Homeless Souls
Udstillingen kan opleves frem til 21. september 2019
Louisiana – Museum of Modern Art
Gammel Strandvej 13
3050 Humlebæk
Udstillingen rummer værker af bl.a.
– Kader Attia (f. 1970, Frankrig)
– Tiffany Chung (f. 1969, Vietnam)
– Hiwa K (f. 1975, Irak)
Link til udstillingen her.
Duften af langtidsstegt oksetyksteg og ovnbagte kartofler kryber sig stille ind i næseborene i takt med, at jeg bevæger mig ned ad de lange modernistiske gange, der er så kendetegnende for Louisiana.
”Homeless Souls” er placeret under Louisanas café, og jeg er derfor nødsaget til at haste igennem både Jorn-rummet og forbi middagsspisende gæster, der mæsker sig i aftenbuffeten, inden jeg når kældermørket.
Idet jeg tager det sidste trin ned ad den blankhvide vindeltrappe, åbnes det store glasdørsparti lydløst, og jeg træder ind i mørket og stilheden, væk fra de muntre, smaskende stemmer, der med ét forstummer fra caféen ovenpå.
Fodritual
Det første syn, der møder mig i mørket, er en række benproteser, der tilsammen danner en cirkel i midten af rummet. Værket hedder ”Artificial Nature” (2014), og er skabt af den fransk-algeriske kunstner Kader Attia.
Benproteserne udgør et samhørighedsritual i den fransk-algeriske kunstner Kader Attias værk “Artificial Nature” fra 2014.
Foto: Siri Franceschi
Attia er inspireret af et ritual, der praktiseres blandt pygmæerne i det nordlige Congo og stammefolket fra Sepik i Papua Ny Guinea, hvor de deltagende samler deres fødder i en cirkel for at skabe samhørighed.
De tomme proteser fremstår nøgne og sårbare i det store rum, og de få personer, der betragter cirklen, synes unaturligt stille. Værket vækker en dyb følelse af mismod, da det samhørighedsritual, som Attia er inspireret af, synes forsvundet med indblandingen af de vestlige benproteser.
Flugt og farver
Jeg bevæger mig væk fra det rituelle benprotesescenarie og går i takt med de andre museumsgæster langs væggene, der byder på værker af blandt andet vietnamesiske Tiffany Chung.
Chung har broderet en række landkort, der viser antallet af internt fordrevne på verdensplan. Landkortene er minutiøst udarbejdet, og håndarbejdet tillægger værket en dimension af tidsløshed, da de konstant formaterende flygtningestrømme er sat på midlertidigt standby.
Jeg forlader Chungs landkort og går videre ind i det tilstødende rum og ned ad trappen, hvor udstillingens kendingsværk – som også er at finde på de kolossale gratisplakater der ligger opstablet rundt omkring – indtager både skærme, gulv og vægge.
Installationen ”Where to? Wherever it Chances” (2009) er skabt specielt til udstillingen af en kunstnertrio, der lever i eksil i Dubai. Værket består af fotografier og filmklip fra flygtningelejre i Frankrig og Grækenland, som trioen har overmalet og omdannet til en slags stop-motion-film. Alt er i bevægelse, og det er svært helt at finde hoved og hale på, hvor de forskellige figurer og farver starter og stopper.
Videoværkerne ”Pre-Image (Blind As the Mother Tongue)” (2017) og ”Wonderland” (2016), skabt af henholdsvis den irakiske Hiwa K og den tyrkiske Erkan Özgen, gør stærkt indtryk. ”Wonderland” portrætterer den døve 13-årige Muhammed, som gennem fagter og lyde fortæller om sin flugt fra den syriske by Kobani til Tyrkiet. Uden ord formår Muhammed klart at formidle de oplevelser, som er overgået ham, og det ordløse sprog gør forklaringerne af tortur og frygt ubehageligt levende.
Den 13-årige døve dreng Muhammed fortæller med fagter om flugten fra Syrien til Tyrkiet. Filmen er en del af den tyrkiske kunstner Erkan Özgens værk “Wonderland” fra 2016.
Foto: Erkan Özgen/Louisiana
Louisianas politiske pondus
”Homeless Souls” er fysisk en lille udstilling, men indeholder værker fra hele 13 kunstnere. Det er på sin vis ærgerligt, da de mange værker sammensmelter og i den forbindelse undergraver de enkelte værkers autonome budskab. Det samlede politiske budskab er dog klart, og man er ikke i tvivl om, at udstillingen har til hensigt at vække folks humanitære og politiske engagement.
Udstillingen kræver tid og eftertanke, da værkerne i høj grad efterlader et rum for refleksion over samtidens flygtningesituation og de dertilhørende konsekvenser. Det havde været befriende, hvis værkerne havde fået lidt mere plads, eller hvis der havde været færre af dem, da de virker lidt sammenstuvede i den forholdsvist trange kælder.
Placeringen i kælderen er dog en ren genialitet fra Louisianas side. Fra ”Homeless Souls” bliver man ført direkte ind i den amerikanske fotograf Lauren Greenfields udstilling ”Generation Wealth”, som er en fotografisk serie over amerikansk forbrugerkultur og ekstrem rigdom.
Udstillingen er på den måde indkapslet mellem Louisianas mellemdyre buffet og Greenfields dokumentation af benhård kapitalisme, hvilket sætter to tykke streger under det politiske budskab. Vi tvinges til at opleve skellet mellem vild vestlig forbrugerisme og den desperation og håbløshed, som finder sted lige ved siden af. Og det er med dén erkendelse i baghovedet, at udstillingen virkelig fungerer.
