Kirkernes Verdensråd fordømmer Palæstina-mur

Redaktionen

Kirkernes Verdensråd opfordrer på det kraftigste den israelske regering til at standse opførelsen af barrieren mellem Israel og de besatte områder og at omstøde beslutningen om dens videre opførelse i de palæstinensiske områder

“Opførelsen og beliggenheden af den israelske mur i de besatte palæstinensiske områder er en krænkelse af FNs charter og helt grundlæggende principper i international lov”, hedder det i en udtalelse fra Verdensrådets eksekutivkomite efter komiteens møde 17. til 20. februar, fremgår det af en presserundsendelse tirsdag fra Nødhjælpen.

Kirkernes Verdensråd opfordrer samtidig sine medlemskirker og økumeniske partnere til at fordømme opførelsen af muren, fordi dens konsekvens er en “ulovlig de facto annektering, som ikke bør anerkendes af nogen stat”.

Udtalelsen fordømmer de humanitære konsekvenser af muren. Muren forhindrer palæstinensere i at nå frem til arbejdspladser, landbrugsjord, hospitaler og skoler. Det er en “krænkelse af retten til at bevæge sig frit, retten til arbejde, til en sådan levefod, som er tilstrækkelig til sundhed og velvære, herunder til føde, klæder, bolig og lægehjælp og lighed for loven”.

Kirkernes Verdensråd byder sagen om muren ved Den Internationale Domstol i Haag velkommen og henleder rettens opmærksomhed på de “umådelige menneskelige omkostninger, muren har for det palæstinensiske folk – og på de konsekvenser, muren vil have for arbejdet for fred og forsoning”.

“Opførelsen af denne nye politiske grænse, som udvider Israels civile og militære tilstedeværelse i de palæstinensiske områder, underminerer alle fredsbestræbelser og hele grundlaget for oprettelse af en levedygtig Palæstinensisk stat side om side med staten Israel”, hedder det i udtalelsen fra eksekutivkomiteen.

Kirkernes Verdensråd anerkender, at Israel har alvorlige og legitime sikkerhedsproblemer og at Israel har ret og pligt til at beskytte sine borgere mod angreb og selvmordsbombere indenfor staten Israels grænser – dog uden at overtræde international lov og uden at sætte udsigten til fred på længere sigt på spil.

Kirkernes Verdensråd anerkender også det palæstinensiske folks ret til modstand mod den israelske besættelse – dog uden at gribe til terror og skabe planløs rædsel blandt civile indenfor Israels grænser.

Kirkernes Verdensråd afslutter udtalelsen med at gentage sin klare formening om, at ikke-voldelig modstand og fredelige forhandlinger er den eneste vej til en varig, levedygtig løsning på den arabisk-israelske konflikt.