DOKUMENT: Et kendt ansigt i Danida, konsulent i u-landsforskning Klaus Winkel, stopper i Udenrigsministeriet fredag den 28. maj efter 38 års ansættelse. Få har som han oplevet Danidas historie, set organisationen og bistanden blive til.
Under sin meget velbesøgte afskedsreception i Udenrigsministeriets kantine i tirsdags tog han følgende interessante tilbageblik over Danidas historie og personligheder.
Af Klaus Winkel
Tak fordi I er kommet! Jeg har glædet mig meget til at se jer – det er ikke mindst takket være jer, at jeg har været så glad for langt de fleste af mine 433 måneder i og for Danida og mine 24 måneder i andre dele af UM – med EFTA- og Fællesmarkedsager. Godt 38 år i alt.
Der er to, som jeg især savner i dag, mine nærmeste medarbejdere gennem mange år, Ebbe Schiøler og Niels Dabelstein, som begge er bortrejst. At samarbejde med dem var et privilegium og en daglig glæde.
Og så er der en, som vi er rigtig mange der savner, Henrik Wøhlk, som ulykkeligvis døde sidste sommer. Han var et dejligt menneske og en født leder.
Jeg startede i maj 1966 i Sekretariatet for Teknisk Samarbejde med Udviklingslandene, TA-sekretariatet, i Kronprinsessegade. Det danske bistandsprogram var da 4 år gammelt, staben var på ca. 30 og bevillingen på 157 mio. kr.; ca. to promille af nationalindkomsten dengang.
Chefen var Mogens Boserup, som havde erfaringer fra Indien og især fra Grønland, vores eget u-land. Han var nok ikke så meget administrator som han var forsker og var dybt engageret i opgavens substans. Han er også den danske bistandschef, der har skrevet mest om emnet, bl.a. om statslånene i Nationaløkonomisk Tidsskrift og i bøger.
Den mest kendte er ”Hjælper vi” fra 1967. Her rejser han mange af de spørgsmål, vi har tumlet med siden. Og fremsætter i øvrigt et synspunkt, som for tiden er mere politisk korrekt end i de mellemliggende år: at det er legitimt at bruge bistanden til kulturel ekspansion.
Jeg sad i et herskabeligt lokale tæt på Boserup sammen med Ib Kelland og Flemming Mørk og vi fik jævnligt besøg af Boserup, når han havde brug for at vende et emne. Det var uhøjtideligt og meget inspirerende.
Boserups souschef var Hans Erik Kastoft, der afløste ham som chef i slutningen af 1966 – i øvrigt efter, at Boserup havde inviteret hele personalet til afskedsfest i Folkets Hus.
Kastoft er efter min mening den største personlighed, vi har haft som leder. Kastoft havde været kommunist og kom i tysk koncentrationslejr, hvor han angiveligt hjalp flere medfanger til at overleve. Hans politiske fortid – og måske også hans ægteskab med en søster til kommunistlederen Aksel Larsen – havde nok forhindret ham i at blive ansat i UM, hvis det ikke var, fordi Bartels havde insisteret herpå.
Til alt held skønnede ledelsen, at udviklingsbistanden var det område, hvor hans politiske tilbøjeligheder ville gøre mindst skade.
Kastoft var en stor begavelse, energisk, målrettet og en ualmindelig fin og fordringsløs person. Koblet med hans naturlige autoritet gjorde det ham til en leder i ordets allerbedste forstand.
Han behandlede folk for, hvad de var værd, uanset deres placering i hierarkiet. Og han var meget tolerant over for de skæve eksistenser, som der var en del af i det gamle TA-sekretariat.
Der var også flere originaler dengang, og det kunne der fortælles mange anekdoter om. Jørgen Hornemann, som senere kom til radioen, var teolog, og blev derfor sat til at passe vores familieplanlægningsaktiviteter, ligesom en anden teolog, Kaj Baagø, senere blev det.
Der blev eksperimenteret med forskellige metoder i familieplanlægningen, og en af dem hang i en pose over Hornemanns skrivebord. Den indeholdt en skumgummiskive på ca. 50×2 mm, den såkaldte nixpille. Der fulgte brugsanvisning med: ”Press firmly between knees”.
Kastoft var hovedarkitekten bag den første femårsplan for bistanden, 1968-72. I de år steg bistanden med ca. 25 procent om året! – fra ca. 300 til ca. 700 mio. kr. Det var tider.
Dermed havde vi opfyldt det daværende, internationale mål for de samlede overførsler til u-landene på 1 procent af nationalindkomsten – hvoraf de private overførsler udgjorde ca. 20 pct. Etableringen af IFU i 1967 bidrog til det sidste. Planen introducerede også den omtrentlige ligedeling mellem bilateral og multilateral bistand, som har været gældende i de forløbne 36 år.
Planen blev forelagt Folketinget af udviklingsminister Hans Sølvhøj. Han var den første, der foretog det besynderlige karriereskift fra u-landsbistand til hofmarskal.
Femårsplanens meget gunstige rammer for bistanden blev udfyldt af den røde betænkning fra 1970. Udvalget bag betænkningen blev fremragende ledet af Jens Christensen, godt støttet af Kastoft og med Wilhelm Ulrichsen som en enormt effektiv sekretær.
