KOMMENTAR
Af Mikkel Møldrup-Lakjer, Mellemamerika Komiteen
Guatemalas nye præsident, Oscar Berger, havde valgt tirsdag den 30. marts til offentliggørelsen af udnævnelsen af Rosalina Tuyuc fra enkeorganisationen CONAVIGUA til forkvinde for Comisión Nacional de Resarcimiento, som skal sørge for udbetaling af erstatning til borgerkrigens ofre.
Det var belejligt for Berger at komme med denne erklæring på dagen, da titusindvis af bønder stod foran nationalpaladset og krævede penge til erstatning til borgerkrigens ofre.
Maya-kaqchikelindianeren Rosalina Tuyuc, som selv mistede sin mand under borgerkrigen, regnes for at være en af de få uplettede folkelige ledere i Guatemala. Den indianske befolkning kender og elsker “Rosalina” som en af deres egne, en leder, der ikke er for fin til at tage samme bus som alle andre på turen fra Chimaltenango til Guatemala By.
Tuyuc har længe været frontfiguren i de folkelige bevægelsers fremførelse af erstatningskravene, og hendes stædighed er ikke blevet mindre af, at de tidligere PAC-patruljer, som har begået mange af overgrebene, har fået erstatning for deres militærtjeneste.
Rosalina Tuyucs har sagt, at hun vil tage imod udnævnelsen, når hun modtager den officielle meddelelse. Dermed bliver hun endnu en prominent personlighed i rækken af de mange ledere af folkelige og indianske organisationer, som Berger-regeringen knytter til sin administration.
I Mellemamerika er det en kendt strategi at købe de folkelige ledere og pacificere dem ved at knytte dem til regeringsmagten i velbetalte embeder, hvor de ikke for alvor kan ændre noget.
Alfonso Portillo og FRG havde succes med denne strategi i den foregående periode, og det er spor, som skræmmer, nu da Berger inviterer oppositionen til samarbejde. Mange husker med forargelse og skuffelse, hvordan menneskeretsaktivisten Edgar Gutierrez blev til den mest indædte forsvarer af Alfonso Portillos embedsførelse og af udbetalingen af erstatning til de tidligere PAC-patruljer.
Frank LaRue fra menneskerettighedscenteret CALDH sagde i 2000 om Portillos “pluralistiske kabinet”, at formålet var “at invokere populære symboler og bestemte ledere og repræsentanter for sociale bevægelser, præcis som PRI gør det i Mexico. (…) Som i Mexico er formålet ikke nødvendigvis massivt at underlægge sig enhver opposition, men at erhverve sig lederne som opstår af disse bevægelser med tilbud om godt betalte embeder for at gøre deres bevægelser tavse”.
Bergers regering kan sandsynligvis få endnu større held med denne strategi i indeværende regeringsperiode, eftersom Berger og GANA ikke er nær så kompromitterede af fortiden, som Ríos Montt og FRG var.
Uanset hvor oprigtig Berger må være, er hans udstrakte hånd til Rosalina Tuyuc en genistreg. Hun var tvunget til at sige ja. Havde hun sagt nej, ville hun være kørt ud på et sidespor.
Hvem ville tage en leder alvorligt, der står på sidelinjen og kræver erstatninger, men samtidig har sagt nej tak til selv at tage ansvar for deres udbetalinger?
Omvendt har Tuyucs ja bragt hende på gyngende grund. Hun bliver forkvinde for en kommission uden midler til bare nogenlunde at kunne opfylde de efterladtes rimelige forventninger om erstatning. Og kan hun ikke levere resultater, kan det ødelægge hendes opbakning og splitte bevægelsen.
Nu er Rosalina Tuyuc ikke nogen novice inden for officiel politik. Hun repræsenterede FDNG i parlamentet i den første demokratiske periode, hvor venstrefløjen var repræsenteret (1996-2000), og hun ved nok om det politiske spil til at have undgået kompromitterende alliancer ind til nu.
Tilsyneladende er hun oven i købet kommet Berger i forkøbet ved at sørge for, at de folkelige organisationer selv bragte hende i forslag som leder af kommissionen, inden Berger strakte hånden ud. Det gør det nemmere for hende at acceptere udnævnelsen med æren i behold, og det er samtidig et signal til Berger om, at han har at gøre med en kvalificeret medspiller.
Sådan må Tuyucs udtalelser i forbindelse med udnævnelsen også tolkes: Hun accepterer, men angiveligt på visse betingelser. Hun er klar over, at budgettet på 70 millioner quetzales er alt for lidt til at kunne tilfredsstille de efterladtes krav, men da hun formentlig ikke kan holde til at sige nej til udnævnelsen, står hun i en dårlig forhandlingsposition.
Hun forsikrer også, at hendes arbejde for CONAVIGUA i forbindelse med opgravningen, identificeringen og genbegravelsen af ligene fra massegravene vil fortsætte efter hendes udnævnelse.
Rosalina Tuyuc slutter sig dermed til rækken af folkelige ledere og prominente personligheder fra oppositionen, som nu afprøver mulighederne for resultater inden for Berger-regeringens rammer.
Tidligere så vi et lignende forløb med Bergers udpegning af Helen Mack til den kommission for den nationale sikkerhed, som fredsaftalerne siger skal oprettes. Pressen skrev først, at Mack havde sagt “ja”, senere at svaret var “måske” – nu forlød det fra Helen Mack, at hun kun ville acceptere, hvis de folkelige organisationer bragte hende i forslag til kommissionen.
Endnu mere overraskende var udnævnelsen af ovennævnte Frank LaRue til den præsidentielle menneskerettighedskommission, COPREDEH. Samme LaRue, som så præcist har beskrevet FRGs populistiske strategi for køb og pacificering af folkelige ledere, følte sig nødsaget til at tage imod udnævnelsen fra Berger.
I et brev til sine internationale kontakter forsikrer LaRue, at han vil være en del af Bergers kabinet, så længe og kun så længe, han kan fortsætte sit hidtidige menneskeretsarbejde i kraft af sit embede.
Andre oppositionsledere er bragt i lige så prekære situationer af Bergers invitationer. Nobelprismodtageren Rigoberta Menchu var hovedperson i et helt farceagtigt forløb, hvor hun først sagde ja – så nej, og så igen ja – til sin udnævnelse til “goodwill-ambassadør” (embajadora de buena voluntad) for Guatemala i internationale fora.
Menchu har naturligvis haft mange betænkeligheder til fælles med de andre oppositionsledere, som har modtaget udnævnelser. Men i modsætning til Tuyuc og Mack har Menchu ikke noget bagland at tage hensyn til.
Hun har længe været ret upopulær i Guatemala, også iblandt den indianske befolkning, men har skabt sig en position i kraft af fredsprisen og sin egen person, sin rolle i FN og det internationale samfund, sine sagsanlæg mod Ríos Montt og sin institution Fundacion Rigoberta Menchu.
Et sådant råderum har Tuyuc ikke. Tiden vil vise, om det lykkes hende at udfylde dobbeltrollen som oppositionsleder og forkvinde for den officielle kommission.
Vi kan kun håbe, at hun opnår resultater, og at hendes bagland i CONAVIGUA er stærkt nok til at sikre organisationen og dens leders fortsatte uafhængighed.
Dette håb er dog heldigvis ikke ubegrundet. Tuyuc har i sit hidtidige politiske virke demonstreret stor personlig integritet, hvilket har aftvunget vid og bred respekt både inden og uden for Guatemala.
