Den FØRSTE udfordring bliver at gennemføre en omfattende nedskæring i bistanden på en måde, man kan være bekendt. Det betyder, at man skal overholde indgåede aftaler og følge retningslinjerne for at udfase på forsvarlig vis.
Det bliver ikke nødvendigvis nemt, da også asyludgifterne i højere grad skal betales af u-landsbistanden. Hvis man samtidig vil prioritere den humanitære indsats endnu højere, bliver det mere end svært at gøre forsvarligt.
Hvad ingen superperson kan klare
Den ANDEN udfordring bliver om vi skal have en ny udviklingspolitik. Og hvis ja, hvad skal der stå i den og hvilken proces skal føre frem til den?
Løkke Rasmussen luftede under valgkampen en tanke om at få en enkelt person til at gennemgå hele komplekset for at formulere en bedre sammenhæng mellem udviklings-, sikkerheds-, handels- og vist klimapolitikken.
Alle aktører synes, at den type diskussioner er vigtige at tage løbende. Og (næsten) alle, der har ytret sig i debatten, har været skeptiske overfor ideen om at lade én super-person stå for dette.
Se også vor debatrunde på
http://globalnyt.dk/content/serviceeftersyn-af-bistanden-det-kan-ingen-enkeltperson-klare
Jeg hører til koret af skeptikere, dels fordi ingen enkeltperson har den nødvendige, samlede ekspertise, dels fordi vi har så stærkt behov for bred politisk opbakning til de store linjer i udviklingspolitikken.
Så jeg argumenterer for, at opgaven tilrettelægges med en bredere sammensætning f.eks. i form af en kommission, fokuseret, bl.a. på nedenstående tredje udfordring.
En mere intelligent indsats i f.eks. Afghanistan
Den TREDJE udfordring bør være at diskutere indsatsen i de svage og kaotiske lande og med særlig fokus på Afghanistan.
Alle er enige om, at meningsfyldte indsatser i sådanne lande er utrolig vigtige for at begrænse de menneskelige lidelser, for at få landene på fode igen så de kan klare sig selv og for at undgå, at konflikterne breder sig regionalt.
Hvordan tilrettelægges en intelligent indsats, der bygger på et godt kendskab til den lokale virkelighed? Hvordan sikre en fleksibel overgang mellem en humanitær indsats og en mere genopbyggende indsats?
Hvilke aktører er bedst egnede til at udfylde hvilke roller? Hvordan kan humanitære aktører undgå at blive set som partiske i kølvandet på krigssituationer?
Den fælles fortælling og politikerne
Den FJERDE udfordring er regeringens ansvar for den fælles fortælling om udviklingsbistanden.
Den folkelige støtte til bistanden er fortsat stor, men dalende. Det er der flere grunde til, men jeg tror det har stor betydning, hvordan politikerne omtaler indsatsen.
Når man skal argumentere for en nedskæring, bliver det meget let til en fortælling om, at ’det nytter jo ikke alligevel, nu har vi givet bistand i årtier, og de kan stadig ikke klare sig selv’.
Udviklingsbistanden er ikke desto mindre utrolig vigtig, både i sig selv og som katalysator for andre investeringer. Dén fortælling har regeringen et ansvar for at kommunikere klart og utvetydigt.
Vagn Berthelsen (63) har været generalsekretær for IBIS siden 1996 og beskæftiget sig med udviklingsbistand næsten hele sit arbejdsliv.
Se også vor fødselsdagsomtale, da han fyldte 60 i maj 2012 på
http://u-landsnyt.dk/navnenyt/m-rkedage/advokat-verdens-fattigste-blir-60
Kilde: IBIS website. Kommentaren har også været bragt på netsitet altinget og bringes her i uddrag.
