André Brink, der var Sydafrikas kendteste forfatter sammen med Nadine Gordimer og J. M. Coetzee, er død. Han blev 79 og stod ligesom Gordimer centralt i den litterære kamp mod apartheid og racestyret. Begge er de nu væk. Gordimer døde i juli i fjor.
Coetzee (udtales Kutsi) udvandrede til Australien i 2002 og er nok den af de tre, der har modtaget flest priser genem tiden.
I modsætning til Nadine Gordimer og J.M. Coetzee modtog Brink aldrig Nobelprisen i litteratur, men i den hjemlige kamp mod racestyret var han utvivlsomt den største sten i skoen for apartheid-patriarkerne.
Fordi han var boer-efterkommer – afrikaaner – som dem selv og fortrinsvis skrev på deres sprog – afrikaaans.
En afart af hollandsk med låneord fra fransk, malayisk, engelsk og afrikanske tungemål.
Brink blev i 1960’erne kendt som en af frontfigurerne i den litterære bevægelse Die Sestigers, som kan oversættes til “tresser-generationen”.
Sammen med forfattere som Ingrid Jonker og Breyten Breytenbach brugte han afrikaans til at kritisere apartheidstyret.
Hudflettede sine egne på et sprog så kært for boerne, at de har rejst et himmelstræbende monument for die taal ved byen Paarl (det står der endnu som led i Mandelas forsoningspolitik).
Afrikaaner langt ind i hjertet
André Brink var født i en afrikaanerfamilie i maj 1935 i lillebyen Vrede, 215 km sydøst for Johannesburg.
Hans far var fredsdommer, og familien, der også bestod af to lillesøstre, flyttede ca. hvert fjerde år til i reglen ensomt beliggende småbyer.
Byer med støvede gader, butikker og hotellet, hvor der også før apartheids officielle indførelse fra 1948 var særskilte indgange for sorte og hvide. Og en hollandsk-reformert kirke og dens høje spir som det selvfølgelige og magtfulde centrum.
Det var det samme kirkesamfund med de gammel-testamentelige værdier, hvis prædikanter mange år senere hver søndag skulle bandlyse Brinks og andre forfatteres anti-apartheid aktiviteter.
Brinks far var søn af en veteran fra Boer-krigen og medlem af det magtfulde og hemmelighedsfulde “Broederbond”, boer-efterkommernes “verkrampte” (forstokkede) inderkreds.
Da det blev klart, at sejren til Nationalistpartiet var hjemme i 1948 sprang Brinks mor så højt op i luften af begejstring, at hun gik gennem gulvet, da hun landede.
Da Brink som voksen erklærede apartheid krig, var kontakten til familien kun mulig, fordi man var enige om én ting: Ikke at diskutere politik.
Tvivlen spirede
Dette velordnede og på overfladen idylliske samfund med Gud og far som faste holdepunkter blev der langsomt sået tvivl om hos Brink.
Brutaliteten lurede under overfladen: Den korporlige afstraffelse af unge lovovertrædere og den korporlige afstraffelse af børn i skolen og hjemmet. Volden mod de sorte, som Helle Merete Brix skrev om ham i 2009 på Trykkefrihedsselskabets website
Flere episoder stod tydeligt i forfatterens erindring: En lørdag eftermiddag dukkede en sort mand f.eks. op i familiens have. Han var så mishandlet og blødende, at hans øjne knap kunne ses og hovedet syntes slået ud af facon. Hans baas havde tævet ham, og nu ville han have hjælp fra Brinks far, fredsdommeren.
Faderen var ikke til sinds at tage sig af manden. Kun presset af sin søn talte han med ham og sagde, at han måtte gå til politiet. Manden forklarede, at dér havde han været, og at de havde tævet ham endnu mere.
Tilbage stod, at Brinks far ikke ville hjælpe et menneske, fordi det havde den “forkerte” hudfarve.
I Brinks eget hjem udtryktes racismen aldrig åbenlyst i sin “ondskabsfulde og destruktive form”, men var fuldt til stede.
Faderen, der ikke var spor musik-interesseret, kunne ikke stå for Marian Anderson (verdensberømt, amerikansk alt) Da han fik at vide af sin søn, at hun var sort, lyttede faderen aldrig til hendes sang igen.
Bogbrændinger og censur
I 1961 vendte Brink hjem fra et længere ophold i Paris. Det var året efter Sharpeville-massakren (nedskydningen af 69 demonstranter, der protesterede mod paslovene, red.).
Brink følte sig ikke længere hjemme i Sydafrika, havde svært ved at få greb om sit forfatterskab og vendte tilbage til Frankrig
I slutningen af 1960erne strammede censuren i Sydafrika til og da var han atter vendt hjem til sit elskede fædreland.
Brink havde i 1963 sammen med en gruppe andre forfattere formet gruppen Die Sestigers, der bl.a. ville videreudvikle den traditionelle afrikaaner-littteratur, som de mente lå milevidt efter, hvad der skete i Europa på den litterære front.
Gruppen udgav også et magasin og protesterede åbenlyst mod den censur, der forbød bøger af Nabokov, Sartre, Faulkner m.fl.
Søndag efter søndag blev gruppen angrebet af den hollandsk-reformerte kirke. Dens arbejde var genstand for ophedede diskussioner i parlamentet. Forfatternes bøger brændtes endda på kirketorvet i East London og flere andre sydafrikanske byer.
Men selv før dannelse af gruppen var der problemer. Brinks bog Lobola wir die Lewe (Lobola for life) blev nok antaget, men forlaget havde store vanskeligheder med at finde et trykkeri, der ville trykke den. De fleste havde forbindelse enten med kirken eller det politiske establishment.
