Kommentar af Troels Dam Christensen, 92-gruppen
Danmark har en afgørende rolle som foregangsland i den globale omstilling til vedvarende energi. Vi er dermed også en af de vigtigste stemmer på de næste års internationale klimaforhandlinger. En nedskæring af u-landsbistanden modarbejder dette.
Den 2. november lancerede FNs videnskabelige klimapanel, IPCC, sin rapport i København.
Hovedbudskabet er, at det haster mere end nogensinde før med en forstærket global klimaindsats. Hvis vi fortsætter den nuværende udvikling, vil det være umuligt at undgå farlige klimaændringer i løbet af få år.
Den gode nyhed er, at hvis vi omstiller nu, kan det stadig kan lade sig gøre at holde den globale temperaturstigning under de kritiske to grader, og at prisen for at omstille herunder til vedvarende energi er faldet over de seneste år.
Så videnskaben har talt, det er nu, de kommende få år, der bliver afgørende.
Samtidigt har befolkningerne talt.
I forbindelse med FNs klimatopmøde i New York i september, hvor regeringsledere fra hele verden diskuterede klima, gik 600.000 på gaden verden over for at kræve handling nu.
Kort sagt, videnskaben har talt, befolkningerne kræver handling, og nu er det op til regeringerne at vise den politiske handling både på hjemmebanen og gennem den nye globale klimaftale, der efter planen skal indgås i Paris i december næste år.
Men det går stadig alt for langsomt både med landenes egen omstilling og de internationale forhandlinger.
Danmark har en nøglerolle i forhold til begge dele. Dels er der hårdt brug for forgangslande der går i front og konkret viser, at omstillingen er mulig.
Danmark er et sådant land, og derfor må vi fortsætte og forstærke kursen mod udfasning af kul, olie og gas og indfasning af 100% vedvarende energi. Her er det ikke godt nok, som visse partier i Folketinget er fortalere for, at Danmark læner sig tilbage i sædet og venter på, at andre gør noget.
Dels må Danmark nu forstærke indsatsen i de internationale klimaforhandlinger op til Paris-mødet næste år, herunder styrke alliancen med de fattigste og mest sårbare u-lande, for at sikre det bedst mulige resultat.
I den forbindelse må Danmark selvsagt heller ikke skære ned på sin u-lands- og klimabistand, som regeringen ønsker. Det er det helt forkerte signal at sende.
Så Danmark har en nøglerolle i den globale klimakamp. Det er nu op til regeringen og Folketinget at gribe den.
Troels Dam Christensen er koordinator for 92-gruppen af danske udviklings- og miljø-organisationer
Kilde: 92-gruppens nyhedsbrev november 2014