende forfatter har forholdet til Indien, hvor historien da også ender”.

“Afklaret og med livets afslutning i sigte oplever hun sig i landsbyen Challiseri, som hun efter flere år er vendt tilbage til, hensat til den tidløshed, hvor livet kan overskues som en helhed fra fødsel til død”.

Om bogen:

“Mit tilfældige liv – En krønike fra Roskilde, Danmarks Radio og den halve verden”. 280 s. 249 kr., forlaget Bianco Luno. Fem ud af seks mulige stjerner hos Berlingske.