De danske NGO’er skal nu i gang med forhandlinger med udenrigsministeriet om strategiske partnerskaber. Der har været udmeldinger om, at ingen kan vide sig sikre på støtte, ikke engang de store danske NGO’er med en solid forankring både ude og hjemme og med mange års dokumenteret effekt på fattigdomsbekæmpelse, demokratisk udvikling, osv.
Der er frygt for, at det kan skabe øget konkurrence mellem organisationerne, og flere ressourcer vil blive brugt på at søge om pengene frem for at de gør gavn for at skabe bedre vilkår for de fattigste og konfliktramte folk i verden. Det er der en reel fare for.
Men de nye krav kan også betyde skærpelse (og synlighed) af, hvorfor det er så vigtigt at arbejde med de tematikker organisationerne arbejder med, og hvorfor det er vigtigt at gøre det på en bestemt måde som skaber resultater.
Og det kan skabe et rum for ny innovation, både indenfor organisationerne, i nye samarbejdsformer mellem dem og i nye typer af samarbejder med andre aktører (private virksomheder, utraditionelle civilsamfundsaktører, politikere, osv.).
De nye strategiske partnerskaber kan også betyde en tættere dialog med udenrigsministeriet – og dermed mulighed for større indflydelse på politikkerne, og hvordan de udmøntes, både i Danmark og internationalt f.eks. omkring implementering af de 17 Verdensmål.
Ny strategi lukker ikke for støtte til NGO’er
Den nye udviklingsstrategi viser, at udenrigsministeriet og de politiske partier ikke er i færd med at lukke for støtten til civilsamfundet og til de NGO’er i Danmark og internationalt, der arbejder med civilsamfundet i syd.
Den danske støtte til civilsamfundsudvikling og civilsamfundets rolle i fattigdomsbekæmpelse, demokratisk udvikling, fremme af lige rettigheder, konfliktforebyggelse osv. er ikke blevet mindre væsentlig, hverken når man ser på de udfordringer verden står overfor, og når man læser den nye udviklingsstrategi.
Arbejdet hen imod opnåelse af de 17 verdensmål kræver et samarbejde mellem mange forskellige stakeholders; statsinstitutioner, civilsamfund og private aktører.
Samarbejde mellem organisationerne
Når forhandlingerne omkring strategiske partnerskaber for alvor starter, skal hver organisation selvfølgelig kæmpe med næb og klør for deres egen sag med mandat fra deres medlemmer, medarbejdere, frivillige og partnere.
Men der kan være områder, hvor det er til organisationernes fordel at samarbejde og køre fælles sag. Det kan for eksempel være på områder, der handler om at sikre fleksibilitet til at skabe indflydelse internationalt, eller om hvordan man udvikler, gennemfører og evaluerer projekter og programmer så det skaber rum for konstruktive og effektive partnerskaber.
Nye tendenser
Behovet for fleksibilitet i programmering og samarbejder, vedholdenhed (=langsigtede indsatser), lokalt forankret vidensudvikling og innovation osv. bliver ikke mindre med de nye udviklingstendenser i NGO’ernes rolle i Syd.
Globalt Fokus har gennem arrangementer i det forløbne år sat fokus på de nye tendenser i NGO’ernes rolle. Internationale ’eksperter’ har været i Danmark og delt viden og erfaringer om, hvordan den nye virkelighed blandt NGO’erne i udviklingslande stiller nye krav til den støtte internationale NGO’er yder til NGO’er i Syd.
Skræk-scenariet er, at de internationale (og danske) NGO’er overlever men bliver mere og mere irrelevante. Støtte til kapacitetsopbygning af enkelt-NGO’er bliver fremover mindre vigtigt, selvom det fortsat vil være et af flere måder at styrke civilsamfundet i Syd.
Syd-syd samarbejde i forskellige former og støtte til nye former for netværksbaserede civilsamfundsaktører, der f.eks. bruger sociale medier til at mobilisere folk og sætte vigtige emner på dagsordnen på en ny måde, vil være nogle af de områder, der skal arbejdes mere på.
De danske NGO’er har i samarbejde med deres internationale partnere endnu større mulighed for at deltage i denne udvikling og herigennem bidrage til, at styrkelse af civilsamfundet i Syd forbliver en vigtig del af den danske udviklingsbistand.