Jeg havde den lærerige oplevelse at deltage i alle møderne, da jeg indgik i udvalgets sekretariat, hvor jeg bl.a. hjalp Kirsten Wiinblad – en anden af bistandens veteraner – med referaterne. Det blev en virkelig god betænkning og kan anbefales til alle, der vil forstå baggrunden for udformningen af dansk bistand. Den lagde grunden for bistandsloven fra 1971 og introducerede bl.a. fænomenerne hovedsamarbejdslande og flerårig programbistand.
I 1972 stoppede Kastoft som chef for det, der nu var kommet til at hedde Danida. Han blev nordisk eksekutivdirektør i Verdensbanken, og i ham fik McNamara den ideelle medspiller i bestræbelserne i de år på at lave Banken om til en egentlig udviklingsorganisation.
Kastoft blev afløst af sin souschef Wilhelm Ulrichsen, som vi er så heldige at have iblandt os i dag. Jeg havde dengang kontor lige over for deres forkontor og var godt underholdt, når de to diskuterede. De havde grundholdningerne til fælles – men ellers var de godt nok forskellige.
Lige så rolig og afbalanceret Kastoft var i enhver situation, lige så heftigt engageret var Wilhelm. Når Kastoft længe, forgæves, havde forsøgt at komme til orde, lagde han til sidst hånden på Wilhelms arm og sagde, som altid venligt: ”Ulrichsen, prøv engang at lytte, bare for the sake of the argument”.
Wilhelm var en festlig og inspirerende chef – og meget ansvarsbevidst og flittig. Det var ingen spøg at blive udsat for hans temperament, hvis tingene ikke var i orden. Men det gik over – og med årene mildnedes temperamentet. Tak, Wilhelm, for de gode år, du gav dine medarbejdere.
Så var jeg i Kenya nogle år og kom tilbage i 1976 til et meget forandret Danida. I mellemtiden var alle blevet dus, og det var blevet en stor og mere moden virksomhed.
Lise Østergaard blev udviklingsminister og bistanden havde en ret høj profil. Jeg skrev nogle taler og artikler for hende – bl.a. om de elementære behovs strategi, der er forløberen for den renlivede fattigdomsorientering, som fulgte. Jeg kom til at lære hende ret godt at kende og til at sætte stor pris på hende. Som Kastoft, en højt begavet og fin person. Hun var et ret følsomt menneske uden videre politisk erfaring, og så kan det være barskt at være minister.
Adskillige år efter ansatte jeg hende som konsulent på en evalueringopgave, efter at have indhentet Uffe Ellermanns accept af det. ”OK da” skrev han på det gule omslag. Rollerne var på en vis måde byttet om, men det tog Lise i strakt arm.
I den tid var Repsdorph Danida-chef, en retlinet gentleman og meget omhyggelig bureaukrat. Absolut en personlighed men næppe den helt oplagte profil til jobbet. Bistand er risikobetonet, og det var ikke lige Repsdorph. Han er tillagt de i UM ofte citerede ord: Man kan aldrig være for forsigtig nok.
Hans u-landserfaring stammede fra hans tid på ambassaden i New Delhi år forinden, hvor han forsøgte at sælge Madsen-maskingeværer til inderne.
Kommunikation mellem mennesker så forskellige som Repsdorph og Lise Østergaard er problematisk. Lise Østergaard fortalte mig senere om sin tur med Repsdorph gennem Calcuttas slum. Lise var rystet i sin sjæls inderste, Repsdorph gned sine lange smalle hænder, idet han sagde: Ja, man må sige, at de bor noget beskedent her.
Det er selvfølgelig ikke kun på chef- og ministerposter, at vi har haft personligheder. I min gennemgang må Baagø indtage en meget prominent plads, ret tæt på Kastoft. Som i øvrigt var den, som overtalte Baagø til at komme til Danida.
De traf hinanden, da Baagø var lærer på missionsuniversitet i Karnataka. Han var dr. theol. på Grundtvig men havde tabt det meste af sin kristentro mellem hinduerne. Baagø blev en af de første bistandskonsulenter og fik en karriere uden fortilfælde: bistandskonsulent, kontorchef, bilateral chef og så ambassadør i New Delhi, hvor han ulykkeligvis døde alt for tidligt.
Han bad mig blive sin souschef i Asien-kontoret, og han var bilateral chef, da jeg var chef for bistandsmissionen i Dar es Salaam. Jeg lærte meget af ham i de år, ikke mindst om problemknusning, som han var mester i.
Baagø havde det hele: begavelse, viden, dybt seriøst engagement, et godt udseende og karisma. Han var som skabt til at sælge bistanden i TV, og det gjorde han også fremragende.
Jeg skal ikke holde jer hen med snak længere, selv om jeg meget gerne ville have fortalt også om 3 andre fremragende Danida-chefer, nemlig Mogens Isaksen, Henrik Wøhlk og Ole Lønsmann. Dem skylder jeg stor tak for den tillid, de viste mig og den opbakning, de gav mig.
Så jeg vil slutte med at sige skål og igen sige jer tak for et dejligt samarbejde, et dejligt samvær.
(Der var derefter taler af Wilhelm Ulrichsen, Knud Vilby m.fl.)
Læs også “Kendt Danida-mand holder efter 38 år i UM” under Nyt om navne-rubrikkken i menuen ude til venstre.
