Tidligere i år mistede Danmark udmærkelsen af at være det mindst korrupte land i verden. Danmark faldt en enkelt plads ned, og i stedet overtog New Zealand førstepladsen i kåringen, der måler, hvor meget korruption folk mener, der er i den offentlige sektor.
I en sådan type måling er det bestikkelse og ineffektive offentlige institutioner, der trækker ned i bedømmelsen. Selvom bestikkelse ikke er udbredt i Danmark, hersker der ifølge Transparency International Danmark en udbredt gavekultur blandt politikere og erhvervsliv – eksempelvis illustreret af den meget omtalte sag om kvotekongerne.
Uden at skulle negligere denne alvorlige sag, så blegner den dog en anelse i lyset af den korruption, der har fundet sted i en anden meget omtalt sag herhjemme; hvidvaskskandalen i Danske Banks estiske filial. Og hvorfor så det?
Grand corruption
Fordi vi skal se korruption i et meget større perspektiv, som også journalisten Oliver Bulloughs opfordrer til i sin nye bog, Moneyland.
I dag forstår vi ofte korruption som noget, der handler om at give gaver eller betalinger til magthavere i forventning om konkrete modydelser i forsøget på at få en bestemt lovgivning igennem. Eller almindelige borgere i eksempelvis Afrika, der må betale bestikkelse for at få et kørekort.
Den store korruption, den transnationale korruption har en lidt anden karakter. Pengene stjæles først et sted, derefter skjules deres oprindelse gennem hvidvaskning et andet sted, for at de til sidst bliver brugt et tredje. Det er netop denne type ’grand corruption’, der er blevet muliggjort af Danske Bank.
Hvidvaskskandalen drejer sig blandt andet om, at diktaturet i Aserbajdsjan angiveligt har kanaliseret 18 mia. kroner gennem den estiske filial. En stor del af de penge stammer direkte fra statskassen, de er stjålet fra staten og dermed fra borgerne, og er hvidvasket i den estiske filial.
Fra filialen er pengene blandt andet blevet brugt til at bestikke toppolitikere, embedsmænd og mediefolk. Derudover er en del endt i skattely.
Eksempelvis har den italienske EU-toppolitiker, Luca Volonté, modtaget over 15 mio. kr. fra diktaturets konti i Danske Bank.
Til gengæld for disse ydelser har han forsøgt at fremme diktaturets sag i Europarådet, hvor han sad som formand for den konservative gruppe (EPP) i Parlamentet.
Korruption skal forstås transnationalt
Hvidvaskskandalen viser, at den mest alvorlige korruption foregår transnationalt og omfatter flere landes lovgivninger. Mens omfanget af korruptionen begået af styret i Aserbajdsjan måske ikke bør overraske, eftersom landet er nr 122 på korruptionslisten, så er det absolut opsigtsvækkende, at det er Danske Bank, der har faciliteret og muliggjort hvidvaskningen.
Danmark er trods alt stadig det næstmindst korrupte land i verden, blandt andet bedømt på, hvor effektive vores offentlige institutioner er. Men pointen er, at vi ikke bør vurdere korruption i hvert land for sig, når nu korruptionen åbenlyst foregår transnationalt.
Korruption er, som også bogen Moneyland påpeger, ikke blot selve processen, der foregår, når nogen stjæler penge fra statskassen eller andetsteds og bruger dem på at bestikke politikere eller andre relevante beslutningstagere. I dagens verden, hvor pengene flyver som vinden, udgør mellemleddet, selve hvidvaskningsprocessen, en central del af korruptionen. Førhen kunne man vælge enten at skjule pengene eller man kunne bruge dem. I dag er begge dele mulige. Det er det, der gør Danske Bank-skandalen så alvorlig.
Korruption øger uligheden mellem verdens lande
Hvidvaskskandaler sker verden over. Korrupte penge fosser også ud af fattige lande og lande med stor ulighed på grund af dårlig regeringsførelse, for derefter at blive kanaliseret til Vesten.
