Indlægget er udelukkende udtryk for skribenternes egne holdninger.
Jeppe Bay Lynggaard & Anne Sofie Lindberg Knudsen er medarrangører af Folkets Klimamarch.
Den danske befolkning går igen på gaden under fanen af Folkets Klimamarch, for at kræve mere reel klimahandling fra Christiansborg. Det gør vi på søndag den 30. oktober over hele landet, og det er med sigtet om at minde politikerne om, at de lige nu svigter deres ansvar.
Vi har i løbet af de sidste 3,5 år lært, at vi bliver nødt til at holde politikerne til ilden og minde dem om deres ansvar for at løse tidens største udfordring.
Politikerne har ikke vist vejen til hverken 70 procent-målet i 2030 eller 2025-målsætningen, og sidste år steg Danmarks udledninger sågar. Politikerne har glemt det grønne mandat, de blev givet i 2019.
FN’s Klimapanel, IPCC, udgav i foråret en rapport, som råbte vagt i gevær og klargjorde nødvendigheden af, at der leveres CO2-reduktioner her og nu, hvis vi skal have nogen som helst forudsætning for at undgå irreversible konsekvenser.
Vi bliver nødt til at forme en fremtid, der er bæredygtig og bygget på retfærdige principper. Det bliver ikke nemt, og omstillingen vil komme til at kræve noget af os alle. Klimakrisen skelner ikke mellem grænser, politiske overbevisninger eller hvor vi sætter vores kryds på tirsdag. Vi har et fælles ansvar for at sikre en bæredygtig fremtid for os selv og for fremtidige generationer. Vi lever i den samme virkelighed, og vi skal i fællesskab tage skridtet mod en bæredygtigt fremtid, men det kræver også, at politikerne viser vejen.
Et første skridt mod et bæredygtigt samfund ville være at skabe et landbrug for fremtiden og reducere dets udledninger med 35 procent frem mod 2025. Det kan gøres ved at omlægge dyreproduktionen til planteproduktionen og udtage dele af landbrugsjord til skov og natur.
Et næste skridt er, at sætte en pause for de mest klimaskadelige motorvejsbyggerier og indføre fuld udfasning af fossile biler frem mod 2025 og hermed sætte transportsektoren på et grønnere spor.
Et tredje oplagt skridt er, at lave politiske rammer for finanssektoren, så den stopper for lån til kul, olie og gas senest i 2025.
Hvis politikerne følger disse forslag, så har de lagt fundamentet for, at det stadig er muligt at nå 2025-målsætningen, og dermed også lyttet til IPCC’s opråb om klimahandling nu og her, der skal føre til reelle reduktioner frem mod 2025.
Mens politikerne sætter de politiske rammer og tager beslutningen om, at klimaet skal stå øverst indenfor alle sektorer, når nye beslutninger skal træffes, så må vi andre blive ved med at engagere os. Ved at tage de svære samtaler om klimahandling på arbejdspladserne, i sportshallerne og til familiemiddagene.
Men vi står også klar med endnu et opråb, hvis politikerne endnu en gang skulle svigte os og det demokratiske grønne mandat.
Det er afgørende for fremtiden, at vi handler nu. Derfor skal vi så mange som muligt på tværs af befolkningsgrupper samles på søndag til Folkets Klimamarch. Presset på politikerne og opråbet skal både kunne mærkes og høres. Så gå med på søndag og vær med til at skabe et klimahandlingsvalg. Vær med til at præge vores fælles fremtid. Det er et afgørende øjeblik for os alle.