Tid til omtanke
Kommentar af Vagn Berthelsen, generalsekretær i u-landsorganisationen Ibis, i anledning af Udenrigsudvalgets høring om den fremtidige udviklingsbistand mandag den 2. februar i Landstingssalen.
Den internationale ambition for udviklingsbistand er både klar, konkret og tidsbestemt. Fattigdom, sult, sygdomme, analfabetisme og diskrimination af kvinder skal bekæmpes inden år 2015.
Men Afrika vil formodentlig ikke nå et eneste af målene. Kun halvdelen af de afrikanske børn vil gennemføre en grunduddannelse og hver sjette barn vil dø inden femårsalderen, særligt på grund af hiv/aids.
Det kræver en helt ekstraordinær international indsats at hjælpe verdens allerfattigste ud af fattigdom.
Afrika har ikke den samme internationale bevågenhed som f.eks. Afghanistan og Irak og det kan mærkes på finansieringen. De rige landes udviklingsbistand til Afrika faldt med omkring 40 procent i 1990erne.
For Danmarks vedkommende er udviklingsbistanden til Afrika faldet med næsten 20 procent siden 2001. Udover en øget finansiering må vi erkende, at manglen på sammenhæng og koordinering underminerer effekten af udviklingsbistanden.
Tag eksempelvis landbrugsområdet, hvor vi tvinger fattige lande til at åbne deres markeder, mens den rige verden støtter landbruget og dumper overskudsproduktionen i Afrika. Mere end 2/3 af verdens fattige er helt eller delvist afhængige af landbruget.
En sammenhængende politik som omfatter både handel og udviklingsbistand er derfor afgørende for bekæmpelse af fattigdom i Afrika. Ikke mindst i lyset af sammenbruddet i forhandlingerne i Verdenshandelsorganisationen WTO.
Der er meget signalværdi i dansk udviklingsbistand i disse år. Øgede bevillinger til flygtninge, nødhjælp og indsatser i nærområderne samt en øget indsats overfor de arabiske lande.
Men det er altafgørende, at de indenrigs- og udenrigspolitiske interesser ikke bliver styrende og står over hensynet om fattigdomsbekæmpelse. Vi kan ikke skabe varige resultater hvis udviklingsbistanden alene styres efter vore egne interesser.
Nationale hensyn som eksportkreditlån til danske virksomheder og opkøb af CO2 kvoter bør som princip ikke finansieres over dansk udviklingsbistand.
Der eksisterer ingen nemme og hurtige løsninger på fattigdom. Kun igennem langsigtet tilstedeværelse, dialog og partnerskab bekæmpes dårlige og korrupte regeringer.
Selv i lande hvor de progressive og reformvenlige kræfter undertrykkes, skal Danmark forsat støtte de folkelige bevægelsers kamp for menneskerettigheder og demokrati.
Midlertidige tilbageskridt må ikke blive en dårlig undskyldning for at udelukke udviklingsbistand til de fattigste lande. Det kan være nødvendigt at sanktionere enkelte lande; men det må ske igennem EU eller andre internationale fora for at opnå maksimal effekt.
Danmark kan ikke isolere sig fra global fattigdom, krige og sygdom. Om 25 år vil Jorden være befolket af yderligere halvanden milliard mennesker og langt størstedelen vil leve i dyb fattigdom og derfor søge lykken andetsteds. Det vil skabe yderligere politisk ustabilitet og flygtningestrømmene vil øges.
Men mens de rige lande bruger astronomiske 300 milliarder dollars årligt på landbrugsstøtte og 600 milliarder dollars på militæret, bliver udviklingsbistanden beskåret.
Dansk udviklingsbistand er stærkt faldende og vil om få år befinde sig på et historisk lavpunkt til trods for at gennemsnitsindkomsten aldrig har været højere.
Det er på høje tid at vi hæver både de kvantitative og kvalitative ambitioner.
Ibis opfordrer derfor Folketingets partier til at
1) afsætte flere penge til opnåelse af de internationale fattigdomsmål i Afrika,
2) fremsætte forslag med progressive EU lande som sikrer sammenhæng mellem handel og udviklingsbistand samt
3) fastholder ambitionen om én procent ren dansk udviklingsbistand, hvor hensynet om fattigdomsbekæmpelse er altafgørende for valget af prioriteter.
