Af Jørgen Harboe
For ca. et år siden besluttede den daværende indiske hindu-nationalistiske BJP-regering, at nu havde den fået nok af u-landsbistand fra Danmark og 14 andre vestlige lande. Vi blev simpelt hen bedt om at give pengene til nogen, der havde mere brug for dem. Det er aldrig sket før i hele verdens bistandshistorie.
Og det gjorde vi så, – eller rettere: vi skar i u-landsbistanden uden at nogen sagde av. Indien havde jo selv bedt om det.
Nu har Indien fået en ny regering under ledelse af Kongrespartiet, og det vil være naturligt at hviske den udpegede ministerpræsident Manmohan Singh i øret, at vi vil se med velvilje på en evt. indisk anmodning om at genoptage den danske udviklingsbistand.
Selvfølgelig skal anmodningen komme fra Indien, ikke fra os, for det var jo dem, der verfede os ud. Derfor skal de selv bede os om at hjælpe, vi skal ikke sige: Årh, vil I ikke nok have os tilbage!
På den anden side er der gode grund til at udsende velvillige lyde og plante ideen, nu efter regeringsskiftet.
Den indiske beslutning om at slutte sit bistandssamarbejde med Danmark havde nemlig en forhistorie. Det var faktisk den daværende danske Nyrup-regering, der først besluttede at neddrosle den danske bistand. Det skete som følge af, at BJP-regeringen i Indien gennemførte a-prøvesprængninger i 1998.
En regering, der foretager sig sådan noget – og har råd til det, – er ikke værdig til at modtage dansk bistand og har heller ikke brug for den, sagde den socialdemokratiske danske regering.
BJP-regeringen kom os bare i forkøbet med et “ryg og rejs”, inden vi var færdige med at drosle ned.
Nu har Indien fået en ny regering, hvis designerede leder har sagt, at han giver fredsforhandlingerne med Pakistan førsteprioritet. Efter eget udsagn anser han det som sin vigtigste opgave at slutte fred med arvefjenden, – ikke true den og resten af verden med atomkrig.
Det kunne tyde på, at hele det oprindelige grundlag for bistandsstriden med Indien er forsvundet sammen med BJP-regeringen, og at Danmark kan gavne fredsprocessen i Sydasien ved at signalere, at vi er villige til at støtte den med bistandskroner.
Det vil også være i pagt med Fogh-regeringens ønske om at kæde bistand sammen med sikkerhedspolitik.
Men aller vigtigst er det naturligvis, at Indien er det land, der har den største fattigbefolkning i hele verden, og at hovedmålet med dansk u-landsbistand er at bekæmpe fattigdom.
Så nu, da begrundelsen for neddroslingen i 1998 sandsynligvis er væk, vil det være naturligt, hvis vi undersøger mulighederne for at hjælpe den nye indiske regering med at løfte sin enorme fattigbefolkning op og frem mod en menneskeværdig udvikling.
Det tidligere indiske styre stod i spidsen for et land med en årlig økonomisk vækst på ca. 8 procent. Der er al mulig grund til at tro, at denne vækstlinje vil fortsætte. Økonomen Manmohan Singh har alle forudsætninger for at fastholde den.
Det vil derfor være spændende, om vi kan etablere et samarbejde med Kongres-regeringen, der går ud på at kanalisere den enorme vækst ud til fattigbefolkningen i form af bedre uddannelse, bedre sundhed og bedre muligheder for indkomst.
Her vil en evt. dansk hjælp naturligvis være pebernødder i forhold til, hvad Indien selv kan og bør yde. Men vores hjælp kan være igangsættende, – en rolle vi tidligere med held har udfyldt i Indien, f.eks. på sundheds- og kvindeområdet.
Den sidste grund til at hviske inderne forjættende ord i ørerne er netop, at vi har en masse bistandserfaring knyttet til Indien, som det vil være synd at kaste overbord.
Indien var et af de første lande, der modtog bilateral dansk statsbistand for over 40 år siden. Inden da hjalp danske missionærer i 250 år indenfor sundhed og undervisning.
Jørgen Harboe er freelance journalist med Den 3. Verden som speciale og har bl.a. besøgt Indien flere gange
