Øverst på listen over de ting, vi skal have ordnet for igen i fuldt omfang at kunne hjælpe udsatte, fordrevne, fattige afghanere, er at få banksystemet til at fungere igen – for bankerne var noget af det første, der lukkede ved Talebans magtovertagelse.
Jeg ved, at jeg pludselig lyder bureaukratisk og kedelig, men vi, FN og andre ngo´er taler i forvejen om en forestående total kollaps i Afghanistan. Den kan blive fremskyndet og komme, førend vi aner, hvis vi ikke kan få penge ind i Afghanistan til at betale vores projekter og lønninger, som er en forudsætning for vores hjælp.
Det er en hjælp fra os og andre, som millioner af afghanere er helt afhængige af – uanset, hvad man måtte mene om deres nye regering.
For DACAAR´s vedkommende handler det om 1.000 lokalt ansatte, som er afgørende for, at vi kan gennemføre vores hjælp til blandt andet vand- og kvindeprojekter. Vores lokalt ansatte er selvfølgelig tættest på mig, men de er kun en flig af et langt større problem. Det større problem omfatter tillige hjælpen fra eksempelvis Udenrigsministeriet, FN og hele EU-systemet, der for DACAAR´s vedkommende står for godt 80 millioner kroner af årsbudgettet på 120 millioner.
Alle har vi penge, som lige nu hverken kan komme ind eller ud af Afghanistan.
Det skyldes, at selv de helt store banker er lukkede lige nu i Afghanistan, og derfor er det meget begrænset, hvad der kan flyttes af midler. På længere sigt, når bankerne åbner igen, er der stadig et kæmpe problem med, at de danske banker i stigende omfang ikke vil sende penge til Afghanistan af frygt for hvidvask, narkopenge – og for at pengene havner hos Taleban-regeringen, hvilket vi kan dokumentere ikke sker.
Den knude skal vi simpelthen have løst.
“Vi kan ikke hjælpe, hvis vi ikke kan få penge ind i Afghanistan,” siger Klaus Løkkegaard.
Foto: DACAAR
Ellers kan vi i DACAAR – og mange andre – meget hurtigt blive nødt til at lukke ned.
Man kan ikke have 1.000 medarbejdere uden at de kan få løn – eller have store projekter, uden der sendes penge til dem. Vi har indtil videre blandt andet udbetalt nogle lønninger et par måneder forud, men den ”løsning” er ikke holdbar på sigt.
Ministeren enig
På en konference arrangeret af Udenrigsministeriet og DIIS med titlen ”Afghanistan – hvad nu? – Seminar om den fremadrettede udviklingsindsats i Afghanistan” var der heldigvis stor enighed mellem DACAAR og udviklingsminister Flemming Møller Mortensen (S) om bankkrisen mellem blandt andet Danmark og Afghanistan. Vi frygter begge, at den kan fremskynde en truende total kollaps i Afghanistan. Udviklingsministeren sagde også direkte, at ”vi kan heller ikke komme af med vores penge.”
Det er afgørende for fremtidig, troværdig og gennemsigtig bistand for alle aktører, at man bliver enig om et mere sikkert system til pengeoverførsler. Netop de tanker vinder også genklang hos ministeren.
Hvad kan man så gøre konkret?
Både Danmark og de internationale organisationer skal hurtigst muligt bidrage til, at lægge pres på bankerne for at finde ordninger, som alle kan leve med.
Det er oplagt at lade Verdensbanken spille en stor rolle her. Verdensbankgruppen ejes af 188 medlemslande og har flere end 10.000 ansatte, som arbejder i over 120 lande. Vi taler altså om en vægtig aktør, som har det ene formål at udrydde ekstrem fattigdom.
Opgaven med at få banksystemer til at fungere mellem Afghanistan og udlandet ligger nærmest lige til højrebenet her. Det er en hasteopgave.
DACAAR er klar
Det naturlige spørgsmål er, at hvis der kommer penge igen til hjælpearbejdet, kan man så bruge dem?
Jeg kan kun tale for DACAAR, men i vores tilfælde er vi ved at være på plads igen med alle andre ting end pengeoverførsler efter Talebans magtovertagelse.
Jo, vi er i en overgangsfase, hvor vi alle sonderer terrænet – hvad er muligt? Hvad kan vi måske ikke lave? Men vi er alligevel ved at være nærmest 100 procent på plads igen. Det er vi, fordi vi næsten ikke har været ude af de områder, vi har arbejdet i.
Vi forhandler os på plads lokalt, når Taleban-ledere kommer ind, hvor der var regeringssoldater før. Indtil nu er det lykkedes. Vi bliver også inviteret af Taleban til at komme tilbage, og vi er relativt fortrøstningsfulde.
Vi laver også stadig projekter, som er decideret målrettet kvinder. Det er i den forbindelse fantastisk med de fine, ekstra millionbevillinger de seneste uger, tak for det, men vi skal ikke glemme den langsigtede indsats.
Det er den, som skal hindre, at vi på sigt ikke hele tiden skal ud med nye, humanitære indsatser de næste mange år.
Donor-klarhed, please
Derfor har DACAAR og andre ngo´er også brug for klarhed fra donorerne: Hvad skal der være af kriterier for fremtidig bistand?
Vi deler tanken om nogle røde linjer, og vi har mulighed for at forhandle ting på plads. Men de store forhandlinger med Taleban om deres politik kræver andre og større muskler. De forhandlinger kræver, at FN og EU-systemet går ind, og at Danmark er med til at sætte rammer for, hvilken udviklingsbistand, som vi har lyst til at bedrive i Afghanistan. Særligt på områder som kvinders rettigheder, fredsskabende aktiviteter og sikkerhed for medarbejdere lokalt.
Vi skal også erkende, at vi er nødt til at have dialog med Taleban.
Ikke for at acceptere dem som regime, men dialog er nødvendig om, hvad vi og de forventer. Den humanitære hjælp er central, for den nye Taleban-regering ved godt, at de ikke kan levere den selv.
Vi skal derfor have klarhed over betingelser og kriterier. Der er mange afghanere i akut nød, og derfor skal vi overveje, hvornår det er rigtigt at sætte foden i jorden.
Det glæder mig, at udviklingsminister Flemming Møller Mortensen er helt med på at se fremad på de punkter også:
Principperne skal på plads. Kvindernes rolle skal være der. Vi ved, at kvinderne er en del af løsningen på de store udfordringer. Og her skubber vi på alt det vi kan. Og vi skal sikre, at sanktioner ikke spænder ben for det, sagde ministeren på DIIS´ og Udenrigsministeriets konference.
I forhold til de udfordringer og kampe, som en ganske lille organisation som DACAAR lige nu må tage – størrelsen set i forhold til FN, EU og andre – er jeg glad for, at udviklingsministeren anerkender de erfaringer og synspunker, som DACAAR har. Og at han tilmed bygger videre på dem. Derfor gik hans slutbemærkning lige i hjertet på os, da Flemming Møller Mortensen sendte en hilsen til DACAAR:
“I siger, at DACAAR er en lille organisation, men i mit hjerte er I ikke en lille organisation. Alle der bærer positivt i en krisesituation – og har indgående kendskab til Afghanistan – er fantastisk væsentlige partnere at arbejde sammen med for Udviklingsministeriet,” sagde han.
Jeg er sikker på, at den hilsen også kan gælde eksempelvis Red Barnet, Dansk Folkehjælp, Dansk Flygtningehjælp, Mission Øst, IMS med flere.
Klaus Løkkegaard er sekretariatschef for DACAAR, dansk NGO med 1.000 lokalt ansatte afghanere.
