København bliver den første Fair trade By i Danmark

Redaktionen

Dagen før Mellemfolkeligt Samvirkes (MS) fair trade-festival “Fair Fælled” åbner, er København blevet godkendt som Fairtrade By, skriver MS i en pressemelding fredag.

København kan nu bryste sig af at være Danmarks første Fair trade By. Det betyder bl.a., at Københavns Kommune vil arbejde for, at flere københavnere lægger fair trade-produkter i indkøbskurven.

På Københavns Rådhus bliver der nu udelukkende drukket fair trade-mærket te og kaffe. Og fremover skal minimum 10 pct. af alt den kaffe og te, der drikkes i kommunen, bære det karakteristiske fair trade-logo (bomærke).

Samtidig vil kommunen inspirere københavnerne til oftere at vælge fair trade-produkter, når de går på café eller køber ind.

– Jeg er stolt over, at hovedstaden bliver Danmarks første Fair trade By. Det betyder, at vi vil se et øget forbrug af fair trade-mærkede varer til gavn for verdens fattigste. Københavns Kommune er landets største arbejdsplads, så vore indkøb gør en stor forskel. Det er lykkedes os at skaffe al den Max Havelaar fair trade-mærkede kaffe, vi skal bruge – og det er faktisk 7 tons, siger Anne Vang, politisk ordfører for Socialdemokraterne i borgerrepræsentationen på Rådhuset.

Udnævnelsen er foretaget af Max Havelaar og sker efter, at Mellemfolkeligt Samvirke og Københavns Kommunes politikere med overborgmester Ritt Bjerregaard (S) i spidsen sidste år besluttede, at kommunen skulle arbejde for at blive godkendt som Fair trade By.

Det seneste år har Københavns Kommune forberedt sig på godkendelsen ved at sikre, at man lever op til kravene til en Fair trade By. Der er desuden sammensat en styregruppe med aktive borgere og repræsentanter fra foreninger, kommunen og erhvervsliv.

Overrækkes på Fair Fælled Festival

I forbindelse med udnævnelsen holder Anne Vang tale på Fair Fælled Festivalen kl. 16 lørdag. Festivalen er en kulmination af kampagnen ”Gør din By til Fair trade By”, som Mellemfolkeligt Samvirke står bag.

– Vi håber, at København vil inspirere andre byer i landet. Når vi handler fair trade-produkter, bekæmper vi fattigdom ved at sikre, at fattige producenter fra verdens u-lande får en anstændig pris for deres arbejde. Kommunen er en stor forbruger, og vi skal som borgere stille krav om, at skattekronerne så vidt muligt går til fair trade-produkter, siger generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke, Frans Mikael Jansen.

– Max Havelaar er stolte i dag. Det er et tegn på, at fair trade vinder frem, ikke blot hos forbrugerne, men også hos virksomheder og offentlige instanser. Københavns Kommune har gjort et stort stykke arbejde for at få denne godkendelse, og vi håber, at andre byer i Danmark nu vil følge trop, siger generalsekretær i Max Havelaar, Judith Kyst.

Hvad er en Fair trade By?

For at få betegnelsen Fair trade By skal byrådet træffe politisk beslutning om at fremme kommunale indkøb af fair trade-produkter.

En Fair trade By skal herefter hvert år dokumentere, at der findes et bredt og stigende antal fair trade-mærkede produkter på både cafeer, restauranter og offentlige og private arbejdspladser. En Fair trade By skal bl.a. have en aktiv informationsindsats om fair trade over for borgere og erhvervsliv i kommunen.

Initiativet til Fair trade Byer stammer fra den britiske bistandsorganisation Oxfam, som etablerede verdens første Fair trade By i Garstang i 2000. I dag er det organisationen Max Havelaar, der godkender Fair trade byerne.

Der findes lige nu ca. 500 Fair trade Byer i hele verden, hovedsageligt i Storbritannien.

Hvad er Fair trade?

Fair trade Max Havelaar er en international mærkningsordning, der garanterer, at nogle af verdens fattigste bønder og arbejdere får en fair pris, dvs. en minimumspris, for deres produkter og ordentlige arbejdsforhold. Der tages desuden hensyn til miljøet i produktionen, en stor del af varerne er samtidig økologiske.

Bag mærkningsordningen står Fairtrade Labelling Organisations (FLO), som forestår kontrol af producenter og importører.

Yderligere oplysninger hos Anne Vang, formand for Fair tradestyregruppen,
tlf. 60 10 10 13

Man kan få flere informationer om Fair trade By konceptet og weekendens Fair Fælled Festival på www.ms.dk/fair og www.maxhavelaar.dk eller hos kommunikationschef i MS, Vibeke Vinther, tlf. 31 67 04 60.