Kina og Indien i skarp konkurrence om hver deres ”silkevej” gennem Iran

gettyimages-919332426
Irans præsident, Hassan Rouhani, med Indiens premierminister, Narendra Modi
Foto: Vipin Kumar/Hindustan Times via Getty Images
Thomas Jazrawi

28. marts 2021

Iran er ikke populær i Washington, Tel Aviv og de fleste golfstater. Til gengæld er landet ombejlet af Asiens to stormagter; det er nemlig ikke kun Kina, der har planer om at bygge en ny handelsrute fra øst til vest. 

Også Indien er i gang med at opbygge sin egen “silkevej”, og i 2021 har begge lande sat ekstra skub i arbejdet med visionerne. Det skyldes særligt, at Iran er mere eller mindre centralt i begge projekter, og med Joe Biden som ny præsident i USA er der samtidigt forventning om, at de skrappe amerikanske sanktioner måske kan blive løsnet en smule.

Indien sendte således i starten af året to gigantiske kraner til havnen Chabahar, der ligger i det sydlige Iran. Den indiske minister for skibsfart forventer, at havnen kan være i fulde omdrejninger senest i maj

Samtidig har Indien investeret omkring 500 millioner dollar i havnen, med et håb om at investeringerne på sigt kan føre til en handelsrute gennem Centralasien, og som måske kan række helt ind i Europa.

Et par hundrede kilometer mod øst fra Chabahar ligger den pakistanske havn Gwadar, som er central i Kinas nye silkevej, Belt And Road-projektet. Iran indgår imidlertid også i Kinas projekt om en ny handelsrute og i forrige uge underskrev de to parter en aftale om strategisk samarbejde for ikke mindre end 25 år.

Vil gå uden om Pakistan
Alliancerne i det sydøstlige Asien er spegede. Indien og Pakistan har haft et yderst anstrengt forhold, siden sidstnævnte løsrev sig og blev en selvstændig nation i 1947. Pakistanerne er heller ikke de bedste venner med nabolandet Afghanistan, som til gengæld har et ganske fint forhold til Indien. Kina har en rivalisering kørende med Indien, men kalder til gengæld Pakistan for sin ”ven i alt slags vejr”.

Læs også: Trekantsdrama i konflikten på verdens tag

Iran er på forholdsvis god fod med både Kina og Indien, men Trumps hårde sanktioner har haft en afkølende effekt på investeringerne. I håbet om at Biden vil føre en anden poltiik, bliver der altså nu presset på med at gennemføre planerne.

Årsagen til Indiens store interesse i Chabahar er primært, at byen kan være en mulighed for at etablere en handelsrute mod vest uden om ærkerivalen Pakistan, som dækker hele Indiens vestlige grænse. Men ruten kommer ikke til at stoppe ved den iranske havneby. Den skal give Indien hurtig adgang til markeder i Afghanistan, Aserbajdsjan, Rusland og de centralasiatiske lande. International North-South Transport Corridor, er titlen på projektet.

Indien, Iran og Rusland underskrev tilbage i 2002 en aftale om den store transportkorridor, og siden da har en række lande tilsluttet sig projektet, herunder Armenien, Oman, Ukraine og Tyrkiet. Iran har allerede haft travlt med at lægge togskinner, og i december 2020 blev den første togforbindelse fra Iran til Afghanistan officielt indviet.  

Chabahar Day
Chabahar kan derfor snart blive til en meget travl havneby, og Indien har store forhåbninger til projektet. Den 4. marts fejrede inderne ”Chabahar Day”, der blev markeret med virtuelt møde mellem ministre fra seks lande.

Den nye aftale mellem Kina og Iran vækker imidlertid bekymring. Et af formålene med Indiens interesse i Chabahar er at balancere kinesernes fordele ved den nærliggende havn i Pakistan, men nu kan inderne frygte, at Kina også får en andel i den iranske havn. Iran er en vigtig brik i Belt And Road, og der er allerede åbnet en direkte forbindelse med jernbane fra Kina til Iran. Det første tog fra Kina ankom i Teheran i 2016 efter at have tilbagelagt de over 10.000 kilometer på 14 dage.

I 2019 ramte Trumps sanktioner mod Iran også Indien, som derfor stoppede importen af olie fra Iran. Det skuffede styret i Teheran. Iran udenrigsminister, Javad Zarif, inviterede samme år Kina og Pakistan til at investere i havnen i Chabadar og foreslog, at den kunne forbindes med Gwadar. Det har næppe været sød musik i ørerne på Indiens premierminister, Narendra Modi. Der er en frygt for, at Kina kan komme til at stjæle projektet fra Indien – ikke mindst med den nye langvarige aftale om strategisk partnerskab.

Det er sandsynligvis derfor, at Indien har fået travlt, så der også kan fejres “Chabahar Day” i 2022.