Historier om ekstremt vejr fra Afrika dukker stadig oftere op i de vestlige medier, seneste med orkanen Idai og dens massive ødelæggelser i Mozambique, Malawi og det østlige Zimbabwe. Medieinteressen for Afrikas meget dødelige katastrofer er vigtig for forståelse af klimarelaterede problemer, der udfordrer stadig flere afrikanerne.
En af de afledte effekter af mediebevågenheden er, at nødhjælpsorganisationerne får bedre muligheder for økonomiske støtte til deres indsatser. Erfaringerne viser, at nødhjælpsorganisationer ofte har flere resurser og stærkere infrastruktur til at håndtere akutte indsatser i Afrika. Tænkevækkende, at et land som Malawi har et BNP på størrelse med Århus kommunes budget for 2019.
Medieinteressen for afrikanske naturkatastrofer er imidlertid ofte kortvarig og fokuserer primært på selve katastrofen og den umiddelbare opfølgende nødhjælp. Under mediernes radar går såvel langtidskonsekvenserne ved de store katastrofer som de mange ”små” lokale klimarelaterede katastrofer, der løbende og i stigende grad udfordrer og truer særligt rurale lokalsamfund i Afrika.
Klimatiske forhold bidrager til de største samfundsmæssige udfordringer
Klimarelaterede problemstillinger i Afrika er stærkt underbelyste indenfor den samfundsvidenskabelige forskning. Alligevel vil jeg udpege klimakrisen som den vigtigste ”driver” for samfundsmæssige forandringer i det rurale Afrika, særligt tydeligt i Sahel regionen. Selv om den rygende pistol indenfor samfundsmæssige transitioner er særdeles vanskelig at identificere, og klimarelaterede kriser ikke kan ses isolerede fra fattigdoms, governance, demografiske og andre kriser. Ligesom det bør problematiseres, hvorvidt det overhovedet giver mening med generaliseringer om samfund med meget varierende livsbetingelser?
Min forståelse af klimarelaterede problemstillinger af lokal samfundsomvæltende karakter blev oprindelig tændt af Jonas Østergaard Nielsens banebrydende forskning i Burkina Faso af lokale samfund. Han påviser, at ændringer i vejrmønstre bidrog til samfundsmæssige transformationer lokalt. Senere har min egen dataindsamling og ikke mindst lokale udtalelser overbevist mig om klimaet som en ”killer” faktor. Nærmest enslydende beretninger fra afrikanske rurale lokalsamfund om, at de seneste år, måske især det seneste årti, har været præget af stadig mere uberegnelige vejrforhold med vidtrækkende lokale konsekvenser.
Klimaet transformerer
De klimarelaterede samfundsmæssige transformationer foregår på meget forskellige former lokalt på kontinentet. Jeg har identificeret to typer, som der ikke er vandtætte skotter imellem, snarere tværtimod, men alligevel giver mening. For det første, forandringer i interne dynamikker indenfor lokalsamfund og for det andet, forandringer lokalt med implikationer for og til omverden.
Når man zoomer ind på de interne lokalsamfundsdynamikker, så har klimatiske variationer implikationer på både institutionelle- og familiemæssige forhold.
Lokale institutioner er overmodne
Lokale traditionelle institutioner, der kan antage forskellige former og betegnelser, er for eksempel ældreråd og shariadomstole. Disse lokale institutioner spiller og har altid spillet en vital rolle, særligt i rurale afrikanske samfund. Disse institutioner er klimaudsatte, fordi de seneste års uforudsigelige vejrforhold f.eks. betyder, at nedbøren ikke nødvendigvis falder indenfor de normale regntider. Konsekvenserne heraf er fejlslagent høstudbytte, som er fatalt for indbyggerne, fordi udbyttet fra landbruget er deres livsgrundlag.
