Bedømmelse
Tinariwen: ★★★★★★
Tuhaf: ★★★★
Tinariwen er et utroligt orkester, der igen synes i en rivende udvikling.
Dels er lederen Ibrahim Ag Alhabib som genfødt ovenpå svær sygdom, men der er også to andre solister i bandet, som peger hen mod det generationsskifte, der dog heldigvis synes sat på standby. For den gamle mester er altså af en helt særlig beskaffenhed med en aura af ægthed som få.
Og så havde Per Abildtrup – amagerkansk ildsjæl gennem en menneskealder – fået den frække idé at lade det gryende kultorkester Tuhaf varme op, og det gjorde de godt. Anført af sangerinden Berin Bas og med guitaristen og korsangeren Kristian Haarløv som ankermand leverede de et charmerende sæt, hvor Berin Bas – som i øvrigt er pæredansk og tyrkisk fra Istanbul på en gang – var en særdeles effektiv kommunikatør, der sang fedt og havde udstråling parret med vid og situationsfornemmelse, som nok skal blive et effektivt våben i den fremtidige karriere.
De skabte en fest og har skrevet en stribe fede numre, hvor de vover at fremmane en stemning, som havde det amerikanske syreband The Doors forvildet sig ned ved Bosporus og iført sig snabeltyrkersko. Og selv om de egentlig rammer en bølge, der også tæller de fede Altin Gün fra Amsterdam, så har de en egen stil, hvor der både synges på tyrkisk og dansk.
Det placerer dem solidt i København, hvor vi i årevis har haft en butik på Vesterbro, der hedder Lille Istanbul. Tilsat Tuhaf er det nu et større Istanbul.
Koncerten på små 40 minutter var dog vel kort, og jeg vil se frem til snart at give bandet en mere dybdegående anmeldelse og derfor nøjes med at anbefale dem kraftigt.
Lad mig i stedet vende mig mod verdensnavnet fra midt i Sahara.
Himmelstigende form
Det er tredje gang indenfor de sidste år, at jeg oplever Tinariwen, som jeg første gang så som en af måske 35 tilskuere en varm eftermiddag i et lille telt på Roskilde Festival. Det er vel cirka 20 år siden.
Det har været en skelsættende rejse med orkesteret, som har budt på lysende højdepunkter, som dengang der var kvinder med i orkesteret, og de ramte samme festivals Arena-scene, som er den største teltscene, og hvor alt hvad der kunne krybe og gå i den danske rock- og worldbranche syntes samlet nedenfor scenen med specielle indforståede lys i øjnene, der bekræftende fortalte, at vi var vidne til noget specielt.
Jeg skrev for musikmagasinet Gaffa og affyrede de maksimale seks stjerner. Det samme gør jeg i skrivende stund mange år senere.
Jeg så sidst orkesteret til festivalen i Marokko i juni, som du kan læse om her.
Jeg har også set dem i Mali og det er fedt at se, hvor høj grad de er kult, vel at mærke også efter at mange pegede fingre af tuaregerne i kølvandet på fundamentalisters overtagelse af deres oprør i Nord-Mali og den krig, der i mere eller mindre grad har raset lige siden.
Tinariwen har dog for længst set skriften på væggen og har skiftet ørkenbyen Tessalit syd for grænsen ud med Tamanrasset-området mod nord.
Den opmærksomme Afrika-kender vil vide, at det betyder, at vi nu er i Algeriet, hvorfra det blandt andet er langt nemmere at få visum, når der skal turneres så flittigt, som Tinariwen gør. Derfor slipper de nu for det rod, der herskede i nogle år, hvor de i realiteten havde tre forskellige besætninger, som hovedmændene så ville spille med. Det samlede hold, der nu er på banen, bevirker, at de igen er blevet et ubrydeligt broderskab, der spiller fuldkommen formidabelt.
Her er det fortsat Ibrahim Ag Alhabib, som er personligheden, som gør hele forskellen med sin sang, fremtoningen som er mere cool end cool og ikke mindst de magiske forskydninger i form af riffs, hvor han med enkelte midler minder ikke så lidt om en Keith Richards. Han er simpelthen Tinariwen, både som solist og central energi i maskinrummet.
Solist nummer to er Abdallah Ag Alhousseyni, som mest spiller på sin store westernguitar, men også til denne koncert viste gode takter på elektrisk. Han bliver nok den fremtidige leder. Og endelig er der Alhassane Ag Touhami, som bruger det meste af koncerterne på at danse og sprede fed energi, men som i de sidste år har haft en serie på typisk tre numre midt i koncerten. Han har også personlighed og en speciel rocket hårdhed, som gør en stor forskel og meget ligner den stil, som yngre Sahara-bands som Songhoy Blues praktiserer.
Ibrahims smil
Jeg var ved at interviewe Tuhaf, da Tinariwen gik på, så jeg så en venlig Ibrahim Ag Alhabib, der kom ind for at hilse på de danske kollegaer. De fik et anerkendende smil, og hans varme og ansigtets farve glædede helt ned i sjælen, fordi jeg husker hans askegrå kontrafej, da han som en skygge af sit forhenværende selv turnerede med bandet, mens han stadig kæmpede med kræften.
Som vanligt var det Abdallah Ag Alhousseyni, der lagde for med et par af numrene fra det dugfriske album, Amadjar. Det var også et af numrene fra denne blændende plade, som introducerede bandets chef, som omgående spillede sine knitrende riffs, som har en egen kvalitet på sangen Amalouna, og virkningen på orkestret var mærkbar, fordi man faldt ind i en vuggende vibe, som kun den mand synes at kunne generere.
Nu faldt numrene slag i slag, og snart blev det tid til de obligatoriske tre numre midt i sættet, hvor Alhassane Ag Touhami droppede dansen og spændte guitaren på, som har en herligt snavset rocklyd, der har en egen rustik og skramlet lyd. Jeg kunne godt tænke mig en dag at høre en rocktrio med den fyr, som på det fede nummer Tamatant Tilay, som stammer fra 2007-udgivelsen, Aman Iman: Water Is Life.
Så gjorde han igen plads til Abdallah Ag Alhousseyni, som lige ville vise, at han også er ferm på en elektrisk guitar, og hvorfor han er kronprinsen. Her var det et par numre fra den fede 2017-udgivelse, Elwan, hvor man egentlig ikke savnede indsatserne fra blandt andre Kurt Vile, der var med på de oprindelige indspilninger. Her holdt Ibrahim pause, og man kunne se ham tulle lidt rundt indtil det var tid til koncertens klimaks, som vanen tro blev klassikeren Amassakoul, som var det statement af en sang, som for alvor katapulterede bandet op på de store scener tilbage i 2004.
Vi ville ikke slippe dem, og som den fede koncertsal, som Amager Bio er, er der selvfølgelig trægulv, så der blev stampet og klappet og vi fik adskillige ekstranumre.
De er fortsat fuldkomment unikke i verden.