Det er en særdeles markant udvikling, professor i statskundskab ved Aarhus Universitet, Anne Mette Kjær, beskriver i forskningsartiklen ”Paradigmeskiftet i dansk udviklingspolitik”, der for nyligt blev publiceret af tidsskriftet Forum for Development Studies.
Og analysen står på et solidt fundament: Anne Mette Kjær har i 25 år forsket i udvikling, primært i Afrika, og er regeringsudpeget formand for Udviklingspolitisk Råd. Tidligere har hun siddet i både Danidas og Folkekirkens Nødhjælps styrelser.
Inden hun satte sig til tasterne for at skrive sin artikel, har Anne Mette Kjær møjsommeligt gennempløjet Danmarks skiftende udviklingsstrategier siden 1994, Danidas årsberetninger, statistikker for dansk udviklingsbistand, OECD DAC-databaser, finanslovsforslag og debatter i medier og Folketinget. Derudover har hun interviewet 32 forskellige aktører fra udviklingsmiljøet, blandt andre tidligere og nuværende politikere, ansatte i Udenrigsministeriet og forskere.
Borgfred gjorde Danmark til internationalt forbillede
Efter en noget tøvende start i 1960’erne satte Danmark fart på udviklingsbistanden og blev i 90’erne et internationalt anerkendt fyrtårn på udviklingsområdet, lyder det i artiklen.
Og det skyldtes ikke alene, at Danmark op gennem 90’erne – da de fleste andre rige lande skar i udviklingsbistanden – ydede hele et procent af bruttonationalindkomsten i bistand. Det skyldtes nok så meget, at Danmark i strategier og praksis satte bekæmpelse af fattigdom som absolut førsteprioritet i udviklingssamarbejdet. Dengang tog dansk udviklingspolitik udgangspunkt i de behov, partnerlandene i Syd selv gav udtryk for, konkluderer Anne Mette Kjær.
Danmark praktiserede koordinering, tilpasning og harmonisering i udviklingssamarbejdet, længe før de begreber i 2005 blev internationalt vedtaget som en del af Paris-erklæringen om bistandseffektivitet. I de år hentede Danmark også store roser i evalueringerne, som OECD DAC med jævne mellemrum gennemfører af medlemslandenes udviklingsbistand.
Den væsentligste årsag til, at Danmark kunne opnå den position, er ifølge Anne Mette Kjær, at der til og med 90’erne var politisk borgfred om den danske udviklingsbistand. Alle politiske partier bakkede – mere eller mindre aktivt – op om det høje niveau og de overordnede linjer for bistanden. Det gav embedsværket i Udenrigsministeriet og på de danske ambassader ro til at gøre erfaringer og udvikle bistanden, så den så effektivt som muligt – og med aktiv inddragelse af partnerne i Syd – bidrog til at mindske fattigdom.
2001-valget indledte bistandens deroute
Anne Mette Kjær understreger, at ”paradigmeskiftet”, som hun beskriver det, ikke indtraf på grund af én enkelt beslutning. Tværtimod er det resultatet af et væld af beslutninger og begivenheder gennem de seneste to årtier.
Alligevel udpeger hun 2001-valget som et vendepunkt. Det markerer nemlig afslutningen på den politiske borgfred om bistanden. Venstre opsagde reelt borgfreden før valget og gik til valg på at skære udviklingsbistanden med 1,5 milliarder kroner, der bl.a. skulle gå til det danske sundhedsvæsen. Og da VK-regeringen vandt valget, blev nedskæringerne gennemført.
Men det var ikke kun udviklingsbistandens omfang, der blev politiseret. Det var også formålet – eller formålene. Siden 2001 er udviklingsbistanden ifølge Anne Mette Kjær blevet overbebyrdet med en række andre formål end det oprindelige om at bekæmpe fattigdom. Udviklingsbistanden skal nu også bekæmpe terrortrusler, migration, klimaforandringer og meget andet. Alt sammen inden for et stærkt reduceret budget.