De lokale institutioner og deres ledelse rammes dobbelt af gentagende dårlige høstudbytter. For det første, fordi deres autoritet undermineres, fordi deres rådgivning med henblik på dyrkningen af jorden stadig oftere ikke holder. De lokale institutioners rådgivning er og har altid været baseret på erfaringsbaseret viden opbygget gennem et langt liv. Erfaringsbaseret viden har altid været fundamentet for afrikanske rurale samfund, og derfor er disse institutioner traditionelt bemandet af ældre, især mænd. Det foranderlige vejr udfordrer den erfaringsbaserede viden og dem, der besidder den, og deres magtmonopol.
For det andet spiller unge fra lokalsamfundet med indtægter fra lønarbejde, ofte udenfor lokalsamfundet, en vital rolle ved specifikke fødevarekriser. De unge kan i første omgang afhjælpe den akutte fødevaremangel med penge til indkøb af fødevarer. Konkret viser Jonas Østergaard Nielsens forskning, at de økonomisk succesfulde unge udfordrer de ældres magtmonopol, således at de unge overtager magten i de lokale institutioner. Altså betyder lokale klimakriser nedbrydning af traditionelle magtstrukturer og autoritetsmønstre.
Langtidsimplikationerne af disruption i de lokale strukturer er svære at vurdere. For det første, fordi datamaterialet er tyndt. For det andet, fordi målsætningen for mange af de unge, der har udfordret de ældres magtmonopol, ikke har været et ønske om at overtage magten. Derimod ønsker stadig flere unge mere individuel frihed og kontrol over egen fremtid, herunder muligheder for at flytte væk fra lokalområdet. Trods vanskelighederne med at udpege klare vindere ruralt af de klimarelaterede samfundsomvæltninger, så er ældre mænd de klare tabere. De mister status og indflydelse; det er en omvæltning af historisk karakter.
Familiemønstre under opbrud
Situationen for mange rurale familier har fællestræk til forandringerne i lokale institutioner med nedbrud og især opbrud. Traditionelt har rurale unge haft deres forældre og deres livsstil som uimodsagt forbilleder. Forældrene har desuden traditionelt været rammesættende for de unge og taget valg for dem. Mange af nutidens rurale afrikanske unge, især mænd, ser anderledes på deres forældre og har andet syn på det gode liv. Derfor bryder de med både traditionelle livsformer og autoritetsstrukturer.
Forandringerne for rurale unge skal findes i både push- og pull-faktorer, som f.eks. betyder, at afrikanske rurale unge i stigende omfang følger den globale trend og søger mod byerne. Mainstreamforestillingen er, at de unge, der søger lykken i byer, udsætter sig for store usikkerheder. Selvom der er indlysende udfordringer i livet udenfor de vante rammer på landet, så viser min forskning imidlertid, at det traditionelle liv på landet langt fra tilbyder tryghed. Udover udfordringerne med uforudsigeligt vejr er der problemer med knaphed og nedslidning af jorden, som kan kobles til utilstrækkelig regulering, samt demografiske forhold m.m. Konsekvensen af disse kriser betyder, at stadig flere unge er i en ”waithood” situation, som i første omgang rammer de unge mænd, fordi de mangler økonomisk fundament til etablering af egen familie(r). Den kumulerede effekt er, at sammenhængskraften indenfor og mellem familierne samt muligheder for de unges grundlag for familiedannelse bliver udfordret.
Migration og lokale konflikter
Lokalt funderede problemer rammer også deres omverden, men begrebet migration indfanger mobilitetsaspekterne. Migration er intet nyt fænomen for afrikanere, men måske et livsvilkår for mange. De seneste intraafrikanske migrationsbølger er primært migration fra land til by. Der er også en bølge den anden vej, da byerne ikke kan absorbere de massive strømme og de manglende jobmuligheder sender folk tilbage til landområderne. Selvom langt de største migrationsstrømme går fra landområderne til byerne, så prøver mange og stadig flere unge, især mænd, fra byerne at finde lønarbejde i landområderne. I Ghana trækker eksempelvis guldgravning, selvom det oftest er ulovligt, mange unge væk fra byerne. I det østlige og sydlige Afrika er industrilandbrug og særlig turismerelaterede jobs tiltrækkende for unge fra byerne. Mange af disse unge ser disse jobs som midlertidige jobs, for bylivet er attraktivt.
