Man skal lede efter ordet ”shall” for at finde de bindende elementer i den nye klimaaftale, der blev vedtaget i Paris lørdag.
Et af anvendelserne af det lille ord blev erstattet umiddelbart inden den franske udenrigsminister, Laurent Fabius, kunne erklære, at aftalen er vedtaget.
Det var i artiklen om, at rige lande skal gå foran i klimaindsatsen. Her blev ”shall” erstattet af ”should” på grund af amerikanske indvendinger.
Der er bindende elementer i aftalen om landenes frivillige bidrag til den globale klimaindsats, men de forpligtende formuleringer er mangelfulde på steder, hvor der er tale om konkrete forpligtelser, der kan måles og vejes.
Et eksempel: Verdens nationer skal toppe med de klimaskadelige udledninger ”så snart som muligt” – altså om en uge, en måned eller 200 år. Formuleringen er meningsløs som målestok.
Alligevel kan de små ønationer og andre statsoverhoveder fra klimaskrøbelige lande tage hjem og fortælle deres truede befolkninger, at de fik et mål om at holde temperaturstigningen under 1,5 grader med i aftalen.
Men igen er formuleringen vag. Målet er at holde temperaturstigningen godt under 2 grader og stræbe efter at bremse den ved 1,5 grader.
Det skal ses i lyset af, at de frivillige bidrag, som landene gennem året har indmeldt til FN’s Klimasekretariat, sender kloden på vej mod en ophedning på 3 grader. Og den beregning er foretaget ud fra den forudsætning, at alle nationerne til fulde gennemfører deres løfter, hvilket der jo selvsagt ikke er nogen garanti for.
Temperaturstigningen kan dermed blive betydeligt højere end de 3 grader, som man allerede kan frygte.
Det bliver dermed op til nutidens og fremtidens politikere at holde temperaturstigningen nede. Og selvfølgelig befolkninger og vælgerne i demokratiske lande, der skal pege på ledere, som tager klimaudfordringen alvorligt.
Ikke mindst kommer civilsamfundet til at spille en stor rolle, når målsætningerne hviler på blød magt.
USA kom, så og sejrede
Hvis man skal pege på en egentlig ”sejrherre” ved forhandlingerne, er det svært at komme uden om USA. Supermagten ønskede ikke en bindende aftale, og det fik man forhindret.
Ikke mindst det sidste ”shall”, man fik ændret, er essentielt for amerikanerne, da en resolution fra 90’erne sender et signal til Det Hvide Hus om, at man ikke skal indgå en international klimaaftale, der pålægger USA forpligtelser, som ikke også gælder for udviklingslande.
Derfor var det så vigtigt for John Kerry, at få teksten ændret i sidste øjeblik. Om der reelt var tale om en tastefejl, som den franske udenrigsminister sagde, står hen i det uvisse.
Men USA’s ”sejr” ved klimaforhandlingerne bekymrer organisationer. Det giver nemlig visse historiske associationer.
”Sidste gang USA påtog sig lederskabet ved klimaforhandlingerne fik de udvandet Kyoto-aftalen for derefter at undlade at ratificere den”, sagde Brandon Wu fra ActionAid USA ved forhandlingsrunden i Lima forrige år.
Og det kan sagtens ske igen. Det erkender den amerikanske udenrigsminister John Kerry.
”Det er klart, at hvis en republikaner bliver valgt, har de muligheden for at omgøre det”, siger han ifølge The Guardian.
Men han har tiltro til de amerikanske vælgere.
”Jeg tror ikke, at de vil acceptere en leder, der ikke forstår videnskaben om klimaforandringer og ikke er villig til at gøre noget ved det”, tilføjer han.
Derfor er effekten af Paris-aftalen meget i hænderne på vælgerne, og måske i særlig grad de amerikanske. Der kan nok næppe herske tvivl om, at hvis supermagten løber fra aftalen, vil de store vækstøkonomier følge trop.
Mindre hårdt skel mellem i- og u-lande
Mens USA var på kollissionskurs med EU om den bindende struktur i aftalen, var de to nære allierede helt enige om, at opdelingen mellem udviklede og udviklingslande i Klimakonventionen skal blødes op.
Det er også sket. Princippet om ”fælles, men differentierede forpligtelser”, som det hedder, er stadig med i teksten, men det ledsages af bisætningen ”i lyset af forskellige nationale omstændigheder”.