I sagen med Danske Bank er det Aserbajdsjan og Moldova, der er indblandet i skandalen. De har et BNP pr. indbygger, der er godt under en tiendedel af Danmarks.
Men det er også et stort problem for udviklingslandene i eksempelvis Afrika. Her er således også muligt for korrupte politikere og velhavende (kriminelle) virksomhedsejere i udviklingslandene at trække penge ud af nogle af verdens fattigere lande, skjule deres oprindelse, og dernæst bruge dem på bestikkelse eller gemme dem i skattely.
Det er nogle af de samme strukturer, der bruges både til hvidvaskning og til ulovlig skatteunddragelse, men faktisk også til aggressiv skatteplanlægning og i udbytteskat-skandalen, der – som Politien har været med til at afsløre – har kostet europæiske statskasser mindst 410 mia kr.
Den type hvidvaskning og skattespekulation er på verdensplan med til at dræne udviklingslande for enorme formuer, der kunne være brugt på uddannelse og sundhed. Det er svimlende beløb, det drejer sig om. Et studie fra 2017 anslog, at mindst 700 milliarder dollars af ulovlig karakter flød fra udviklingslande til udviklede lande bare i 2012.
Disse tal omfatter pengestrømme af korrupte, kriminelle og skatteunddragende karakter. Korruption på transnationalt niveau øger på den måde den økonomiske ulighed yderligere mellem verdens rigeste og fattigste lande.
Transparens og åbenhed er løsningen
Hvad skal vi gøre for at stoppe disse ulovlige og ulighedsskabende tendenser? Hverken institutioner eller lovgivninger synes stærke nok til at kunne håndtere hvidvask, korruption og skatteunddragelse på transnationalt niveau. Og svaret på spørgsmålet bliver derfor todelt:
Dels må vi simpelthen have stærkere juridisk og institutionelt samarbejde landene imellem. Selvom Danmark til stadighed opfattes som et af de mindst korrupte lande i verden, er det ikke desto mindre landets største bank, der har medvirket til at facilitere en af de største korruptions- og hvidvaskskandaler i verdenshistorien. Vi må sande, at vi har et medansvar, da det er vores institutioner og lovgivning, der har svigtet. Den anden del af svaret er, at vi skal kræve langt mere gennemsigtighed.
Det er ikke kun Mellemfolkeligt Samvirke i Danmark, der arbejder for at bekæmpe korruption. Vores ActionAid kollegaer i Uganda viser hver mandag deres utilfredshed med korruption ved at iklæde sig sort til det, de kalder Black Monday. Der er et folkeligt pres mod korruption.
I Mellemfolkeligt Samvirke opfordrer vi derfor kraftigt til, at de næste skridt tages til at bekæmpe et system, der berøver befolkningerne – især i udviklingslandene – for værdier, der burde være den almene borger til gode.
For at gøre markedet mere gennemsigtigt, er det nødvendigt at styrke kontrollen med virksomhederne og gøre systemet mere åbent.
I Danmark har vi en af de stærkeste lovgivninger i verden vedrørende registreringen af reelle ejere af virksomheder. Selvom den er god, kan den blive endnu bedre, og vi skal sikre, at der afsættes nok ressourcer til kontrol og opfølgning.
Samtidig mener vi, at virksomheder skal offentliggøre deres regnskaber for hvert land, de opererer i, og ikke blot på koncernniveau. På den måde kan vi få indblik i, hvem der ejer dem, hvor de egentlig tjener deres penge, og dermed slå fast, hvor de skal betale skat. Vi opfordrer til, at disse tiltag bliver taget op på den aktuelle anti-korruptionskonference, så vi kan få en mere åben, transparent og retfærdig verden.
Hannah Brejnholt Tranberg er seniorrådgiver og programansvarlig for skattepolitik og antikorruption i Mellemfolkeligt Samvirke
