Jørgen Olsen
Jørgen Olsen (født 1951) er koordinator i Genvej til Udvikling (GtU), hvis modernetværk er Emmaus International (EI), stiftet af Abbé Pierre.
Han har gået i livets skole og kommer tæt på definitionen af en halvstuderet røver. Aktiv i EI siden 1969 – i 2011 valgt til EI’s politiske udvalg, hvor der sidder 2 afrikanere, 2 asiater, 2 latinamerikanere og 4 europæere. Genvalgt til udvalget for anden og sidste 4-års periode i september 2015.
I 1978 var Jørgen Olsen med til at stifte GtU med baggrund i sin og medstifternes erfaringer med forskellige organisationer i og uden for Emmaus. GtU samarbejder med en halv snes græsrodsbevægelser i Vestafrika, især Kooperativet i Amataltal (Niger) og Pag-la-Yiri (Burkina Faso), som er den organisation i hele Emmaus International med flest medlemmer, 11.000, hvoraf de 10.000 er kvinder. Samarbejdet omfatter køb og salg af håndværksprodukter. og i Amataltal desuden brøndrenoveringer, kvægavl, havebrug og tosproget undervisning (tuaregisk og fransk) for børn og voksne.
Jeg har i over 50 år fulgt den belgiske udviklingsorganisation Terre – Page d’accueil de l’ONG Autre Terre agroécologie et gestion des déchets for de franskkyndige.
Som en organisation, der blev bygget op i årene efter Anden Verdenskrigs afslutning, har Terre set en del tilbage på sit historiske forløb og ransaget sine måder at arbejde på og se på verden på, hvilket jeg har behandlet i Til kamp for ligeværd i Globalnyt.
For at få et neutralt og fagligt perspektiv på samarbejdet med organisationer i Senegal, Burkina Faso, Mali, Philippinerne og Peru gennemførte et mangeårigt medlem af Terre’s ledelse, David Gabriel, for ikke så længe siden et langt og grundigt interview i Terre’s kvartalsblad med antropologen Chris Paulis, som er lektor ved universitetet i Liège og ekspert i køn og kulturmøder.
En veluddannet kvinde er god at gæste, så jeg vil i det følgende komme ind på nogle af Chris Paulis’ pointer, som jeg mener må have almen interesse.
Et vellykket udviklingsprojekt forudsætter inddragelse af alle parter
Chris Paulis gør meget ud af at pointere, at kønsaspektet er forskelligt fra land til land og skal studeres i enhver konkret sammenhæng; men på ét punkt er hun konsekvent: Hun fraråder, at den nordlige udviklingsorganisation arrangerer møder kun for kvinderne. Det vil med stor sandsynlighed blive opfattet som en trussel fra mændenes side. Det er en langt bedre idé, at aktiviteterne i et projekt planlægges i fællesskab, og at alle involverede får de samme informationer samtidigt.
David Gabriel mener at vide, at i Terre’s udviklingsprojekter giver det kvinderne øget legitimitet, at der oprettes arbejdspladser til dem, så de tjener deres egne penge. Det mener Paulis slet ikke, man automatisk kan gå ud fra; det vil kun gå godt, hvis der er en bred accept af sådanne arbejdspladser i det enkelte lokalsamfund.
Hvis mændene tjener mindre end kvinderne, vil det ramme dem på deres mandighed, og de vil ofte opleve, at kvinderne ikke har ret meget tid til dem og til husarbejdet. Vi skal ikke regne med, at ansvaret for børnene og for det huslige arbejde rundt om i Afrika og Latinamerika fra dag ét vil blive ligeligt fordelt mellem ægtefællerne, fordi kvinderne får arbejde uden for hjemmet.
Pas på med at være bedrevidende!
Paulis har observeret, at man generelt og især i Afrika værdsætter mindre og mindre, at de nordlige mennesker kommer som ”læremestre”, som vil lære eleverne, hvordan man ”lever godt”, at det her er ”sandheden”, det her er et ”samfund”, det her er ”frihed”, sådan tjener man penge og så videre.
Sat på spidsen, så kan et udviklingsprojekt, der arrangerer møder kun for kvinder og etablerer sig i en kortere årrække med udsendte medarbejdere med bedrevidende attituder, efterlade dybe konflikter mellem kønnene i det pågældende lokalsamfund og skubbe både udvikling og frigørelse længere ud i fremtiden, end hvis den nordlige organisation slet ikke havde blandet sig.
Paulis slutter interviewet med denne betragtning: ”Når vi først har trukket os fra en projektsammenhæng, risikerer de (lokalsamfundets kvinder, Red.) at betale en meget dyrere pris for det, såsom udnyttelse, foragt, kontrol og endog dominans eller vold.”
Forandringer kan tage generationer
Chris Paulis understreger undervejs i interviewet, at der kan tænkes mange samarbejdsformer, hvor kvindernes situation og status forbedres gennem lønarbejde; men det ændrer ikke på, at i ni ud af ti tilfælde vokser status først og fremmest gennem deres status som mødre. Man er en god mor i samfundets, ægtemandens og svigerfamiliens øjne, hvis børnene er veluddannede.
Jeg vælger at tro, at ”børnene” i den sætning både er piger og drenge, hvilket giver håb om gradvise, frigørende forandringer over en generation eller to.
Interviewet i sin helhed og i dansk oversættelse kan læses på dette link.
