Konfliktløsning er den bedste medicin
”Tænk, hvis verden blev bedre til at løse de konflikter, der sender millioner på flugt,” lød det fra Elisabeth Haslund fra FN’s Flygtningeorganisation (UNHCR).
Hun fortalte, at mere end to tredjedele af alle verdens 21 millioner flygtninge (her er palæstinensiske flygtninge ikke medregnet) kommer fra kun fem lande:
6,7 millioner er flygtet fra krigen i Syrien,
4 millioner fra Venezuela,
2,6 millioner fra Afghanistan,
2,2 millioner fra Sydsudan og
1,1 million fra Myanmar.
”Når vi siger, at flygtninge og migranter hjælpes bedst i nærområderne, har vi så fuldt ud overvejet de sikkerhedspolitiske konsekvenser af at ophobe endnu flere mennesker i nærområder, der ofte allerede er sårbare?”
Sådan lød spørgsmålet fra Ninna Nyberg Sørensen, seniorforsker med særligt fokus på migration ved Dansk Institut for Internationale Studier, på webinaret ”Migration, pigtråd og bistand” arrangeret af IDA Global Udvikling i sidste uge.
Tørre tal understreger, at det netop er nærområderne, der i forvejen er mest pressede:
”Næsten ni ud af ti flygtninge og fordrevne opholder sig i deres eget land eller nabolandet,” oplyste Elisabeth Haslund, kommunikationsansvarlig ved FN’s Flygtningeorganisations (UNHCR) repræsentation for Norden og de baltiske lande.
”Libanon med blot omkring 5 millioner indbyggere huser over 1 million flygtninge, og Uganda flere end 1,5 millioner. Men det fylder ikke så meget i den hjemlige og europæiske debat sammenlignet med de lidt over 122.000, der i 2021 flygtede over Middelhavet til Europa, og med de grupper på nogle tusinde mennesker, der på det seneste har forsøgt at komme til Europa via Hviderusland,” sagde Elisabeth Haslund, der generelt efterlyste proportioner i debatten om migration.
FN’s kvoteflygtningesystem mangler pladser
Der findes et globalt system til at håndtere og fordele flygtninge, der har behov for genbosætning i et sikkert land, typisk fordi de ikke kan blive tilstrækkeligt beskyttet i deres nuværende asylland, nemlig FN’s kvoteflygtningesystem.
Systemet lider imidlertid under konstant mangel på pladser, oplyste Elisabeth Haslund fra FN’s Flygtningeorganisation. UNHCR vurderer, at der i øjeblikket er 1,4 millioner flygtninge med behov for en kvoteplads.
FN-organisationen kan ikke pålægge lande at modtage kvoteflygtninge og er derfor helt afhængig af enkeltlandes vilje til at tage imod efter frivilligt fastsatte kvoter – og her kniber det med at skaffe nok pladser. Således var det sidste år kun 39.266 kvoteflygtninge, der kunne rejse til et nyt hjemland.
Blandt de store modtagere af kvoteflygtninge er USA, der for nylig øgede sin kvote til 125.000 for i år, samt Sverige (5.000 årligt) og Norge (3.000 årligt). Danmarks kvote for 2021 var 200.
Gør op med sejlivede myter
Ninna Nyberg Sørensen efterlyste også et opgør med flere sejlivede myter, f.eks. den, at migration kun et problem: ”I rigtig mange fattige lande udgør de beløb, migranter sender hjem – de såkaldte remitter – et langt større beløb end den udviklingsbistand, de samme lande modtager. Men migranter, der sender penge hjem, er jo et aktiv for deres familie, lokalsamfund og deres land, og den udviklingsbistand, vi tilbyder partnerlande til gengæld for hjemsendelsesaftaler, er ofte småpenge sammenlignet med indtægten fra remitter. Vi overser, at hjemsendte kan gå fra at være et aktiv for deres familie og land til at blive en byrde, og det fører ofte til, at de forsøger at migrere igen.”
Heller ikke myten om, at økonomisk vækst i fattige lande lægger en dæmper på migrationen, holder. Faktisk er det lige omvendt: ”Forskning bekræfter, at økonomisk vækst i første omgang gør det muligt for endnu flere at migrere. Først når den gennemsnitlige årsindkomst pr indbygger i et land når helt op på 5.000 dollar om året, stabiliserer migrationen sig, og den falder først, når indkomsten når 10.000 dollar,” fortalte Ninna Nyberg Sørensen, der pegede på andre og tilsyneladende vigtigere årsager til migration som øget ulighed og øget utryghed, der igen kan have mange forskellige årsager: klimaforandringer, konflikter eller en mere eller mindre sammenbrudt stat.
Børn og unge ønsker ikke at flygte
Ninna Nyberg Sørensen hæftede sig også ved, at det trods voksende ulighed, klimaforandringer og den megen snak om flygtninge og migration, kun er 3-4 procent af verdens befolkning, der har forladt deres hjem. Det tyder på, at de færreste ser flugt som den foretrukne udvej. Og det bekræftede Jakob Eilsøe Mikkelsen, Afrika-repræsentant for Red Barnet:
”Vi har gennemført en interviewundersøgelse i Zambia, Burkina Faso og Etiopien blandt 10-19-årige børn og unge i lokalsamfund med tradition for at migrere. Den viser, at langt de fleste ønsker at blive, hvor de er, men at stigende vold, kriminalitet og utryghed i det hele taget kan få dem til at forlade deres hjem.
Også konsekvenserne af klimaforandringer som mangel på vand og græsning til dyr kan tvinge folk til at migrere – typisk fra land til by. Derfor er det, der giver bedst mening stadig at sætte ind over for årsagerne til migration. Ikke bare for at dæmpe migration, som vi i Red Barnet i øvrigt hverken er for eller imod, men for at hjælpe mennesker bedst muligt,” lød det fra Jakob Eilsøe Mikkelsen.
Dansk bistand på afveje
Den danske regering har gjort indsatsen mod migration til en hovedprioritet i udviklingsbistanden og har sat langt flere penge af til formålet.
”Men mange af de ekstra midler bruges på kortsigtede tiltag i forsøg på at regulere migrationen. Forskningen viser, at de tiltag ofte har en række negative, utilsigtede konsekvenser, og man kan spørge, om støtte til biometriske pas og øget grænsekontrol for eksempel egentlig er udviklingsbistand,” sagde Ninna Nyberg Sørensen, der slog et slag for, at udviklingsbistanden i højere grad skal bruges til at sætte ind over for årsagerne til migration.
”Og så kommer vi ikke uden om at skabe nogle forudsigelige rammer for legal migration. Det kan være med til at lette presset og gøre det mere spiseligt for vore partnerlande at indgå aftaler om migrationskontrol og hjemsendelse.”
