Kenneth Kaunda gæster Danmark lørdag og holder foredrag om aids

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

40 herboende afrikanere, der har gennemgået et særligt kursus som hiv/aids-informatører – en opgave de skal udføre blandt deres landsmænd herhjemme -, bliver lørdag aften fejret i København, og hovedtaleren er en ret uventet gæst på dansk grund: En af Afrikas store gamle statsmænd, Zambias tidl. præsident gennem et kvart århundrede, Kenneth Kaunda.

Det er nemlig lykkedes den danske afdeling af “Training, Information and Counselling Centre”, TICC, at få Kaunda til København lørdag aften, fordi han allerede opholder sig i Sverige og har kunnet afse tid til afstikkeren. Den alderstegne mand – han fylder 80 den 29 april næste år – overnatter i København, hvorefter han drager tilbage til Sverige.

Her skal han som en af FN-generalsekretær Kofi Annans særlige aids-udsendinge (Special Envoy of HIV/AIDS) deltage i markeringen af Verdens aids-dagen mandag den 1. december. Kaunda er en af i alt 12 afrikanske ledere, som Annan har udpeget til sine særlige udsendinge i kampen mod aids, der hærger store dele af Afrika som en svøbe.

Arrangementet i København indledes kl. 18 og Kaunda holder sin “Keynote speach” kl. ca. 20.30. Hans tale ventes at vare fra kl. 20.30 til 20.50.

Læs mere om arrangementet, der er åbent for alle, under rubrikken Dansk Kalender ude i menuen til venstre.

Kenneth Kaunda var Zambias frihedshelt, “nationbuilder” og landsfader. Han førte den unge nation til selvstændighed fra britisk herredømme i oktober 1964, og blev det sydafrikanske kobberlands præsident i samfulde 27 år. Han stod for en særlig gren af “afrikansk socialisme”, han kaldte “Humanism” og var en inspirerende taler og leder.

Men også en leder, der i tråd med tidens tendens gjorde sin nation til en etpartistat i 1972 og først slap grebet efter omfattende uroligheder i 1990, hvor han gik med til at skrive en ny forfatning, der genindførte demokratiet. Han havde ikke stor økonomisk forstand og afviste i en årrække fra 1987 hjælp og råd fra Den internationale Valutafond. Da han endelig tog imod den var betingelserne så hårde, at de førte til den uro, der endte med at fælde ham ved valgurnerne i oktober 1991.

Her tabte han og hans UNIP-parti stort, og det tjener Kaunda til umistelig ære, at han som den første afrikanske statsleder nogensinde frivilligt afgav magten til sin demokratisk valgte efterfølger, fagforeningsbossen Frederick Chiluba.

Kaunda forlod politik, men har frem til i dag bevaret sin status som en af “Afrikas store gamle”. En ualmindelig charmerende og inspirerende person, der bl.a. stod i frontlinjen mod de hvide mindrestalsstyrer syd for Zambezi, hvad der kom hans nation dyrt at stå, og som på hjemlig grund afleverede en nation til sin efterfølger, der i modsætning til så mange andre afrikanske lande ikke havde været præget af blodige etniske sammenstød og spændinger.

Kaunda gæstede Danmark flere gange, mens han var præsident, og Zambia tilhører kredsen af danske programsamarbejdslande.

Læs også Dansk kalender.