Af Eva Rasmussen
MANAGUA, 8. Februar 2009: Nicaraguas hovedstad Managua har fået et nyt ansigt. Overalt i den solskoldede by dukker små figurer af Jomfru Maria og andre hellige kvinder op.
Over alle dem troner præsidenten, sandinisten Daniel Ortega på kæmpeplakater, hvor han på rosa baggrund fortæller, at når man holder sit ord over for folket, holder man sit ord over for Gud.
Gud har imidlertid ifgl. Daniel Ortega brug for en smule assistance. Da et svindeldømt kommunalvalg 9. november 2008 førte til, at næsten alle lande frøs deres støtte til finansloven, og USA frøs finansieringen af den såkaldte millenniumfond, der skal hjælpe udviklingslandende til at nå 2015 målene, var præsidentens budskab: Stol på Gud og Venezuela.
Om ikke andet, så er det sidste en tvivlsom satsning. Venezuelas rigdom er baseret på prisen på råolie, og den er mellem januar og december 2008 faldet fra 130 til 30 dollar per tønde. Det har blandt andet betydet, at det sydamerikanske land ikke har opført et raffinaderi, som det lovede nicarguanerne efter sandinisternes sejr for godt to år siden.
Indtil nu har Venezuela støttet Nicaragua med billig råolie, som regeringen sælger videre. Pengene, der kommer ud af det, er imidlertid ikke underlagt nogen form for kontrol. De er regeringens private gavekasse til rettroende.
Sidste stød mod troen på Venezuela kom, da det spanske dagblad El País forleden afslørede, at det statslige olieselskab PDVSA havde en gæld på 7.860 millioner dollar til samarbjdspartnere i Oklahoma, USA. eller mere end Nicaraguas brutto nationalindtægt, der er på 5.800 millioner dollar.
Det betyder, at den venezuelanske olieproduktion er i dyb krise og næppe kan hjælpe Nicaragua ud af landets finansielle krise. I den situation vender den nicaraguanske regering sig mod gamle kendinge, IMF, der ifgl. Nicaraguas nationalbankdirektør skulle være villig til at slagte en hellig ko, de internationale valutareserver, der selv i de fattigste tider har skulle svare til tre gange værdien af importen.
En delegation IMF kommer om få dage til Nicaragua.
Derudover er planen at finansiere 2009 budgettet med lån fra Den Interamerikanske Udviklingsbank, Verdensbanken, og Den Interamerikanske Bank for Økonomisk Integration.
Imens kommer der flere og flere tyggegummisælgende børn i lyskurvene. Trods løfter og love er der ikke gratis adgang til undervisning og sundhedssystem, og flere nicaraguanere, som jeg har snakket med, er ramt af en politisk depression.
Det at være sandinist er ikke alene at være medlem af et politisk parti. Det er en livsramme, og selv de stædigste må se i øjnene, at den ikke holdt.
