“Det handler ikke om Rusland, det handler om multilateralismen,” lyder det fra Liechtensteins FN-ambassadør, Christian Wenaweser. Han er primus motor i veto-initiativet, der nu officielt er fremsat som forslag til vedtagelse på FN’s Generalforsamling på tirsdag klokken 10 (16 dansk tid).
Men hvis det ikke handler om Rusland og det seneste russiske veto i Sikkerhedsrådet mod en fordømmelse af Ruslands invasion af Ukraine for to måneder siden, ja så har Ruslands krig mod Ukraine sikret forslaget fra Liechtenstein medvind i FN. I denne weekend var antallet af medforslagsstillere nået op på 57 lande.
Til netmediet Inter Press Service – IPS fortæller Christian Wenaweser, at de på ambassaden har arbejdet på ideen i langt over to år.
#vetoinitiative skulle have været lanceret i begyndelsen af 2020, men blev bremset af corona-pandemien. Nu er tiden inde, siger ambassadøren, der ikke peger direkte på Rusland, men siger at der netop nu er en stor forståelse for initiativet.
“Der er observatører, som tydeligvis mener, at vi gør dette på grund af, hvad der sker i Ukraine. Det passer ikke. Men selvfølgelig, det der sker i Ukraine og manglen på respons fra Sikkerhedsrådet, viser tydeligt, at vi gør det rigtige,” siger ambassadøren.
Forklaring følger
Initiativet er forførende enkelt. Hver gang et af Sikkerhedsrådets fem faste medlemmer – USA, Rusland, Kina, Storbritannien og Frankrig – har benyttet vetoretten til at blokere en beslutning i Sikkerhedsrådet, skal det eller de pågældende lande kort tid efter møde i Generalforsamlingen for her at forklare sig i fuld offentlighed over for samtlige medlemslande. Samtidig får alle lande mulighed for at reagere og kommentere på brugen af vetoet. Forslaget skal give større åbenhed og ansvarlighed.
Liechtenstein understreger, at initiativet også har til formål at give Generalforsamlingen, altså hele medlemskredsen, større indflydelse og dermed gøre hele FN mere relevant. FN’s mest magtfulde organ, Sikkerhedsrådet, har tydelige problemer med at varetage verdens fred og sikkerhed. Ikke kun fordi det er en svær opgave, men også fordi rådet er dybt splittet, og fordi de 15 medlemmer, især de fem permanente, plejer deres egne nationale interesser i FN’s Sikkerhedsråd.
Håbet er altså, at man ved at holde P5 – Permanent 5 – offentligt til ansvar vil begrænse brugen af vetoretten, og samtidigt styrke de internationale samarbejde. Og både på Twitter, under hashtagget #vetoinitiative, og i medierne er der taget særdeles pænt mod forslaget.
Danmark var med fra starten fremgår det af FN-ambassadens Twitterkonto.
“Initiativet er et vigtigt skridt til at styrke Generalforsamlingen og forbedre Sikkerhedsrådets ansvarlighed. Vi opfordrer alle til at støtte,” står der blandt andet.
To af de vigtigste lande, der indtil videre har meldt sig under Liechtensteins faner, er to af de faste sikkerhedsrådsmedlemmer, nemlig USA, der nu er medstiller af forslaget og klart begrunder det med Ruslands krig mod Ukraine, og Storbritannien, der har lovet at stemme for. Uofficielt forlyder det fra franske diplomater, at Frankrig også er med.
Et skridt frem eller gang på stedet
Sikkerhedsrådets sammensætning og vetoretten har været til diskussion stort set siden FN’s oprettelse i dønningerne af Anden Verdenskrig. Verdensorganisationen ville ikke være blevet til, hvis ikke især USA og Sovjetunionen havde fået deres nødbremse. FN’s grundlæggere var klar over, at det var et nødvendigt onde.
Læs og lyt: Podcast: FN – fordi det aldrig skal ske igen
En eneste gang i alle de år er det lykkedes at udvide Sikkerhedsrådet fra 11 til de nuværende 15 medlemmer. Det var i 1965. Lige siden er samtlige forsøg på at reformere Sikkerhedsrådet, gøre det mere tidssvarende eller begrænse vetoretten strandet.
Frankrig, der ikke har benyttet vetoretten siden 1989, fremsatte i 2013 et forslag om, at de fem faste i tilfælde af masseovergreb frivilligt skulle undlade at bruge deres vetoret. 105 af FN’s 193 medlemslande støtter forslaget, som aldrig er kommet videre. Der har også været andre forslag, som for eksempel at der skal to til veto, det skete heller ikke. Og det er mange år siden, at den midlertidige komite, hvor landene diskuterer reform af Sikkerhedsrådet, af FN-folk blev betegnet the-never-ending-committee.
Netop det at USA støtter veto initiativet, er nok det tydeligste tegn på, at dets virkning vil være begrænset. De store lande er vant til at forsvare sig – i medierne, i Sikkerhedsrådet, i alle mulige forhold.
I forhold til Ukraine fik Rusland på en afstemning i Generalforsamlingen stort set hele verden imod sig. Moskva har tidligere afvist kritik af medvirken til de grusomste overgreb og angreb i Syrien, Kina afviser enhver kritik med beskeden om, at det er indre anliggender, som ikke rager andre, mens Washington har støttet Israel og dets besættelse af palæstinensiske områder uanset hvad, og USA’s og dets støtters invasion af Irak fik ingen konsekvenser for USA. Det kommer ikke til at betyde noget, hvis FN-ambassadørerne også skal aflægge regnskab på Generalforsamlingen, er et argument.
Et andet er, at nu ser det endeligt ud til, at der bliver taget et lille skridt fremad på et område, der har været fastfrosset siden 1965. Noget kan altså lade sig gøre. Enhver rejse begynder med det første skridt.
Moskva kastede det første veto i 1946 og har siden brugt det 143 gange. Washington 86 gange, London 30, Beijing 18 og Paris 18 gange.