“Blasfemisk” og “pornografisk”
Der var til gengæld stor støtte til Sestigers fra den unge afrikaaner-intelligensia. Og som gruppens popularitet tog til, blev regeringen nervøs. I 1974 slog man til og forbød Brinks bog Kennis van die Aand (Looking on Darkness).
Bogen handler om forholdet mellem den farvede skuespiller Joseph Malan og en hvid kvinde og sikkerhedstjenestens tortur af Malan. Det var den første bog på afrikaans, der beskrev et sådant kærlighedsforhold uden at gøre det moralsk suspekt. Og den første bog på afrikaans, der blev forbudt af censuren.
Bogen klassificeredes som “blasfemisk” og “pornografisk” og en trussel mod statens sikkerhed på grund af beskrivelsen af et kærlighedsforhold, der angriber fundamentet i apartheids ideologi og gav et “groft fornærmende” portræt af sikkerhedstjenesten.
En sikkerhedstjeneste og et fængselssystem, i hvis varetægt folk i stigende grad faldt ud af vinduer fra 10. sal, døde ved ved at snuble i et stykke sæbe eller ved at hænge sig i et snørebånd.
Styret smider fløjshandsken
Brinks engagement begyndte at få konsekvenser på det personlige plan. Han følte sig paralyseret, en tilstand som Nadine Gordimer på et tidspunkt trak ham ud af.
Se vor nekrolog om hende på
http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/16-07-14/sydafrikas-kr-nikeskriver-er-d-d
Folk, der engang var venner, kunne ikke længere tåle at ses i hans selskab.
Forfattere, der før ville gå til ham for at få gode råd, henvendte sig nu for at høre, om han troede deres bog vil slippe gennem censuren. Omtrent dagligt opsøgtes han af mennesker, der havde problemer med styret.
Samtidig med at Brink oplevede et international gennembrud, tog chikanen til.
Han oplevede alt fra anonyme dødstrusler, overvågning, åbnede breve, indbrud, annullering af sine flybiletter og anden chikane og til personer, der skyggede ham og hans familie overalt.
Han indkaldtes til samtaler hos sikkerhedstjenesten, og i 1977 blev hans hjem ransaget af de samme mænd, der dette år torturerede og myrdede anti-apartheid aktivisten Steve Biko.
Også Brinks støtte til forfatteren Breyten Breytenbach var en torn i øjet på styret.
Breytenbach havde i en årrække boet i Paris på grund af sit ægteskab med en vietnamesisk kvinde. De kunne ikke leve sammen i Sydafrika, da Breytenbach er hvid og et sådant forhold betragtedes som “amoralsk”.
Men Breytenbach vendte hjem, anklagedes for illegale aktiviteter og idømtes en længere fængselsstraf. Han er 75 i dag.
Tricks for at undslippe censuren
En af André Brinks kendteste bøger, den senere filmatiserede “En tør hvid årstid” (A dry white season) med Marlon Brando i hovedrollen, handler om sikkerhedstjenesten og den institutionaliserede vold, der lå til grund for apartheid.
Bogen havde ingen chancer for at slippe igennem censuren. Brinks forlag lod den trykke hos nogle sydafrikanske indere, der ikke forstod afrikaans.
Man undlod også at sætte Brinks navn på manus, indtil dagen før den gik i trykken. Bogen sendtes ud til 2.000 udvalgte. En uge efter var den erklæret forbudt i Sydafrika, men udkom i London.
I sin sidste tid boede Brink i Cape Town og ud over at skrive underviste han bl.a. i creative writing på universitetet. Hans bøger kan også læses som en kærlighedserklæring til det land, som så mange hvide forlader i disse år, men hvor Brink blev.
Historisk set har Sydafrika altid været et ekstremt voldeligt land, mente han. Hvid over for sort, sort over for hvid, hvid over for hvid og sort overfor sort.
ANC i skudlinjen – men ikke Mandela
André Brink rettede også frontalangreb på ANC, der har haft magten siden 1994.
Hvor Brink besøgte ANC-ledere i eksil og støttede bevægelsen, havde han senere foragt til overs for deres efter hans mening uansvarlige måde at regere landet på: De måtte betegnes som “fjender af folket”.
Beundringen for nu afdøde præsident Nelson Mandela var dog usvækket og respekten gensidig. Mandela roste engang hans forfatterskab med ordene: “Da jeg sad i fængsel, ændrede du mit syn på verden”.
Mandela havde nemlig lært sig afrikaans på Robben Island, bl.a. for at kunne tale med sine hvide fangevogtere på deres eget sprog.
Det kom ham senere til stor gavn som “tillidsskabende foranstaltning” under forhandlingerne med mindretalsstyrets ministre og andre repræsentanter om et nyt demokratisk Sydafrka.
Brink fik en række internationale litteraturpriser, hans bøger er oversat til flere end 30 sprog (også dansk) og han har været nomineret til såvel Bookerprisen som Nobelprisen i litteratur. Men altså aldrig fået dem.
Blandt hans hovedværker regnes “Rygter om regn” (1978), “En kæde af stemmer” (1981) og “En tør hvid årstid” (1979).
Sidstnævnte blev i 1989 filmatiseret med Donald Sutherland, Zakes Mokae, Susan Sarandon og Marlon Brando og udløste en Oscar-nominering til Brando. Den blev forbudt dengang i Sydafrika.
André Brink blev født 29. maj 1935 og døde 6. februar 2015.
Se oversigt over hans bøger på
http://www.litteratursiden.dk/forfattere/andre-brink
