FN er ved at udarbejde en ny AIDS-strategi, og det fortjener vores bevågenhed midt i Corona-pandemien. Det er nemlig bredt anerkendt, at det mangeårige arbejde med at udvikle en HIV-vaccine har været afgørende for, at en vaccine mod Covid-19 har kunnet skabes på mindre end et år. Det samme gælder udviklingen af vaccinerne mod Ebola og Zika-virus. Dette er enkelte eksempler på, hvor overraskende store gevinster, der har været ved at investere i den globale indsats mod HIV/AIDS over årene.
Den nye globale AIDS Strategi for perioden 2021-2026 var et af hovedpunkterne på bestyrelsesmødet i UNAIDS (FNs fælles HIV/AIDS program) kort før jul. Der blev rejst væsentlige spørgsmål om sundhed og menneskerettigheder på områder, som er centrale for danske udviklingsprioriteter. Seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder, ulighed samt klare mål for HIV-forebyggelsesindsatser for de mest udsatte befolkningsgrupper var i fokus for diskussionerne – og kontroverserne – medlemsstaterne imellem. Det er spørgsmål, som skal endeligt afklares i de kommende måneder frem mod et Højniveau-møde om HIV/AIDS på FN’s Generalforsamling i New York til sommer.
Den globale respons på HIV/AIDS har længe været en drivkraft i at fremme mere rettigheds- og evidensbaserede indsatser på sundhedsområdet. UNAIDS har i perioder været et væsentligt forum for dette. Noget der tydeligt fremgik af ngo’ernes markante bidrag til bestyrelsesmødet, rapporten “Engagement, Evidence and Impact: 25 years of the NGO Delegation to the UNAIDS Programme Coordinating Board.”
Midt i den globale strategiproces bidrog ngo’erne ganske enkelt med en rapport om de mange resultater, som de har opnået i UNAIDS’ bestyrelse gennem 25 år. Det blev gjort for at betone deres betydning for global strategi-udvikling og implementering i en tid, hvor civilsamfund er under stærkt pres mange steder i verden. Corona-pandemien har i mange lande kun forstærket disse tendenser.
Ngo’erne trækker virkeligheden ind i FN
Der er tale om et bemærkelsesværdigt jubilæum. UNAIDS blev etableret i 1995 som et nyt internationalt forum for global AIDS-politik, der samtidig skulle sikre en velkoordineret FN-indsats mod HIV-epidemien. Sidstnævnte rolle gjorde UNAIDS til en drivkraft i den FN-reformdagsorden, som fik momentum i løbet af 1990erne. Samtidigt blev en ngo-delegation med repræsentanter fra fem verdensdele en integreret del af UNAIDS’ bestyrelse.
Den direkte civilsamfundsinddragelse var mere vidtgående end, hvad man før havde set i FNs besluttende organer. Det var innovativt og blev vitalt for udviklingen – siden årtusindskiftet – af en mere effektiv global indsats mod HIV/AIDS.
Rapporten viser, at ngo-delegationen har skabt markante resultater på en lang række områder. Aktivismen har flyttet globale dagsordener og sikret større ansvarlighed og gennemsigtighed i FN-systemets arbejde. Oveni har FNs medlemsstater fået kam til deres hår – både de konservative og de almindeligt træge stater.
Ngo-delegationen har over årene bestået af folk der lever med HIV, LGBTQ+-personer, stofbrugere, sexarbejdere samt repræsentanter fra ungdoms- eller kvindeorganisationer med mere. Med dem siddende ved forhandlingsbordet har den levede virkelighed altid banket på. De har sat ansigt på den globale pandemi i alle dens facetter, og de har bragt evidens og lidenskab til FN´s debatter – især på forsømte og kontroversielle områder. Deres fortalervirksomhed, tætte koordinering og samarbejde samt deres diplomatiske indsats gjorde civilsamfundets prioriteter konkrete på højeste beslutningsniveau.
Sex og narko
Der er særligt to eksempler, som kan illustrere deres væsentlige bidrag.
I løbet af 2006 og 2007 arbejdede man i UNAIDS regi på de første FN-retningslinjer vedrørende HIV og sexarbejde. Da det første udkast fremkom stod det klart, at FN ikke havde valgt en rettighedsbaseret tilgang, og at man ikke havde konsulteret repræsentanter for sexarbejdere. Retningslinjerne var ved at udvikle sig i en retning, som kunne være skadelig for denne særligt udsatte gruppe, hvad angik eksponering for HIV. Ngo-delegationen fik sammen med sit netværk i civilsamfundet mobiliseret en respons, som fik ændret på hele processen.
