KFUM-mand i spidsen for DUF

Forfatter billede

Martin Justesen er udnævnt til særlig rådgiver for skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) og træder som følge heraf tilbage som formand for Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF).

DUFs hidtidige næstformand, Rune Siglev, København Ø, overtager formandsposten, indtil der udpeges en ny formand på DUFs delegeretmøde den 3. december.

Rune Siglev (t.v.) har været aktiv i KFUM-Spejderne i en årrække. KFUM-Spejderne har godt 100 år på bagen og tæller i dag knapt 24.000 medlemmer.

Martin Justesen har været formand for DUF siden 2007 og ønskede under alle omstændigheder at stoppe på posten til december i forbindelse med delegeretmødet i DUF.

Samtidig med sin udnævnelse til minister-rådgiver træder han ud af DUFs styrelse samt andre hverv, hvor han har repræsenteret DUF.