De danske NGO’er har mange års erfaring med at kapacitetsopbygge og samarbejde med civilsamfund i Syd og vil kunne skabe en markant stemme i den internationale debat gennem handlingsorienteret videns-udvikling, der rækker ud over skrækscenarier og identifikation af de udfordringer, vi står overfor.
Fælles fodslag
På det mere lavpraktiske område er der også basis for, at NGO’erne kan skabe fælles fodslag i dialogen med udenrigsministeriet.
Der er i de senere år sket en række meget konkrete ændringer i vilkårene for udviklingsbistanden.
Formater for programdokumenter, opstilling af mål og måling af resultater er blevet mere rigide og giver mindre plads til, at programmer kan imødekomme den konstant omskiftelige virkelighed specielt i konfliktramte lande.
Planlagte indsatser og forventede resultater skal ofte beskrives præcist også selvom det gælder en længere programperiode.
Det er umuligt at planlægge detaljeret i flere år frem, når man for eksempel arbejder i et konflikt-ramt område med meget komplekse samfundsmæssige og politiske dynamikker. Og det er svært at udnytte de muligheder for at skabe resultater, som dukker op netop på grund af disse dynamiske og uberegnelige forhold, hvis programmet ikke giver mulighed for stor fleksibilitet.
Selvom det selvfølgelig er godt at skulle dokumentere resultater, er det skidt hvis det primære fokus bliver på at producere dokumentation fremfor på den løbende læringsproces, der skaber nye måder at gøre tingene endnu mere relevant og effektivt på.
De krav, der i dag stilles til udvikling, gennemførelse og evaluering af programmer, gør det sværere at følge vedtagne internationale principper for lokalt ejerskab og lokal videns-udvikling, vedholdenhed og forudsigelighed samt fleksibilitet ift ændrede vilkår og muligheder.
Hvad der kunne synes en detalje, nemlig måden at udvikle programmer, kan være afgørende for hvordan partnerskaber fungerer og forandring kan skabes. Samtidig giver de nuværende krav til programmering større råderum for, at konsulentfirmaer ’vinder’ store kontrakter omkring koordinering af og støtte til civilsamfund i Syd på trods af, at de mange gange mangler en lokal forankring, ikke har tilstrækkeligt lokalt kendskab, og ikke har blik for at skabe resultater i samarbejde med lokale aktører og i en kompleks virkelighed i konstant forandring.
NGO’erne skal være bedre til at italesætte hvilke principper og arbejdsmetoder, der er vigtige for at kunne skabe resultater, og de skal insistere på at blive ’målt’ på netop det.
Gøre en forskel i konflikt-ramte områder
På fredsopbygnings-områder bliver der talt meget om ’aid effectiveness’, og hvad der er de nødvendige finansierings- og programmæssige vilkår for, at internationale organisationer kan gøre en forskel i konflikt-ramte områder.
Det sker bl.a. gennem den internationale dialog omkring fredsopbygning og statsopbygning (og ’New Deal’), som Danmark var med til at kick-starte i 2011, samt review af FN’s freds-arkitektur fra 2015.
Men der bliver talt for meget og gjort for lidt. Det ny-startede Conducive Space projekt (http://www.conducivespace.org/) vil netop gøre noget ved disse rammevilkår. Men det er vigtigt, at organisationerne, både i Danmark og internationalt står sammen om det. Det er svært at dreje en super-tanker, der er lidt ude af kurs og endda holde den i fortsat bevægelse. Vi skal ikke bidrage til nedrivning af udviklingsbistanden men til at styrke den, så den er gearet til at møde de store globale udfordringer, vi står overfor.
De danske civilsamfundsorganisationer kan som led i processen med forhandling af de strategiske partnerskabsaftaler vælge om de kun vil gå ud af konkurrencesporet eller vil vælge specifikke områder at samarbejde omkring – områder hvor der er klare fælles interesser. Dermed kan der skabes en ramme for en endnu vigtigere rolle for civilsamfundsstøtten, og de potentielle negative konsekvenser af ’konkurrencen’ kan imødekommes og transformeres til noget positivt.
Mie Roesdahl, konstitueret leder af Conducive Space for Peace, leder af forskningsprojekt på KU om Menneskerettigheder og Fredsopbygning, og tidligere leder af Uddannelsesafdeling i Institut for Menneskerettigheder og seniorrådgiver i UM