Ole Therkildsen
Ole Therkildsen (født 1945) startede i ’branchen’ som u-landsfrivillig i Tanzania i 1970. Han er nu seniorforsker emeritus på Dansk Institut for Internationale Studier, hvor han koordinerede forskningsprogrammet ”Eliter, produktion og fattigdom: en komparativ analyse.”
Han har også forsket i borgerdeltagelse, decentralisering, beskatning, og reformer af den offentlige sektor i det sydlige Afrika.
Temaet i denne blog vil ofte være sammenligninger mellem fattige og rige lande. De kan være både meget ens og meget forskellige på overraskende måder.
Korruptionskampens globale glitterati anført af statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og præsident Ashraf Ghani fra Afghanistan (per video) samles snart til den 18. International Anti-Corruption Conference (IACC) i København.
Konferencens fokus på korruption er vigtig. Alene beløbet til bestikkelse på verdensplan er alarmerende: mindst 1 trillioner dollars hvert år svarende til ca. 3 procent af verdens indkomst, skønnede Verdensbanken i 2002. Om beløbet er større eller mindre i dag, er svært at sige. Usikkerheden er stor.
De mange penge påvirker indkomst, vækst, politik, konflikter, tortur, ulighed og fattigdom, men præcist hvordan og hvor meget er svært at bedømme. Til gengæld er der mange meninger om emnet. Manglen på evidens og forståelse af korruptionens politiske drivkræfter giver spekulationerne frit løb. Det svækker indsatsen.
Transparency Internationals korruptionsindeks måler skævt
Stakkels danskere. Når vi forlader Danmark, kommer vi uundgåeligt til mere korrupte lande end vores eget. Danmark ligger nemlig årligt i den absolutte top af TIs Corruption Perception Index (CPI). For korruptionsallergiske danskere er det nok bedst at blive hjemme (rejser til New Zealand, som pt scorer bedst på CPI, er dog OK).
Danske Banks og Nordeas synder gennem tiderne har ingen indflydelse på CPI. Panama er et klokkeklart eksempel: Panama-skandalen i 2016 påvirkede ikke dets CPI for hverken 2016 eller 2017.
At CPI er blindt for korruption i den private sektor betyder, for eksempel, at det ikke fanger danskeres brug af udenlandske skattely, som koster 2.5 til 6.5 milliarder kroner per år i tabt skat. CPI fanger heller ikke, at 40 procent af danskerne i 2014 var involveret i sort arbejde. Ca. 31 milliarder kroner blev omsat på den måde, og betød et skattetab på ca. 5 mia. kroner.
Dertil skal lægges tab som følge af socialt bedrag til mellem 5 og 12 milliarder kroner per år. Det er ikke kun i fattige lande, at korruption er del af hverdagslivet. Danskere kender den også godt.
CPI fanger kun toppen af korruptionens isbjerg –måske især i lande som Danmark, der har en effektiv offentlig sektor.
Korruptionen er stor, men sommetider overdrevet
CPI er dog nyttigt, hvis dets begrænsninger erkendes. Korruption er indiskutabelt langt mindre udbredt i den danske offentlige sektor end i de tolv prioritetslandes, som Danmark giver bistand til. De er alle placeret på den forkerte side af 100 ud af de 180 lande på CPI-listen. Somalia udgør bundproppen (# 180) og Burkina Faso undtagelsen (#74). For otte af Danmarks prioritetslande har CPI-indekset været stabilt i de seneste år, men er forbedret i Afghanistan, Burkina Faso og Myanmar. Der er ingen data for Palæstina.
På den baggrund er det måske forståeligt, at godt 40 procent af danskerne tror, at størstedelen af dansk bistand havner i de forkerte lommer. Det er helt forkert. I 2016 beløb den dokumenterede korruption sig ifølge Danida kun til 3.5 millioner kroner (0.02 promille) ud af en samlet bistand på ca. 16 mia. kroner.
