FN-forbundet mener ikke, at en succesfuld klimakonference i København i december sikres ved at smide de folkelige organisationer (civilsamfundet) ud af Danmarks forhandlings-delegation eller foretage forebyggende anholdelser af demonstranter.
Det fremgår af en udtalelse fra forbundets repræsentantskab forsamlet lørdag til møde i København. FN-forbundet gør gældende, at et godt resultat i København ikke afhænger af statslederne, regeringerne og deres embedsværk alene.
Det hedder videre:
Den mangeårige tradition for tæt dialog med civilsamfundet i internationale forhandlinger om miljø- og udviklingsspørgsmål må ikke brydes ved at smide NGOerne ud af den officielle danske forhandlingsdelegation.
Det er også et tilbageskridt i forhold til den internationale Århus-konvention, hvor man ellers i sin seneste afrapportering i 2007 anfører, at ”… angående offentlig deltagelse i internationale beslutnings-processer på miljøområdet er der praksis for at inkludere medlemmer af ikke statslige organisationer i de statslige delegationer.”
FN-forbundet har været med til at stifte ”People’s Climate Action” som det brede, samlende NGO-netværk, der har været med til at skabe en fælles fredelig platform for at mødes og give civilsamfundet en mulighed for at komme til orde.
Tusindvis har arbejdet for – og arbejder lige nu med klimaproble-matikken for at motivere og engagere civilsamfundet til at stå sammen om at bedre vores klima og vores fremtid. Dette arbejde må ikke fejes til side med en ”lømmelpakke”, der snarere end at være konfliktdæmpende skaber en unødvendig provokation og begrænser den ellers grundlovssikrede ytringsfrihed.
Hold fokus på sagen! FN-forbundet anbefaler derfor at deltage i den fredelige 12. december demonstration.
FN-forbundet opfordrer civilsamfundet til at fastholde presset på politikerne for en ambitiøs og bæredygtig klimaaftale. Og opfordrer politikerne til at huske deres ansvar, når de sidder ved forhandlingsbordet – og ikke ignorere civilsamfundet, hedder det.