Direkte klimarelateret migration på landet forøget konfliktniveauet lokalt. Pastoralistiske grupper er særligt udsatte for og impliceret i rurale klimarelateret konflikter, særligt i forbindelse med tørke. Selvom migration har været en indgroet del af pastoralisternes livsform og overlevelsesstrategi, så er der stigning i konflikter mellem dem og såvel agerbrugere som naturbeskyttelsesinteresser. Konflikterne bunder i at pastoralisterne er mobile og søger muligheder for dem selv og deres husdyr, mens både agerbrugere og naturreservaterne i stigende omfang beskytter, hvad de opfatter som deres områder.
Lokale konflikter om adgang til jord er langt fra nye, men i de senere år er de, udover stigningen, også mere voldelige og vanskeligere at løse. Laikipia konflikten i det centrale Kenya er et eksempel på eskalering af konflikter med meget vidtgående konsekvenser og sandsynlige langtidsimplikationer i form af såvel polarisering som radikalisering. I Laikipia bluser der med ujævne mellemrum, ofte i forbindelse med tørker, konflikter op mellem og indenfor forskellige pastoralistiske grupper og jordejere. Pastoralisterne har akut behov for græsning til deres husdyr. Jordejerne hegner deres områder ind for at beskytte landbrug eller private naturreservater. Konflikterne kompliceres yderligere af forskellige magtfulde politisk-etniske interesser og særligt jordfordelingen i området.
Knapkriser truer og spredes hurtigere end resurseforbandelserne
Klima- og de andre simultane kriser betyder, at knaphedsproblemer skaber stadige dybere og mere alvorligere konflikter i afrikanske samfund. Dermed tilføjes en ny dimension af resurserelaterede kriser på kontinentet, hvor de dybe og dermed alvorlige nationale konflikter traditionelt er opstået som konsekvens af med rigdom på værdifulde naturresurser, gående under betegnelsen resurseforbandelse. Den nye afrikanske virkelighed er stedvise konflikter, som kan henledes til resurseforbandelse. Disse er muligvis vigende set i forhold til antallet af ramte afrikanske lande. Derimod er knaphedsrelaterede kriser på kraftig fremmarch med bekymrende spredningseffekter, fordi knaphedskriserne ikke kun truer de ramte områder, men via migration spredes til andre områder, der, som oftest, mangler kapacitet til at absorbere migranterne og imødekomme deres behov.
Holder Giddens paradoks i Afrika?
Mit argument om klimakriser i Afrika, som kan kobles til global opvarmning, og som bidrager til samfundsmæssige forandringer i Afrika, er interessant i lyset af Anthony Giddens teori, specifikt det selvudnævnte Giddens paradoks. Giddens er et ikon, en af mest indflydelsesrige og betydningsfulde nulevende samfundsvidenskabelige teoretikere. Forestillingen i Giddens paradoks om klimaet er, at de færreste føler sig ansporet til at gøre noget nu og her, da farerne ved global opvarmning ikke virker overhængende, men venter vi med at sætte ind, indtil konsekvenserne er tydelige for alle, kan det være for sent.
Situationen lokalt i afrikanske rurale samfund er, at der handles aktiv på problemer relateret til global opvarmning. Men betyder det så, at Giddens paradoks ikke holder i Afrika? Eller, er det fordi afrikanske samfund er i en anden situation eller en ny fase, anderledes end i vestlige samfund? Eller, er det allerede for sent i Afrika? Eller, har vestlige teorier begrænset anvendelighed i en afrikansk kontekst?