Dette tal er dog heller ikke rigtigt. Korruption foregår mest i det skjulte og er meget vanskelig at måle. Baseret på Verdensbankens undersøgelser af investeringer i infrastruktur er et ædrueligt bud, at omkring fem procent af kontraktbeløbene i denne sektor forsvinder i bedrag og korruption. Det ærlige svar på misbrug af bistand er dog, at svindlen med danske midler er begrænset, men at dens præcise omfang er ukendt.
Korruptionen i fattige lande kan bekæmpes, men ny strategi nødvendig
I forskræppet til korruptionskonferencen i København lover TI, Danmark, en ”dansk vinkel” på korruptionsbekæmpelse.
Men netop dén vinkel er der ikke brug for. Selv om alle lande må kæmpe en stadig kamp mod korruption, så er dens ansigter og samfundenes magtforhold helt anderledes i fattige og skrøbelige lande end i rige velfungerende demokratiers som det danske. Derfor må strategierne til bekæmpelse af korruption i nord og syd også være forskellige.
Det er en lektie, som dansk indsats mod korruption i vores prioritetslande ikke helt har lært. Vi har nul-tolerance over for korruption i Danmark såvel som for dansk bistand. Specifikke handlingsplaner mod korruption i de lande, vi giver bistand til, har eksisteret i årtier. Skoven af danske politik- og strategidokumenter, som er produceret siden Berlinmurens fald, vrimler med henvisninger til korruptionsbekæmpelse. UMs hjemmesider er fulde af links til emnet.
Problemet er, at anstrengelserne ikke virker særligt godt i fattige og skrøbelige lande (med undtagelse af den snævre kamp mod misbrug af danske midler). Det skyldes, at vores kamp mod korruption i modtagerlandene bygger på urealistiske forudsætninger.
Det betyder, at donor-drevne ”best practice” nul-tolerance strategier for bekæmpelse af korruption i alle lande og alle sektorer er dømt til at mislykkes. Mindre kan også gøre det. Kina og Vietnam, for eksempel, har begge et højt korruptionsniveau i den offentlige sektor, men også kraftig vækst og betydelig reduktion af fattigdom.
Hvis kampen mod korruption i fattige lande skal lykkes, kræver det en strategisk tilgang baseret på lokale kræfter.
En dybere forståelse af korruptionens politiske økonomi er derfor nødvendig. Korruption, der er tæt forbundet til magthavernes interesser og politiske overlevelse, kan ikke bekæmpes på kort sigt.
Andre former er mindre politisk befængte. Dem skal der fokuseres på i første omgang.
Transparens er ikke et tryllemiddel
Heraf følger, at kampen mod korruption må tilpasses den enkelte sektor. Udbredt småkorruption i politiet må selvsagt bekæmpes med andre midler end mineselskabers og bankers involvering i ”grand corruption.”
Sidstnævnte kræver ofte internationalt samarbejde, hvad Danmarks egne erfaringer med udbytteskat klart viser (her giver internationalt samarbejde og ”best practice” god mening). Men også bekæmpelse af mindre spektakulær korruption må tilpasses den konkrete sektor og dens politisk økonomi.
Tredje punkt er, at skal kampen mod korruption i en bestemt sektor lykkes, må den baseres på lokal støtte. ”Naming and shaming,” medieomtale og større åbenhed kan være vigtige, men transparens er ikke et tryllemiddel. Korrupte firmaer/politikere i et land kan være velkendte, uden at de kan bremses. Det er afgørende, at borgere og virksomheder (inklusive bønder), der rammes af andres korrupte handlinger, kan mobilisere kollektiv handlekraft, som kan påvirke politiker og embedsværket til bedre at overholde eksisterende love.
Strategisk bekæmpelse af korruption baseret på sektor-specifik forståelse af dens politiske økonomi er netop ideen i et stort flerårigt forskningsprojekt financierer af DfID, som jeg er med i: Anti-Corruption Evidence (ACE). Det fokuserer på Bangladesh, Nigeria og Tanzania. ACE prøvede at få adgang til denne uges korruptionskonference i København, men blev afvist. Derfor denne blog. Og hvis bloggen ikke er nok, så lyt til ”P1 redder verden. Korruption” fra 19. oktober.