Udkastet til FN´s retningslinjer blev grundigt revideret, så de reflekterede en rettighedsbaseret tilgang, som inddrog sexarbejdernes egne behov og erfaringer. Processen lagde fundamentet til nye politikker og mere praktiske tilgange til HIV-indsatser med sexarbejdere, som igen skabte et helt nyt samarbejde mellem deres organisationer og FN-systemet.
UNAIDS’ bestyrelse viste sig at være et vigtigt forum for civilsamfundet for at skabe ændringer på globalt plan. Det var ikke sket uden deres tilstedeværelse. Siden dengang er der kommet en mere udbredt forståelse for sexarbejderes menneskerettigheder.
I 2012 besluttede UNODC (UN Office on Drugs and Crime) at nedlægge kontorets globale HIV-program. Det var et stort problem, fordi det ville svække fokus på stofbrugeres vilkår og udsathed som en del af international narkotika-politik. På flere kontinenter er injicerende stofbrug en central faktor i spredningen af HIV, så det var et helt afgørende område at fastholde fokus på.
Det internationale netværk for stofbrugere havde længe kæmpet mod UNODC’s centrale rolle i den ekstremt skadelige ”war on drugs”, hvor kriminalisering og militarisering var de tilgange, som UNODC’s medlemsstater bakkede op om. UNODC er baseret i Wien, og her lød det, at menneskerettigheder ”var noget FN lavede i Geneve og ikke i Wien.” UNODC’s globale HIV-program var imidlertid den eneste åbning for mere folkesundheds- og menneskeretsorienterede tilgange. Derfor måtte civilsamfundet gøre noget.
UNODC er en af de FN-organisationer, som er med i UNAIDS. Det internationale netværk for stofbrugere var med i ngo-delegationen i UNAIDS bestyrelse. De brugte bestyrelsen til arbejdet for at omstøde beslutningen om nedlukning af UNODC’s HIV-program, hvilket de fik succes med.
Bevågenheden betød nemlig, at der kom politisk pres på UNODC for ikke at gennemføre nedlukningen. Organisationen rettede efterfølgende ind. I stedet startede – i kølvandet på denne proces – et nyt samarbejde fra 2013 med en UNODC Civil Society Group on Drug Use and HIV. Ligesom med sexarbejderne har det skabt et langt stærkere samarbejde mellem FN-system og civilsamfund på et notorisk problematisk og betændt felt.
Imponerende indsats fra de udsatte
Betydningen af sådanne konsultationsmekanismer bør ikke undervurderes. Vi har nemlig over de sidste fem år set et markant skifte i international narkotika-politik henimod mere sundheds-, evidens- og menneskerettighedsbaserede tilgange. Der er ingen tvivl om, at det store internationale fokus på HIV-epidemien har ydet et væsentligt bidrag til denne ændring. Der er lang vej endnu, men et væsentligt sporskifte fandt sted, da ngo-delegationen bragte kampen om UNODCs organisatoriske prioriteter til UNAIDS i Geneve.
Det fremstår måske udefra som en lille ting, men det var i virkeligheden strategisk ageren fra civilsamfundsaktører af potentielt stor global politisk betydning. Dette bliver kun tydeligere, efterhånden som flere og flere lande bevæger sig væk fra den katastrofale ”war on drugs”-tilgang.
Den aktuelle rapport om arbejdet gennem 25 år illustrerer på fornem vis, at ngo-delegationen i UNAIDS´ bestyrelse har sået frø, som blomstrer helt andre steder.
Det kan man for eksempel se i de globale sundhedsorganisationer, som er etableret efter UNAIDS. De har nemlig fastholdt, at ngo-repræsentanter skulle integreres i deres formelle besluttende organer. Den væsentligste aktør her er Den Globale Fond til Bekæmpelse af AIDS, Tuberkulose og Malaria – den nok største donor indenfor global sundhed – men også andre. Denne mere centrale rolle for civilsamfund i udformningen af global sundhedspolitik er i sig selv et markant resultat, som kan føres tilbage til ngo-delegationen i UNAIDS bestyrelse.
Historien om denne ngo-delegations indsats igennem 25 år viser, at aktivismen har løftet et kæmpeansvar på det internationale samfunds vegne. Den har sikret væsentlige ændringer, og den har stillet FN-organisationer og medlemsstater til ansvar. Det er en imponerende indsats af repræsentanter fra ofte udsatte og marginaliserede grupper, som det er værd at holde i erindring midt i en ny global pandemi og midt i en tid, hvor civilsamfundsorganisationer og menneskerettighedsforkæmpere er under pres på næsten alle fronter.
Steven L. B. Jensen er seniorforsker ved Institut for Menneskerettigheder og arbejdede for UNAIDS i Geneve fra 2003-2007