Det har også ændret dramatisk ved, hvilke modtagerlande bistanden går til. Tidligere var omdrejningspunktet i det danske udviklingsarbejde fattige lande i Afrika, Asien og Latinamerika. Adskillige af dem er nu erstattet af andre lande. Det startede for alvor med 00’ernes massive danske indsatser i Irak og Afghanistan. Her var det primære mål ikke at bekæmpe fattigdom, men at skabe fred og bekæmpe terrortrusler.
Heller ikke nyere danske indsatser i og omkring Syrien, Sahel og Afrikas Horn er udelukkende affødt af ønsket om at bekæmpe fattigdom, men i lige så høj grad for at dæmme op for migration – i Danmarks nationalpolitiske interesse.
Politisering på bekostning af faglighed
Anne Mette Kjær kommer også omkring de massive besparelser i Udenrigsministeriet og på de danske ambassader. Det har været med til at underminere fagligheden i udenrigstjenesten og givet plads til stigende politisering af bistanden.
Politiseringen har også – skridt for skridt –legitimeret ideen om , at udviklingsbistanden skal fremme danske interesser. Anne Mette Kjær citerer regeringens udviklingspolitiske redegørelse fra foråret: ”Danmarks udviklingssamarbejde skal adressere de udfordringer, Danmark står overfor.”
Hun peger også på, at Danmarks nyeste udviklingspolitiske strategi, ”Fælles om Verden”, stort set intet siger om partnerlandenes interesser, behov eller ejerskab, og at det står i skarp kontrast til strategien fra 1994, der ligefrem hed ”Partnerskab 2000.”
Mindre af det, der virker
Anne Mette Kjær understreger, at de mange omvæltninger ikke er sket, fordi udviklingssamarbejdet ikke virkede. For det gjorde det, som vurderingerne fra OECD DAC eksempelvis viste.
Det nye paradigme skyldes tværtimod den politisering, der paradoksalt nok har ført til, at den mest effektive del af den danske udviklingsbistand er blevet beskåret mest – og til stadighed bliver det. Den langsigtede, partnerskabsbaserede bistand til en række lande er udfaset eller i gang med at blive det. Eksempler tæller Bolivia, Nepal, Bangladesh, Zimbabwe, Zambia, Tanzania, Malawi og Mozambique.
I stedet støtter Danmark primært skrøbelige stater, hvor rammerne for langsigtede effektive indsatser er langt mere usikre. Den massive danske og internationale indsats – og fallit – i Afghanistan er et af de klareste eksempler på det.
Ny og anderledes borgfred
To gange, i 2011 og i 2019, er røde regeringer kommet til og har haft mulighed for at rulle borgerlige nedskæringer og omprioriteringer tilbage. Men det er ikke sket, konstaterer Anne Mette Kjær.
Hun konkluderer, at der er opstået en ny borgfred på præmisser om, hvor udviklingsbistanden maksimalt skal ligge på 0,7 procent af BNI, og at danske interesser gradvist fortrænger den langsigtede, fattigdomsorienterede bistand.
Den 17. august fremlagde Inger Støjberg sit nye parti Danmarksdemokraternes første konkrete, politiske udspil: Danske familier skal tildeles ni ugers ekstra barselsorlov. Regningen bliver på den nette sum af 2,6 milliarder kroner. Og de mange kroner skal alle hentes fra udviklingsbistanden.
Dagen efter annoncerede regeringen, at Udenrigsministeriet etablerer et projektkontor for at styrke det nye samarbejde mellem Danmark og Rwanda, der – helt åbenlyst – ikke er indledt for at mindske fattigdommen i Rwanda, men for at få landet til at oprette et modtagecenter for flygtninge, der er søgt mod Danmark.
Det er blevet legitimt at sætte spørgsmålstegn ved størrelsen af den danske udviklingsbistand. Selv på et tidspunkt hvor den for første gang i over 40 år kun lige når op på de 0,7 pct. af BNI, som FN anbefaler som minimum.
