“Healthy Planet, healthy people”, lød titlen på UN Environments seneste globale status. Luftforurening er det mest sigende eksempel på, at ringe miljøstandarder er en trussel mod helbredet.
Det kender Kina alt til. Det store asiatiske land synes nu også at have fundet en vej til at gøre luften sundere, viser undersøgelser.
Derfor er der glæde i UN Environment over, at kineserne har påtaget sig at være vært for den internationale miljødag d. 5. juni i år.
“Landet har demonstreret et enormt lederskab i at komme luftforurening til livs nationalt. Nu kan det hjælpe med at skubbe verden mod større handling”, siger Joyce Msuya, den fungerende direktør for UN Environment.
I alt 7 millioner mennesker dør årligt af luftforurening, vurderer WHO. Kina har døjet med gigantiske udfordringer med forurening som følge af den hastige vækst.
Positiv udvikling
Mange kinesiske storbyer præger derfor også en liste over de mest forurenede byer i verden, men der er også fremgang at spore.
Hovedstaden Beijing er nummer 122 på listen, og der kan spores et fald i skadelige partikler på 11% i megabyen.
Det er bl.a. sket gennem handlingsplanen Clean Air Action Plan 2013-2017, fortæller en ekspert.
Den internationale mærkedag vil blive fejret over hele det store land, men byen Hangzhou på den kinesiske østkyst bliver centrum for fejringen.
Næste år skal Kina være vært for det globale FN-topmøde om biodiversitet, kaldet COP15. Her forventes verdens nationer at vedtage en ny strategi for at bremse tab af natur på hele planeten, der skal afløse de negligerede Aichi-mål, som ikke har haft den store gennemslagskraft og næppe vil blive opfyldt.
Der er forhåbninger om, at Kina vil presse på for en ambitiøs aftale, der sandsynligvis vil få navn efter værtsstedet.