Den verserende debat om koranafbrændinger giver en god anledning til at se på ytringsfrihedens vilkår og udfordringer i dagens Danmark. For mange mener, at et forbud mod koranafbrændinger vil erodere denne grundpille i det danske demokrati. Men måske data kan hjælpe på svaret.
V-Dem er en førende institution i måling af demokrati og ytringsfrihed globalt set. I dens ”Freedom of Expression and Alternative Sources of Information index” ligger Danmark i 2022 i top med en score på 0,99 ud af 1. Så vi har en situation, hvor der er noget nær ideelle muligheder for at ytre sig – måske også på andre måder end at brænde hellige skrifter af?
Hverken trussel, glidebane eller farligt knæfald
Der er intet i data, der tyder på, at et forbud på den eller anden måde vil ændre mærkbart ved denne situation. For eksempel gjorde det ingen forskel på vores score, da Danmark afskaffede blasfemiloven. På samme måde har det heller ikke ændret noget ved andre europæiske landes score, når deres blasfemi-love har ført til dom gennem de seneste 20 år. Ud fra data er der altså ikke noget, der tyder på, at et forbud udgør den store, grundlæggende trussel mod ytringsfriheden i Danmark.
Andre anerkender dette, men mener at forbuddet vil føre til en glidebane. Lande, som Tyskland og Finland er nogle af de lande, der aktivt har brugt deres blasfemi-lovgivning til at dømme folk, og igen kan man ud fra dataen konkludere, at det ikke har ført til en yderligere forværring af deres situation. De ligger højt – henholdsvis på 14. og 8. plads globalt. Så det indikerer, at der med et forbud ikke nødvendigvis følger flere signifikante restriktioner.
Slutteligt er der debatører, der mener man ikke skal indføre et forbud af den simple årsag, at det er et krav fra en regional sammenslutning af lande. Danmark indgår jo løbende både bilateralt og gennem EU i forhandlinger og aftaler med andre lande, hvor Danmark og EU stiller krav til de pågældende lande, ligesom de pågældende lande stiller modkrav. Hvis debatørerne vitterligt mener, at Danmark a priori ikke skal honorere andre landes (mod)krav, så bliver det meget svært at agere i en international sammenhæng.
Fokus bliver drejet væk fra det væsentlige
Det fælles problem er, at debatten bliver virkelighedsfjern og ikke knyttet op på realiteter. Og det er med til at dreje fokus over på et spørgsmål, som i en bredere ytringsfrihedsoptik betyder mindre, og dermed fjerner fokus fra de reelle ytringsfrihedsudfordringer. Her viser data blandt andet, at kvinders ytringsfrihed halter efter mænds ytringsfrihed.
En rapport fra Institut for Menneskerettigheder viste blandt andet, hvordan især kvinder, men også LGBT+-personer og etniske minoriteter rammes særligt hårdt af den barske tone i debatter på sociale medier. Den grove debattone fører i langt højre grad til selvcensur blandt kvinder end mænd. Det viser dilemmaet, at dem, der advokerer for en nærmest uindskrænket debat(form) i ytringsfrihedens navn, samtidig lader kvinder, minoriteter og andre betale prisen med deres ytringsfrihed.
I det globale perspektiv er der massive problemer med journalister, der bliver henrettet og forfulgt, internetadgang, der bliver lukket ned, og meget af vores kommunikation, der er flyttet til privat-ejede platforme med begrænset ansvarlighed og transparens. Det foregår i mange lande, hvor Danmark har en tilstedeværelse og kan gøre en forskel ved at leve op til vores udviklingsbistandsmål og styrke civilsamfundet.
Så man kan håbe, at de mange ytringsfrihedsforkæmpere husker kampen, når Danmark ikke lever op til udviklingsbistandsmålene, eller næste gang de oplever kvinder blive kørt over i deres kommentar spor på X.
Alexander Kjærum er Senioranalytiker og global rådgiver. Dette debatindlæg er udelukkende udtryk for hans personlige holdning og ikke hans arbejdsplads, Dansk Flygtningehjælp.
