Regnen piskede ned, og hele landsbyer blev begravet under mudder, da orkanen Stan blæste hærgende henover Mellemamerika.
Alligevel havde katastrofen i Guatemala kun mediernes opmærksomhed ganske få døgn, skriver formand for Folkekirkens Nødhjælp, journalist Kirsten Lund Larsen indledningsvis i en leder i seneste udgave af bladet “Nød”.
Hun fortsætter:
Vi nåede dårligt nok at fatte katastrofens omfang, før et voldsomt jordskælv på grænsen mellem Pakistan og Indien fik fokus til at skifte.
Her i efteråret synes den ene katastrofe at have afløst den anden.
Mens pengene til jordskælvsofrene strømmer ind i takt med billederne i tv-nyhederne, synes Guatemala nu glemt.
Den oplevelse af at blive overset kender folk i Afrika godt.
Der er mange skridt på vejen, før en sultkatastrofe, som den vi i disse måneder ser i det sydlige Afrika, når så forfærdende højder, at den finder vej til de store, internationale TV-stationer.
Alligevel er det situationen for millioner af mennesker, som allerede i april i år kunne se, hvor lidt høsten gav. Og som derfor kunne gøre deres eget, personlige regnestykke op: hvor lang tid varer det, før lagrene er tomme? Hvornår kan vi ikke klare os selv længere?
Vi taler om samfund, hvor der er slidt på reserverne efter flere års misvækst.
Folkekirkens Nødhjælp er for længst gået i gang med at hjælpe i det sydlige Afrika. Ligesom vi har hjælpearbejde i gang i Guatemala, Indien og Pakistan.
En katastrofe behøver ikke at være dramatisk for at vi kan få øje på den.
Og når vi går ind i katastrofearbejdet, følger vi det til dørs.
Folkekirkerns Nødhjælp er stadig aktiv i genopbygningen efter tsunamien, der skyllede ind over Asien ved juletid sidste år. Vi har arbejdet med udvikling i Guatemala i mange år og vil fortsætte efter katastrofen.
Og vi glemmer ikke Afrika, når medierne er optaget andre steder, slutter Kirsten Lund Larsen.
