Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen fortalte den 19. september i et interview med Politiken, at Danmark fortsat yder humanitær bistand til Niger efter militærkuppet den 26. juli i landet, mens udviklingsbistanden bliver suspenderet. Mens jeg er uenig i argumentationen om, at Danmark bliver nødt til at fortsætte den humanitære støtte for “at undgå flygtningestrømme til Europa”, så kan beslutningen give mening på anden vis. Det illustrerer oversvømmelseskatastrofen i Nigers naboland Libyen med al tydelighed.
Da Danmark suspenderede sin udviklingsbistand til Niger efter kuppet, betød det blandt andet en suspendering af omkring 380 millioner kroner over de næste år til tilpasning til klimaforandringerne og øget modstandsdygtighed i befolkningen. Tyskland, Frankrig, EU med flere suspenderede også deres udviklingsengagementer i Niger. Samlet set modtog Niger i 2021 over 5 milliarder kroner i donorstøtte til klimatilpasning.
Det forkerte sted at spare
At udviklingsstøtten, herunder til klimatilpasning, suspenderes, når der er militærkup, eller der udbryder konflikt, er desværre langt fra enkeltstående. Over de seneste 10 år er der samlet set givet omkring 300 milliarder kroner mindre til klimatilpasning i konfliktramte lande sammenlignet med lande uden konflikt. I de lande, der er mest sårbare overfor klimaforandringerne, men som ikke har været udsat for konflikt, er der i gennemsnit blevet givet cirka 160 kroner per person om året til klimatilpasning, mens det samme tal for de lande, der er mest sårbare overfor klimaforandringerne, men samtidig også har været ramt af konflikt, er 55 kroner.
Den manglende støtte i konfliktområder kan have katastrofale konsekvenser.
Den manglende støtte til klimatilpasning rammer ikke kun de konfliktramte lande hårdt, men også de fordrevne mennesker. De lande, der huser flest fordrevne, som Afghanistan, Etiopien, Somalia, Irak og Myanmar har i gennemsnit modtaget 62 kroner per person om året til klimatilpasning, mens de lande, der huser færrest fordrevne, som Laos, Vietnam, Mongoliet og Jamaika har modtaget 250. Det skyldes primært, at majoriteten af verdens fordrevne lever i konfliktramte lande.
Kun Nordkorea og Venezuela får mindre end Libyen
Den manglende støtte i konfliktområder kan have katastrofale konsekvenser. Da stormen Daniel ramte Libyen kunne de 50 år gamle dæmninger – Derna og Abu Mansur – ikke holde til presset fra de voldsomme vandmasser, og en massiv, 100 meter bred flodbølge blev sendt mod byen Derna og dens omkring 90,000 indbyggere. Dæmningerne var dårligt vedligeholdt, og kunne ikke klare trykket.
Det nationale meteorologiske institut udsendte tre dage inden katastrofen advarsler, men det er uklart, hvorvidt disse varslinger rent faktisk er nået ud til befolkningen. Det mangelfulde advarselssystem og dårlige vedligehold af dæmningerne kan føres tilbage til den overordnede konflikt, der har splittet landet mellem to regeringer. Derna, i den østlige del af landet, har samtidig været historisk
Men derudover har landet heller ikke fået den nødvendige finansielle støtte til klimatilpasning. Libyen er det land, der har modtaget tredje-mindst finansiering til klimatilpasning – kun overgået af Nordkorea og Venezuela. Samlet set har landet modtaget omkring 200 millioner kroner de seneste to år, mens nabolandene Egypten og Tunesien har modtaget henholdsvis 14 og 21 milliarder kroner.
donorer smider håndklædet i ringen, når konteksten bliver kompleks
Fordrevne er desuden særligt udsatte for klimaforandringer. En tendens, der bliver forstærket af, at konfliktramte områder ikke modtager den nødvendige finansiering til klimatilpasning. Fordrevne bor ofte i områder, hvor de er særligt udsatte for ekstreme vejrforhold for eksempel på skrænter tæt på floder. Samtidig er deres beboelse ofte af dårlig kvalitet og derfor ikke i stand til at modstå for eksempel voldsom regn og storme.
Tidligere i august resulterede oversvømmelser i verdens største flygtningelejr – Cox Bazar i Bangladesh – i, at over 2000 huse blev ødelagt og 15,000 flygtninge fordrevet fra lejren. Da Pakistan sidste år blev ramt af massive oversvømmelser, boede der omkring 800,000 afghanske flygtninge i de hårdest ramte områder. Mange mistede deres beboelser og flygtninge ID-kort og havde dermed svært ved at få hjælp efter oversvømmelserne.
Konfliktområder har særligt store behov
Det er ikke overraskende, at donorer vælger at trække udviklingsbistanden og klimafinansiering fra lande ramt af konflikt, særligt når regeringerne i de pågældende lande er en aktiv part. Udviklingsarbejde er bygget op omkring samarbejde med regeringer og ministerier, og derfor bliver det mere kompliceret at arbejde i lande med aktiv konflikt. Samtidig betyder konflikter, at det kan være svært at tænke og planlægge langsigtede interventioner, da konteksten kan skifte fra dag til dag. Derudover er klimatilpasning måske heller ikke øverst på dagsordenen i den slags lande – for eksempel er Libyen et af de få lande i verden, der ikke har en klimastrategi. Slutteligt kan den faktiske implementering af projekter bliver besværliggjort af manglende adgang, som ofte følger med konflikt.
Når det kommer til klimafinansiering til skrøbelige og konfliktramte lande, bliver donorerne derfor nødt til at udvise fleksibilitet og kreativitet i forhold til at sikre kontinuerligt engagement. Det kan gøres ved at fastholde et snævert fokus på samarbejde med mere tekniske ministerier og styrelser eller øge støtten til civilsamfundsaktører, internationale organisationer eller internationale ngo’er. Særligt humanitære aktører har mange års erfaring med at arbejde i disse typer af kontekster og har samtidig de seneste år opbygget kompetencer forhold til at arbejde med klimatilpasning for de mest udsatte. Øget donorengagement i disse områder kan faciliteres gennem et stærkere fokus på konfliktanalyse og strategisk planlægning, der kan sikre, at projekter kan forsætte, selv hvis konflikt bryder ud.
Når 9 af de 20 mest klimasårbare lande i verden er ramt af konflikt, er det ikke en mulighed at fortsætte som hidtil, hvor donorer smider håndklædet i ringen, når konteksten bliver kompleks. Dermed efterlader de nogle af de mest sårbare områder og udsatte grupper til selv at takle den sværeste situation med både klimaforandringer og konflikt. Derfor er det positivt, at Danmark nu re-engagerer sig i Niger, og forhåbentligt følger andre lande med.
I en tidligere udgave af debatindlægget har vi bragt et citat fra udenrigsminister Lars Løkke Rasmussens interview med Politiken, som siden har dementeret:
“Politiken bragte en artikel mandag d. 18. og en leder torsdag d. 21., hvor det fremgik, at Danmark har genoptaget den humanitære bistand og den økonomiske støtte til Niger. Det er ikke korrekt. Danmark suspenderede sit bilaterale bistandsprogram til Niger som direkte konsekvens af militærkuppet 26. juli 2023. Danmark har ikke på noget tidspunkt suspenderet sin humanitære bistand.”
Alexander Kjærum er Senioranalytiker og global rådgiver. Debatindlægget er udelukkende udtryk for hans personlige holdning og ikke hans arbejdsplads, Dansk Flygtningehjælps.
