Politiet i Kenya har beslaglagt 228 elefantstødtænder i årets hidtil største, ulovlige elfenbensfangst. Noget af det menes at komme helt fra DR Congo. En mistænkt er anholdt i sagen og to andre efterlyst.
Elfenben i form af stødtænder fra mindst 114 elefanter er beslaglagt i en lagerbygning i havnebyen Mombasa i Kenya, oplyser kenyanske myndigheder ifølge flere internationale medier.
Desuden har politiet fundet 74 mindre stykker elfenben på stedet.
Politiet fandt frem til det ulovlige lager af elfenben efter et tip fra en borger, rapporterer tv-stationen KBC.
De mindste af stødtænderne vejer omkring fem kilo.
Elfenbenet skulle formentlig smugles videre ud fra havnen i Mombasa med skib, skriver kenyanske medier.
Politiet oplyser, at en 25-årig mand er anholdt i sagen, og at to andre mistænkte er efterlyst.
Færre næsehorn
Elfenbenet menes at komme fra forskellige parker rundt om i Kenya og muligvis også fra nogle af nabolandene.
En talsmand for Kenya Wildlife Service siger, at farven på elfenbenet tyder på, at noget af det kommer fra Kenyas savanne, mens andet stammer fra skovelefanter i DR Congos regnskove.
Den ulovlige jagt på elfenben har generelt været i stigning i flere afrikanske lande i de seneste år.
Krybskytter dræber elefanter og næsehorn for at få fat i deres stødtænder og horn, som er i høj kurs i Asien, hvor det bruges i traditionel medicin.
Elefant dræbt af snigskytter i Kenya. Arkivfoto: Elaine Dawn (Creative Commons)
Kenya har strammet lovgivningen, så der i dag er længere fængselsstraffe og større bøder til de krybskytter, der bliver pågrebet, samt til de smuglere, der sælger elfenbenet videre.
Ifølge Kenya Wildlife Service lever der i dag omkring 38.000 elefanter i landet, mens der kun er lidt over tusinde næsehorn tilbage.
Antallet af næsehorn er faldende på grund af organiseret krybskytteri, meddeler Kenya Wildlife Service ifølge tv-stationen KBC.