Der vil helt sikkert blive kæmpet bravt om fortolkningen af denne tilføjelse, men det åbner for, at man kan tage højde for landenes løbende udvikling frem for den skarpe opdeling i konventionen.
EU og Danmark ønskede sg brændende, at man kunne få nogle af de rige udviklingslande til at bidrage med penge til klimafinansiering, men det lykkedes ikke.
Hele spørgsmålet om klimastøtten, heriblandt definitionen af den, er udskudt til næste runde af forhandlingerne.
Der var ellers flere observatører fra civilsamfundet, der nævnte, at enighed om klimamidlerne fra den rige til den fattige verden kunne åbne op for en mere ambitiøs klimaaftale.
Det skyldes ikke mindst, at de fattigste nationer er dybt afhængige af klimastøtte, hvis de skal skaffe ren energi til deres befolkninger. Så længe, der ikke er sikkerhed om strømmen af midler fra Nord til Syd, har de sikkert heller ikke været indstillet på at binde sig til klimamål.
En del af de indberettede reduktionsmål fra fattige lande er betinget af, at der kommer støtte til initiativerne.
Soft power
EU tabte altså slaget til USA om den bindende struktur af aftalen. Til gengæld fik de 28 medlemslande andre kerneprioriteter gennemført.
Det gælder de 5-årige vurderinger af indsatsen. Den vurderingsmekanisme, der er i aftalen, minder meget om den, EU har promoveret.
EU ønskede ikke, at forpligte sig på at øge målet for 2030 om 40% reduktion af de klimskadelige udledninger.
Ifølge aftalen skal landene hvert femte år indlevere reduktionsmål til FN’s Klimasekretariat. Det skal hver gang være et mere ambitiøst bidrag, så her kan EU blive tvunget til at skrue en smule op for ambitionerne.
Ordningen for gennemsigtighed i aftalen ligner også noget, der er smedet i EU. Den sikrer, at der bliver brugt ensartede standarder i vurderingen af landenes indsatser, og der er bindende krav om, hvilke informationer nationerne skal levere.
Det åbner op for den bløde magt, der er nødvendig for at aftalen kan få en reel effekt. Uden de store bindende krav om klimaindsatser kan der blive tale om såkaldt ”naming and shaming”, som det hedder i den politologiske litteratur.
Der bliver mulighed for at granske landenes realisering af deres løfter, så civilsamfundet og landene imellem kan udstille skurkene.
FN-processen er reddet
Dermed sikrer aftalen på ingen måde kloden for voldsomme temperaturstigninger.
”I sammenligning med det, som det kunne have været, er det et mirakel. I sammenligning med det, det skulle have været, er det en katastrofe”, som George Monbiot skriver i The Guardian.
Paris blev ikke et nyt “København”, hvor det afgørende topmøde I 2009 endte i en nedsmeltning. 6 år senere er det med diplomatisk snilde lykkedes franskmændene at få vedtaget en aftale.
Endnu en skuffelse kunne have betydet en ende på FN-processen, men resultatet i Paris har reddet den.
Ud fra de fattigste landes perspektiv er det positivt, da det sikrer dem indflydelse i modsætning til, hvis klimaindsatsen skulle foregå bilateralt mellem landene.
De små østaters rolle i Paris er et tydeligt bevis på dette. For dem er klimaforandringerne en eksistentiel trussel, og de store, rige lande har stået i kø for at vise, at de er på deres side.
Normalt er disse små nationer ikke blandt de vægtige spillere i international politik, men i klimaforhandlingerne lytter både journalister og stormagterne til deres krav.
Ønationernes to mærkesager om de 1,5 grader og Loss and Damage-mekansimen, kom med i aftalen, men det kan vise sig at være rent symbolske sejre.
Med Paris-aftalen skal der stadig et mirakel til for at nå målsætningen om at holde temperaturstigningen under 1,5 grader.
Nævnet for Fremme af Debat og Oplysning om Europa (Europa-Nævnet) blev nedsat af Folketinget som følge af afstemningen om Maastricht-traktaten i 1992. Nævnets formål er at ruste danskerne til at tage stilling til europapolitiske spørgsmål gennem upartisk at støtte oplysnings- og debatskabende initiativer i den danske offentlighed.
