INTERVIEW: Spørger man den kenyanske stjerneforfatter Binyavanga Wainaina, bringer det institutionaliserede møde med europæiske u-landsfrivillige ikke meget godt til Kenya. Samtidig opfordrer han unge til at ryste deres frygt for verden af sig og rejse ud på egen hånd for at undersøge den.
Af Maria Bierbaum Oehlenschläger, U-landsnyt.dk
”This is called development, they said, and we are here to raise your awareness.” (One Day I Will Write About this Place, side 56)
Sådan beskriver den kenyanske forfatter Binyavanga Wainaina i sit erindringsværk ’One Day I Will Write About the Place’ et møde mellem europæiske udviklingsarbejdere og kenyanere.
Når han i sine erindringer vrænger ad udviklingsdagsordenens skiftende fokusområder, er det et udtryk for hans generelle skepsis mod det, han selv kalder det velmenende udviklingsprojekt.
Selvom Danmark siden 1963 har været en af de største ydere af bilateral udviklingsbistand til Kenya, ser Binyavanga Wainaina ikke mange forbindelser mellem Danmark og Kenya – og det kan blive til Danmarks ulempe.
”Hvad er Danmarks forhold til Kenya bortset fra Karen Blixen?” spørger Binyavanga Wainaina og fortsætter:
”Selv om jeg betragter mig selv som en global modborger, finder jeg det svært at læse dansk litteratur – simpelt hen, fordi Danmark ikke er meget i verden”.
“Det kommer til at koste jer, for verden forandrer sig lige nu. Europa er i krise generelt, befolkningen er aldrende, og der er ingen synlig tilstedeværelse i verden. Og vi har ikke engang disse samtaler med hinanden,” siger Binyavanga Wainaina.
Den berømte forfatter har rejst i det meste af verden – inklusiv samtlige vores nabolande – men har endnu ikke besøgt Danmark trods talrige invitationer.
Tidskrævende visumansøgninger og en fornemmelse af, at Europa trækker sig mere og mere ud af verden, sætter ifølge Binyavanga Wainaina forhindringer op for gensidig udveksling med andre dele af verden.
Behov for at undersøge verden uden for institutionelle rammer
”Det er derfor, jeg stadig holder af Karen Blixen på trods af al min modstand mod hende – i det mindste havde hun modet til at rejse af sted,” siger Binyavanga Wainaina, der samtidig opfordrer europæiske politikere til at støtte unges lyst til eventyr.
”Hvis unge er så bange for verden, burde europæiske politikere sende unge ud i verden igen. Ikke for at opbygge ’awareness’ og ikke med det formål at sige, at nu er vi ankommet, og nu skal vi lære jer noget. Jeg tror, de har behov for at undersøge verden igen. Men på et oplyst grundlag naturligvis,” understreger Binyavanga Wainaina.
Ifølge den berømte forfatter sætter udviklingsdagsordenen en kile ind mellem gensidig dialog og udveksling.
”Jeg har mødt en masse amerikanere ude på eventyr, der kommer af egen kraft bare for at udbygge deres CV. Men ikke på en falsk Jesus-socialdemokratisk måde, som er rituelt institutionaliseret. I ved ikke engang, hvordan man møder nogen på en bar for bare at sidde og snakke,” siger Binyanga Wainaina.
Udveksling af intellektuelle er god public diplomacy
Hvis Danmark skal associeres med andet end biogastoiletter og Karen Blixen, er der ifølge Binyavanga Wainaina behov for, at den gensidige dialog og udveksling mellem Kenya og Danmark bliver styrket.
”’Nymphomaniac’ (Lars von Triers film fra 2013, red.) landede på mit bord en dag som en gave fra en selvlært animator. Det gør en større forskel end alle mulige møder med alle de rituelt skyldige frivillig-typer,” siger Binyavanga Wainaina.
Han opfordrer til, at Danmark skal være mere til stede i andre dele af verden – også gennem kunstnere og intellektuelle.
”Hvorfor har vi ikke fortjent, at Danmark sender deres bedste tænkere til Kenya? En præsentation af en stor dansk tænker på Nairobi Universitet ville være god diplomacy – og langt mere effektivt end endnu en præsentation af et biogastoilet og dansk godhed,” konkuderer Binyanvanga Wainaina.
