Kommentator: Respekterer Tørnæs demokratiet i Bolivia?

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Af Hans Peter Dejgaard
Ingeniør, konsulent og tidl. formand for u-landsorganisationen Ibis
indlæg i Information tirsdag

Udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) rasler med sablen, når hun overvejer om Bolivia fortsat skal være et prioriteret land for dansk u-landsbistand.

Denne melding er højst overraskende i lyset af, at den indianske leder Evo Morales gik til valg på et løfte om statslig kontrol med energiressourcerne. Hvorfor respekterer Ulla Tørnæs ikke, at en demokratisk valgt regering lever op til sit valgløfte?

Eftersom det med valgløfter ligger statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) på sinde, har han forhåbentligt udtrykt sin forståelse, da han mødtes med Evo Morales i Wien i fredags.

I december sidste år vandt Evo Morales præsidentvalget i Bolivia med 54 procent af stemmerne. Det er første gang siden den seneste militærjunta og overgangen til demokrati i 1982, at en præsident vinder i første valgrunde.

Morales fik overvældende opbakning fra Andes-landets fattige bønder og indianske befolkning, som ønsker flere indtægter fra salget af naturgassen til at styrke bekæmpelsen af fattigdommen.

Mener Ulla Tørnæs, at en sådan målsætning står i modsætning til Danidas strategi for støtten til Bolivia?

En fortsat dansk støtte til Bolivia har store potentialer i at videreføre de sidste 15 års reformproces, som er noget af det mest visionære i Danidas 16 samarbejdslande.

I hvilket andet samarbejdsland overføres ca. 25 procent af statens budget til kommunerne, ligesom der sker en aktiv inddragelse af befolkningen i den offentlige planlægning.

Spørgmålet er også, hvorfor den danske regering skulle have et problem, når Brasiliens præsident Lula og Néstor Kirchner fra Argentina (de 2 største aftagere af Bolivias naturgas, red.) allerede har accepteret den forestående forhandling om priser og vilkår for køb af naturgas.

Præsident Evo Morales ønsker, at de private virksomheder skal overlade raffinering og salg af den udvundne gas og olie til den statslige virksomhed YBPF. Der er således ikke tale om at konfiskere udenlandske selskabers ejendom, men om en genforhandling af deres kontrakter.

Det bliver givetvis en udfordring at få det statslige YBPF til at fungere mere effektivt end i fortiden. Men man kan ikke fortænke Evo Morales i at få en større statslig andel i de rekordhøje priser på olie og gas, som bl.a. er drevet af den stigende efterspørgsel fra Kina.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters sælger Bolivia i dag naturgassen til under halvdelen af prisen på naturgas i Europa og USA. Hvis forhandlingerne ikke ender med en mere fordelagtig aftale med udenlandske selskaber som brasilianske Petrobras, britiske BP, franske Total og spansk-argentinske Repsol/YPF, så er Kina nok klar til at investere i Bolivia.

Nyliberale regeringer har domineret Latinamerika de sidste 10-15 år, men fattige befolkingsgruppers utilfredshed med de stigende uligheder har ført til en stribe centrum-venstre valgsejre i Sydamerika – Brasilien, Uruguay, Argentina, Chile og Bolivia.

Utilfredsheden har også banet vejen for den meget populistiske præsident Chavez i Venezuela, som blot vil opnå endnu mere indflydelse, hvis Ulla Tørnæs stopper støtten til Bolivia.

Et dansk bistandsstop i Bolivia bryder med et grundlæggende princip i den af Folketinget vedtagne Partnerskab 2000 strategi, som lægger vægt på langsigtet partnerskab med de 16 samarbejdslande.

Dette forhold forværres af, at VK-regeringen efterhånder bruger halvdelen af den bilaterale Danida bistand til alt muligt andet såsom
– asyludgifter i Danmark,
– forsvarets indsats i Irak og Afghanistan,
– det Arabiske initiativ,
– betaling af Iraks gæld samt
– overførsel af 1,5 milliard kr. til den danske statskasse for gammel gæld til Danmarks Erhvervsfond.

Alt sammen fordi VK-regeringen nedlagde den MIFRESTA ramme (miljø, fred og stabilitet), som gjorde det muligt for den forrige SR-regering at frede u-landsbistanden til fattige udviklingslande.

I stedet synes Venstres idé at være, at flere samarbejdslande i Asien og Latinamerika skal betale prisen for statsministerens løfter om 650 mio. kr. ekstra til Afrika.

Dvs. lige fra at lukke Vietnam til at stoppe støtten til en perspektivrig dansk støtte til decentralisering og den fattige indianske befolkning i Bolivia.

Debatindlægget stod i dagbladet Information tirsdag den 16. maj 2006 og gengives med forfatterens tilladelse.