Den engang så stolte Storebæltsfærge, “Kong Frederik”, har ifølge TV-avisen onsdag aften nu passeret Suez-kanalen, og er efter alt at dømme på vej til skrotning på en af Indiens berygtede ophugningsstrande.
Ifølge de nye indiske ejere skulle skibet ellers være gået på værft i Piræus i Grækenland for at blive sat i stand til rutefart i Middelhavet, men ifølge TV-avisens oplysninger er dette ingenlunde tilfældet. Tværtimod har kanalmyndighederne i Suez fået underretning fra besætningen om bord, at skibet er “skrot” på vej til ophugning.
Tidligere er andre danske færger sendt til ophugning i Indien under stærkt kritisable miljø- og arbejdsmæssige forhold. Dav. miljø- og energiminister Svend Auken (S) lovede dengang, at der ikke ville blive sendt flere danske færger til ophugning på asiatiske skibskirkegårde.
Ifølge Korsørs borgmester, der udtalte sig til TV-avisen onsdag aften, viste det sig imidlertid i “Kongens” tilfælde ikke muligt at tilbageholde skibet, da der ikke var lovhjemmel herfor.
Derfor fik det – trods udbredt mistanke om, at det egentlige mål var Indien – tilladelse til at sejle fra Halskov gamle færgehavn, hvor det var oplagt. Afsejlingen fandt sted onsdag den 16. marts.
Miljøminister Connie Hedegaard sagde til Politiken 8. april, at hvis det konstateres, at “Kong Frederik” vitterlig sejler til en skrotstrand, vil Miljøstyrelsen politianmelde de ansvarlige. Hun har indkaldt Kommunernes Landsforening til møde om sagen 27. april med henblik på at overføre dele af kompetencen fra kommunerne til staten.
Kong Frederik, eller “Kongen”, var en af de smukkeste og mest helstøbte færger, der nogensinde er bygget i Danmark, og samtidig den sidste af de klassiske Storebæltsfærger. Derfor blev der i flere år udfoldet bestræbelser for at få fartøjet bevaret for eftertiden som museumsskib.
Der kunne imidlertid ikke rejses de nødvendige private midler til driften, selv om kulturminister Brian Mikkelsen (K) stillede sig velvillig til et statstilskud til færgens istandsættelse.
Læs mere om færgesagen i u-landsnyt.dks arkiv ude i menuen til venstre. Skriv ordene Kong Frederik i søgefunktionen, så kommer artiklerne frem.