Danmark møder fra torsdag Kina i en poetisk dialog, der foregår over flere dage i både København og Århus.
Fra Kina kommer nogle af landet største digtere, og fra Danmark deltager så store navne som Søren Ulrik Thomsen, Inger Christensen og Henrik Nordbrandt. Man kan også høre Iben Hjejle læse op, skriver Mille Bjerre-Petersen på websitet www.aok.dk.
Der er langt fra Danmark til Kina både geografisk og kulturelt, og det vil festivalen forsøge at gøre noget ved. Målet for arrangementet er større kulturel forståelse og ny dialog imellem de 2 lande.
Fra Kina kommer både veletablerede og yngre forfattere. Bl.a. Bei Dao, der anses som faderen til moderne kinesisk poesi, Yang Lian, en af Kinas førende innovative digtere, og Jun Feng, der har været avantgardedigter i Shanghai og buddhistisk munk, og som i dag bor i Danmark.
Af unge kinesiske digtere kommer Shen Haobo, Yin Lichuan og Shengxing, der alle 3 er knyttet til gruppen Underkroppen (xiabanshen), som har vakt en del furore i Kina de seneste år.
Fra Danmark kan man bl.a. møde Inger Christensen, Søren Ulrik Thomsen, Henrik Nordbrandt, Nicolaj Stochholm, Janus Kodal, Lars Bukdahl og gæsteoplæser skuespiller Iben Hjejle.
Program
22. april
kl. 20: Oplæsning v. Inger Christensen, Marianne Larsen, Søren Ulrik Thomsen, Henrik Nordbrandt, Bei Dao, Xi Chuan, Zhai Yongming.
Kunstakademiets festsal, Kongens Nytorv 1, København K. Entré 50 kr.
23. april
kl. 13: Paneldiskussion på Københavns Universitet, auditorium 22.0.11 Ouyang Yu, Xi Chuan, Peter Laugesen, Thomas Boberg diskuterer poesi under overskriften: Litteraturen og samfundet – betyder poesi noget i dag?
24. april
kl. 15: Oplæsning v. Peter Laugesen og Yang Lian.
Louisiana. Entre til Louisiana; fri entre til oplæsningen
kl. 21: Oplæsning v. Janus Kodal, Nicolaj Stochholm, Iben Hjejle, Jun Feng, Yu Jian, Yin Lichuan.
KafCaféen. Entré 40 kr.
25. april
kl. 14: Oplæsning v. Shen Haobo, Ouyang Yu, Shengxing, Lars Bukdahl, Thomas Boberg, Ursula Andkjær.
Chesters Bogcafé. Fri Entré.
Festivalen foregår i København de første 4 dage og i Århus de sidste 4 dage.
Se mere på www.aok.dk