Klimaet er for alvor rykket ind ved domstolene

gettyimages-1229212349
Oprydning efter oliespild i Sydafrika
Foto: Darren Stewart/Gallo Images via Getty Images
Thomas Jazrawi

1. februar 2021

En 40-årig flygtning fra Bangladesh skal alligevel ikke deporteres fra Frankrig, fordi luftforureningen i landet er farlig for hans astma. Royal Dutch Shell skal betale kompensation til fire lokale bønder for et oliespild i Nigerdeltaet.

Begge sager er afgjort i retten i starten af dette år. Og domstolene behandler flere og flere sager, der har baggrund i klimaforandringer eller miljø.

Det viser en ny rapport af FN’s Miljøprogram (UNEP).

”Borgere går i stigende grad til domstolene for at opnå retfærdighed og udøve deres ret til et sundt miljø. Dommere og domstole har en afgørende rolle at spille i håndteringen af klimakrisen,” udtaler Arnold Kreilhuber fra UNEP’s afdeling for lov.

Fordobling på tre år
I 2017 var der 884 sager for retten, der handlede om klimaforandringer og miljø. I 2020 var tallet steget til 1.550, viser den nye rapport, der er lavet i samarbejde med Columbia Law School.

Det er næsten en fordobling på tre år. Sagerne er blevet ført i 38 lande samt ved EU-domstole. Det er primært i rigere lande, at domstolene skal forholde sig til klimasager, men der er også en stigende tendens i udviklingslande.

I Colombia sagsøgte en gruppe unge eksempelvis regeringen for at sløse i kampen mod afskovning. Sagen kom for Højesteret, og her anerkendte retten, at de unge har en forfatningsmæssig ret til liv, sundhed, subsistens, frihed og menneskelig værdighed. Retten har derfor påbudt regeringen at fremlægge en strategi for at bekæmpe skovhugst.

Læs også: Colombias Højesteret i historisk dom: Amazonas har rettigheder og skal beskyttes bedre

I Brasilien har der været mindst tre sager om svækkelsen af beskyttelse af regnskoven. Der har også været retssager med baggrund i klima og miljø i lande som Indien, Pakistan, Peru, Filippinerne og Sydafrika, viser undersøgelsen.

De mange grønne retssager er glædeligt, mener UNEP.

”Denne tidevandsbølge af klimaretssager skubber til forandringer, som der er et stort behov for. Rapporten viser, hvordan klimaretssager får regeringer og virksomheder til at stræbe efter mere ambitiøse mål for reduktion af klimaskadelige udledninger og for tilpasning”, udtaler Inger Andersen, den danske generaldirektør for UNEP.