Klimaændringer og stigende fødevarepriser er allerede i dag en trussel for millioner af mennesker.
Fremtidsscenarierne varsler om yderligere katastrofer, og de humanitære organisationer må finde nye metoder i arbejdet for at hjælpe verdens fattige, hedder det i en pressemelding torsdag fra udenrigsministeriet.
De internationale humanitære organisationer er ikke gearet til at klare fremtidens katastrofer.
Det er baggrunden for, at udenrigsministeriet/Danida sammen med danske og internationale partnere to dage i november inviterer til offentlige diskussioner om den humanitære indsats for verdens fattigste, der rammes af klimakatastrofer og fødevaremangel.
Den globale fødevaresituation kommer til debat på et symposium i Hal 1001 på Islands Brygge i København tirsdag den 11. november, hvor hovedtaleren er John Powell fra FNs Verdensfødeprogram (WFP).
Ifølge nye tal fra WFP og Verdensbanken lever 854 millioner mennesker i dag i en situation med konstant fødevaremangel. De får i disse år følge af yderligere 130 millioner mennesker, der drives ud i sult og fattigdom som et resultat af de stigende fødevarepriser.
De humanitære organisationer vil på symposiet diskutere, hvordan den internationale hjælp kan blive hurtigere og gerne ændres, så den bedre tilgodeser både de mennesker, der aldrig har adgang til tilstrækkelig føde, og de mennesker, der rammes af midlertidige katastrofer. Symposiet er arrangeret af Danida i samarbejde med Folkekirkens Nødhjælp og WFP.
Den efterfølgende dag, onsdag den 12. november, inviterer Danida, Verdensbanken og Dansk Røde Kors til et halvdagsseminar om, hvordan man internationalt kan arbejde for at mindske de katastrofale følger af klimaforandringerne.
Både intensitet og antal af naturkatastrofer stiger, og det betyder, at millioner af verdens fattigste får stadig sværere ved at brødføde sig selv.
Flere lande i primært Afrika og Asien vil opleve en nedgang i deres landbrugsproduktion. Samtidig stiger oliepriserne, lande som Indien og Kina oplever øget købekraft, og landmænd begynder at dyrke afgrøder til biobrændstof i stedet for basale fødevarer.
Alt i alt fører det til en markant stigning i priserne på både fødevarer og på fødevarehjælp.
Møderne i København vil blive fulgt op af et politiker-forum, der skal komme med konkrete anbefalinger til, hvordan man internationalt kan reducere konsekvenserne af fremtidens katastrofer.
Læs mere om møderne i u-landsnyts rubrik “Dansk kalender” under datoerne 11.11.08 og 12.11.08
Yderligere oplysninger og tilmelding på www.humanitarian-space.dk.